"Miner kan være brune, grå, grønne eller røde. De kan ligne coladåser – men ligegyldigt hvordan de ser ud, så er de farlige. De kan slå ihjel – eller hvis I er heldige – rive et ben eller en arm af!"
Godt og vel 50 børn følger nøje Nabil Ali, da hans højre hånd hugger hårdt ned mod den venstre albue. Nabil arbejder i et af Folkekirkens Nødhjælps projekter i Sudans Nuba bjerge. Han oplyser om farerne ved miner og gammelt ammunition, mens hans kolleger udfører det møjsommelige arbejde med at rydde miner efter den 20 år lange borgerkrig mellem Nord og Sydsudan.
Nabil holder en lang pause, uden at der kommer så meget som et pip fra børnene.
"I må aldrig samle ting op fra jorden, hvis I ikke ved, hvad det er. Og I må ikke gå steder, hvor I har fået at vide, at der kan være miner eller ueksploderede granater eller anden ammunition. Aldrig nogensinde! Lover I mig det?"
Børnene svarer ja i et blandet kor af arabiske aiwa og engelske yes. Op mod halvdelen af børnene – dem der lige har svaret på arabisk – er kommet til landsbyen Lado fra slumlejrene i det nordlige Sudan inden for de sidste måneder, mens de engelsktalende børn er vokset op i området.
Ta’ bussen hjem
Maj markerer afslutningen på tørtiden i det meste af Sudan og er derfor også sidste chance for at nå hjem, inden regntiden stort set gør vejene ufarbare i et halvt år. Det faktum kan ses hver eneste dag i Nuba, hvor selv en lille landsby som den nærliggende Um Durain modtager tre busfulde af hjemvendte direkte fra slummen omkring Sudans hovedstad Khartoum på en almindelig onsdag eftermiddag.
Den gode nyhed her og i andre dele af landet er, at hundredtusinde af internt fordrevne af egen drift og kraft er brudt op og har vendt et usselt liv i Khartoum ryggen. Nu, hvor en godt et år gammel fredsaftale gør det muligt at vende hjem, har de opgivet at vente på, at FN eller andre skal hjælpe dem. De slår sig i stedet sammen i store grupper og lejer lastbiler og busser til at skaffe sig selv og deres få ejendele hjem.
Den knap så gode nyhed er, at områder som Nuba og det meste af det sydlige Sudan slet ikke er parat til at tage imod dem. Der er dårligt nok mad, vand, sundhedsklinikker eller skoler til dem, der har boet i området de sidste mange år.
Byboere på landet
Al Tahir Abas Beshir bruger et fladt stykke træ til at banke græstaget på sin nye hytte på plads. Sammen med fire brødre og et par af deres koner er Beshir vendt tilbage til Blue Nile området efter 20 år som illegale flygtninge i Etiopien.
Mens børnene, de gamle og de fleste af kvinderne stadig venter i Etiopien, er Beshir og hans brødre vendt hjem for at bygge hytter og forberede de andres hjemkomst inden regntiden.
Det er vigtigt at få så mange hænder som muligt hjem inden da, for med regnen kommer også chancen for at dyrke jorden.
Beshirs familie har planlagt at sælge deres æsler og afgrøder i Etiopien og så bruge pengene til at købe redskaber og såsæd igen her i Sudan.
Blue Nile og Nuba er nogle af de områder, hvor Folkekirkens Nødhjælp sammen med sine samarbejdspartnere vil koncentrere de næste års arbejde med at hjælpe hjemvendte fordrevne til at komme i gang med at dyrke jorden, samt støtte til uddannelse og oplysning om minefare.
"De, der boede her under krigen, har allerede lært sig selv, hvor farerne lurer. De tilbagevendte har ikke en anelse om noget som helst – de fleste kommer jo lige fra storbyen. Derfor fokuserer vi nu på dem," forklarer Nabil.