Vi får hovedpine. Det gør ondt i maven. Vi bliver svage, og ind imellem besvimer vi. Når vi har det sådan, sover vi meget. Det hjælper at drikke en masse vand, for det fylder i maven. Vi spiser også blade, men man kan let komme til at kaste op, hvis man spiser for mange.
Sådan lyder det næsten enslydende svar fra kvinder i de fattige indiske stater Andra Pradesh, Orissa og Rajasthan på spørgsmålet: "Hvordan er det at sulte?"
De har alle sammen prøvet det, og det har deres mænd og børn som regel også, men det er først og fremmest kvinderne, der mærker sulten.
Den evige kamp
"Mændene spiser først, så spiser børnene og til sidst kvinderne. Mænd arbejder hårdt, derfor skal de have mad først. Sådan er traditionen. Kvinder arbejder også hårdt, men hvis der er for lidt mad, så må vi undvære. Sådan er det bare, også for barselskvinder, selv om det ikke er godt for de små børn," fortæller kvinderne i landsbyen Gahir Palli i det nordvestlige Orissa.
35-årige Brunda Maharanda ved, hvad det vil sige at være kvinde og kæmpe en evig kamp for at skaffe mad til familien. Helt undtagelsesvis sidder hun et øjeblik stille på en måtte på jorden uden for sit hus i landsbyen Ladangabata.
"Jeg vågner som regel klokken fem, inden solen står op. Jeg fejer i og omkring huset med komøg opløst i vand, så der bliver rent overalt.
Når jeg har vasket op, går jeg ned til vandhullet og vasker mig, og når jeg har fået en kop te, går jeg på arbejde," fortæller Brunda Maharanda.
Hun arbejder som daglejer for de lokale storbønder, når der da er noget arbejde at få.
"Det er altid min store bekymring: Får jeg arbejde i morgen? Hvis de ikke har et job til mig, går jeg ud i skoven og samler blade, som jeg laver til tallerkner og sælger på markedet. Jeg får 50 øre for 100 tallerkner."
Kød er forbeholdt de rige
© Mikkel Østergaard
|
| Brunda Maharandas største bekymring er at skaffe mad til sine fire børn |
Brunda Maharanda har fire børn. Den yngste er et år og den ældste 16.
"Det sværeste tidspunkt var, da jeg fik mit første barn og ikke havde nogen til at se efter hende. Jeg var nødt til at tage hende med på arbejde. Det blev lettere, da jeg fik de næste børn, for så kunne de ældste hele tiden se efter de yngste. Men det er ikke rart bare at efterlade børnene derhjemme. De er jo næsten som forældreløse," siger hun.
Når hun kommer hjem fra arbejde, laver hun aftensmad til familien.
"Hvis jeg ved, at vi ikke har noget mad til i morgen, hælder jeg en masse vand i risen, og så gemmer jeg en portion, som vi kan dele dagen efter. Vi har oplevet ikke at få mad i to dage. Det var hårdt."
Kun ved enkelte højtider får familien lidt gedekød. Ellers spiser de aldrig kød. Det er forbeholdt de rige. De tre-fire høns, der tripper rundt mellem husene, er ikke beregnet til familiens egen middagsgryde, men vil blive solgt en efter en, når Brunda mangler penge til for eksempel tøj.
Inden aftensmaden vasker hun igen hele huset med komøg, imens hun snakker med nabokonerne. Der er ingen elektricitet i landsbyen, så klokken ni går familien i seng.