|
|
|
Tålmodigheden er ved at rinde ud hos den tanzanianske regering og de internationale donorer.
FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, samt den tanzanianske og burundiske regering har besluttet, at støtten til flygtningene i lejrene skal skæres ned til det minimale. Krigen er slut.
Der har været demokratiske valg i Burundi, så hvad venter de på – de mange flygtninge som stadig er i Tanzania?
Hjemme i Burundi – ude på landet, hvor flygtningene kommer fra, er der måske mere forståelse for, hvor svært det er at vende tilbage.
Der er mangel på jord, mange får højst et måltid om dagen, skole- og sundhedssystemet er nedbrudt, og en mindre oprørsgruppe spreder stadig usikkerhed.
Krigen i Burundi har været en af de ’stille’ konflikter i Afrika, der ikke har påkaldt sig spektakulære overskrifter i internationale medier.
Ikke desto mindre har krigen haft konsekvenser, som det vil tage Burundi årtier at overvinde.
Økonomien er i ruiner, nationalproduktet er mere end halveret til under 100 dollars per person, og knap otte millioner mennesker skal finde deres udkomme på alt for små jordlodder i det bjergrige land, der er lidt mindre end Jylland.
Det er gigantiske udfordringer for en nyvalgt regering, hvis ledelse har sine primære erfaringer fra guerillakrig, og en regering, hvis adfærd ligger langt fra internationale standarder for god regeringsførelse.
Det internationale samfund har derfor været nølende med at udløse de gyldne løfter om bistand til genopbygning af landet og økonomien.
Først på et donormøde i maj syntes de mange løfter at tage mere konkret form – og ledte frem til en beslutning i juni om at lægge yderligere pres på flygtningene for at vende hjem.
Men vi mangler endnu at se løfterne materialisere sig.
Annette Ringgaard, programmedarbejder på
Folkekirkens Nødhjælps regionalkontor i Uganda