Det værste, der kan ske os, er, at vi bliver en nation af tilskuere. Vi kommer trætte hjem fra arbejde og sætter os foran fjernsynet og ser verdens nød og lidelse. Måske er det nyheder om sultende mennesker.
Vi nipper til den tunge chilenske rødvin. Mellem os og den nød vi ser, er der en tv-skærms tykke glasplade.
Vi læner os tilbage i stolen og ser på.
Der er lavet undersøgelser, der tyder på, at vi er på vej til at blive et publikum.
Mange mennesker vil hellere se pornofilm end at have sex med deres elskede.
Sådan er det også blevet i køkkenet. Vi bygger store samtalekøkkener og køber smukke kogebøger. Men vi bruger hverken køkkenet eller kogebøgerne. Vi nøjes med færdiglavet mad, der hurtigt varmes op i mikroovnen.
Sidste år begravede jeg endnu engang nogle mennesker, som havde sat deres liv ind på en lukket konto.
De havde fortalt mig, hvordan de så frem til at blive pensioneret. Så skulle de nyde at være til. Men et år før pensionen døde de uden at have hævet alt det, de havde set frem til. De havde været tilskuere til livet i stedet for deltagere.
Vi bliver nødt til at sige til os selv, at vi ikke vil være et publikum. Livet skal røre os både frydefuldt og smertefuldt. Nød og elendighed skal ruske op i os. Det er simpelt hen op til at os at perforere den glasskærm, vi sidder og ser ind i hver dag.
Sogneindsamlingen den 1. marts giver os en mulighed for oprør. Vi kan vise både os selv og andre, at vi ikke er tilskuere til verdens nød og elendighed. Vi kan gå rundt fra hjem til hjem og samle penge ind, der kan redde tusinder af menneskeliv.
Men det er kun en begyndelse. For dybest set handler det om på alle områder i livet at undgå at være publikum. Også i køkkenet, i sengen, i hele ens måde at leve livet på er tiden inde til revolution. Vi kan ikke nøjes med at se på. Vi må være deltagere med de chancer, der er for både succeser og fiaskoer.
Poul Joachim Stender
Sognepræst og indsamlingsleder for Sogneindsam­lingen i Kirke Såby og Kisserup sogne på Midtsjælland