Skal regeringen lave adfærdsregulerende lovgivning, så danskerne udleder mindre CO 2?
Det ville være skønt, hvis regeringen gav os alle sammen rationeringsmærker i overgangen til vedvarende energi.
Fristelserne for at fortsætte, som man plejer, er nemlig alt for store.
Hvad gør du selv i din dagligdag for at være klimavenlig?
Jeg gør ikke nok, men da jeg bor på Munksøgård – et økologisk bofællesskab ved Roskilde – er det naturligt at gøre en indsats hele tiden, da vi alle inspirerer hinanden til at have et godt liv uden det enorme forbrug, som vi skal tage livtag med.
Vi kan lige så godt hjælpe kommende slægter med at være fornemme, grønne forbilleder.
Jeg tager f.eks. et par ekstra bukser på, så der ikke behøver være kogende varmt i min lejlighed.
Jeg vasker op med nedbrydeligt opvaskemiddel. Og når jeg har taget et ugentligt brusebad, vander jeg blomster med vandet.
I vores bofællesskab har vi solfangere på fælleshustagene til varmt bad, vi har økologiske nyttehaver, og vi komposterer det grønne og beriger jorden med komposten og dyrenes gødning.
Der er også regnvandsopsamling til brug i vaskeriet, CO2-frit træpillefyr og grusfilter til at rense spildevand.
Og vi har separationstoiletter, hvor urinen samles i beholdere for senere at blive brugt som gødning på vores marker.
Ser du dig selv som grøn rollemodel i din familie og i samfundet?
Først og fremmest ser jeg mig selv som gøgler.
Men med historien ”Konen i Muddergrøften” i baghovedet, synes jeg, at vi alle må tænke på resten af verden. Hvis menneskene bliver grådige, rejser naturen sig.
Så nu skal vi altså skifte livsstil – og det kan bare ikke gå hurtigt nok.
