Langt fra den store trafikerede asfaltvej, der gennemskærer Rakai-distriktet i Uganda, lever Kagaba Thomas med sine fire søskende i en lille landsby.
Kagaba er 16 år, alligevel er han familiens overhoved og forsørger. Det har han været, siden han var 13 år, da hans forældre døde af aids. Da måtte han droppe skolen for at arbejde i marken og tjene penge til mad og skolegang til sine yngre søskende.
Skamfuldhed over aids
”Min far blev myrdet i krigen, og min mor døde af malaria,” forklarer Kagaba Thomas. Sandheden er højst sandsynligt en anden, men det er skamfuldt at fortælle, at forældrene døde af aids.
De første tre år efter forældrenes død levede børnene alene. Ingen hjalp Kagaba Thomas gennem dagen, og få mennesker har vist interesse for Kagaba Thomas og hans søskende, for i Rakai rangerer forældreløse børn langt nede i det sociale hierarki. Forældrene efterlod et solidt hus og et stykke land, som de kan dyrke og leve af. Men de efterlod også et stort tomrum hos børnene, der desperat mangler omsorg og kærlighed.
1,7 millioner forældreløse børn
Netop derfor har Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner, Det lutherske Verdensforbund, valgt at støtte de forældreløse børn i Afrika. For Kagaba Thomas og hans søskende befinder sig i en situation, der ikke er enestående.
Det skønnes, at der alene i Uganda lever 1,7 millioner børn, der har mistet en eller begge forældre af aids. Ofte er børnene overladt helt til sig selv, da slægtninge hverken har det økonomiske eller det mentale overskud til at tage sig af en ekstra børneflok. I mange tilfælde er de også ramt aids.
Fysisk og psykisk hjælp fra frivillige
I Rakai-distriktet har Det lutherske Verdensforbund oprettet et projekt, der hjælper børnene gennem de sociale og økonomiske konsekvenser, som aidsepidemien har medført. Frivillige fra landsbyen lærer at støtte børn som Kagaba Thomas og hans søskende.
De frivillige bliver børnenes rådgivere, der hjælper dem med at overleve både fysisk, og ikke mindst psykisk. ”Vi er de venner, forældre og søskende, som børnene alt for tidligt mistede,” fortæller John Naalongo, der er Kagaba Thomas rådgiver.
På det kursus, som de frivillige rådgivere gennemgår, bliver der lagt vægt på blandt andet lederegenskaber og psykologisk rådgivning. De forældreløse børn er, som Kagaba Thomas og hans søskende, typisk meget unge, når forældrene dør. Derfor mangler de en voksen til at råde dem gennem barndommen og ungdommen og til at træffe de valg, der har betydning for deres fremtid.
Rådgiverne støtter især de ældste af børnene i en søskendeflok, der ufrivilligt får pådraget rollen som forsørger og forældre for yngre søskende. I en alder af 13 år kan det være en uoverskuelig opgave, og så er det befriende at kunne spørge en voksen til råds.
Uddannelse
Derudover er det en kæmpe lettelse for børnene, at de har en voksen at støtte sig til, når sorgen og modløsheden bliver for stor. ”Vores vigtigste rolle som rådgivere er at give børnene menneskelig og psykologisk opbakning,” forklarer John Naalongo.
Projektet i Rakai forsøger også at sikre børnene et økonomisk grundlag. De tilbyder dem en uddannelse på en af de små tekniske skoler, der er placeret rundt omkring i området. Her kan børnene gratis modtage undervisning i syning, snedkerlære, mekanik og fremstilling af blandt andet mursten. Med en uddannelse lærer børnene at klare sig selv. ”Men det er langt fra alle børn, der får mulighed for at udnytte de færdigheder, de lærer. Børnene har ikke råd til at købe materialer, de kan lave ting af,” forklarer John Naalongo
Viden, træning og moralsk støtte
For Kagaba Thomas var John Naalongo et vendepunkt. Han var en af de første voksne, som Kagaba Thomas talte med i tre år efter forældrenes død.
Det var John, der fortalte ham, hvilke muligheder, han havde for sin fremtid. Med viden, træning og moralsk støtte fra John Naalongo har Kagaba Thomas fået mod på at udvide sit landbrug. ”Om fire år har jeg måske sparet penge op til et større stykke jord. Det vil jeg dyrke, og så vil jeg måske investere i geder,” fortæller Kagaba Thomas.
Han tager sin forældrerolle alvorligt og arbejder hårdt for at tjene penge til sine søskende. ”Jeg ønsker mine søskende skal have en uddannelse. Jeg ved, at det er den eneste vej frem.”
