|
| Saw Maung Pwe har et hul i ansigtet, der hvor det venstre øje skulle sidde. Soldaterne skød ham en dag, han var på vej hjem fra kardemommemarkerne. De fortalte ham aldrig hvorfor. |
Junglen langs grænsefloden mellem Burma og Thailand er utilregnelig og ikke til at mase sig igennem.
Området er fyldt med landminer, malaria og burmesiske soldater, der myrder, fordriver og sætter ild til landsbyer.
Her kæmpede den 49-årige karener, Saw Maung Pwe, sig frem i dagevis med sine seks børn i håbet om at nå over grænsen til Thailand.
Men nabolandet Thailand har lukket grænsen, så Saw Maung Pwes flugt endte i et lille smalt snit ind i junglen mellem hærens militærposter.
Her ligger flygtningelejren E Tu Hta, der huser en lille del af Burmas 540.000 internt fordrevne.
Myrdet da han rejste hjem
Saw Maung Pwe sidder på gulvet i den hytte af bambus, han har bygget i lejren til sin familie. Hans kone døde i barselssengen flere år før flugten.
Hans yngste søn sidder i sin fars skød, og hans 14-årige datter læner sig op ad bambusvæggen.
Hun burde være i skole, men er syg af malaria.
Hendes blik er fjernt, da faderen fortæller, hvordan hendes storebror blev slået ihjel:
Saw Maung Pwe og hans ældste søn ville gå tilbage til deres jord få måneder efter, de var ankommet til lejren.
Udsigten til at være fanget i E Tu Hta uden frihed, arbejde og slægtninge var uudholdelig for kareneren.
Men forsøget på at vinde den tabte frihed tilbage blev skæbnesvanger.
”Der var soldater over det hele, da vi gik tilbage til landsbyen.
Jeg sagde til min søn, at han skulle være forsigtig, men de fik øje på ham og jagtede ham ned ad bjerget.
Vi ville bare se til markerne, men soldaterne tæskede ham ihjel,” siger Saw Maung Pwe, der flygtede tilbage til sine fem andre børn og de øvrige 3.500 internt fordrevne i E Tu Hta-lejren.
Karenerne skal blive
| Støtte til etniske grupper |
|---|
|
E Tu Hta-lejren i Karen-staten blev opført i 2006. Se flere billeder fra flygtningelejren E Tu Hta på www.noedhjaelp.dk/burma |
E Tu Hta er fyldt op, og nye lejre er under opførelse.
Nye familier ankommer til lejrene ved floden hver måned, og for disse nye flygtninge er der ingen vej frem – eller tilbage.
Militæret ødelægger marker og plantager og tvinger landsbyernes mænd til at tjene militæret som bærere på slagmarken, hvor nogle dør af udmattelse.
Saw Hla Henry er leder af organisationen Committee for Internally Displaced Karen People (CIDKP), der støtter de internt fordrevne i lejrene.
Han har forståelse for de flygtendes situation, men opfordrer dem alligevel til at blive ved deres jord i Burma.
”Enten dræber militæret folk, eller også tvinger de dem til at flytte.
Vi ønsker ikke, at de flytter sig, for så vil det til sidst lykkes regimet at tømme hele Karen-staten for mennesker, og så er slaget tabt,” siger Saw Hla Henry.
Lige nu får de fordrevne i lejrene hjælp nok til at overleve. Men der skal meget lidt til for at udløse katastrofen.
”Vi får fortsat forsyninger af mad og medicin, og hvis thaierne lader os sejle over floden med det, kan vi tage mod flere fordrevne.
Men hvis situationen ved grænsen bliver farlig, så bliver det yderst vanskeligt at hjælpe dem,” siger Saw Hla Henry.
International kritik af regime
Det karenske folk har i snart 60 år kæmpet for retten til at bestemme over deres egen jord og ønsker i dag et føderalt system, hvor de har langt større magt over deres områder.
Det internationale samfund har i årevis kritiseret det burmesiske militærregimes forbrydelser langs grænsen til Thailand. Men hæren fortsætter sine voldelige angreb, arrestationer og mord.
E Tu Hta ligger nær hærens stillinger, men karenernes oprørsstyrker, KNLA, har slået ring om lejren og beskytter den mod angreb.
I lejren er der mere sikkert end i landsbyerne. Familierne får ris, fiskepasta og en gang imellem lidt frisk fisk eller kød.
Her er også en form for lægehjælp, og børnene kan gå i skole indtil 7. klasse.
Saw Maung Pwe er glad for børnenes mulighed for at gå i skole. Men han frygter, at opvæksten præger dem på anden vis.
”Det kan være, at de slutter sig til oprørsstyrkerne. Når et familiemedlem bliver dræbt, så føler børn ofte had,” siger han.
”Men vi håber stadig, at mordene stopper, og at vi en dag kan vende hjem til vores jord. Der må komme en bedre tid,” siger Saw Maung Pwe.
Journalist Thomas Aue Sobol.