Den sidste rest af landminer, som har plaget den ellers indbydende jyske vestkyst ved Skallingen siden Anden Verdenskrig, er nu endelig ved at være fjernet. Under krigen udlagde tyskerne ifølge Kystdirektoratet op mod 1,4 millioner miner.
På grund af minerne har det smukke strandområde været utilgængeligt for mennesker i mere end 50 år. Desværre er det fælles for meget store landarealer i flere af verdens lande: Alt for mange steder spærrer ueksploderet ammunition for adgangen til frugtbar jord. Det rammer hårdt og skaber sult, når mennesker, der i forvejen er hårdt trængte, forhindres i at dyrke nødvendige afgrøder.
”Der er en meget klar sammenhæng mellem ueksploderet ammunition og sult. For eksempel i Laos og Cambodja, hvor amerikanerne spredte tonsvis af bomber og klyngevåben under Vietnamkrigen. Her kan du simpelthen se på kortet, at områder, hvor folk sulter, er identiske med stærkt ammunitions-forurenede områder. Og man kan måske godt forstå, at bønderne ikke har lyst til at køre ploven igennem jorden, hvis der er risiko for at blive sprængt i luften,” siger Richard Mac-
Cormac, der leder Folkekirkens Nødhjælps minerydningsindsats.
I den rigtige retning
Men selvom minerne stadig skaber sult og frygt i store dele af verden, går udviklingen den rigtige vej. 2009 var det første år, hvor der blev registreret færre end 4.000 ulykker forbundet med miner. Til sammenligning var antallet af ulykker i 1999 hele 20.000. En af hovedårsagerne til den positive udvikling er Ottawa-traktaten, der blev formuleret i den canadiske hovedstad i 1997. Traktaten forpligter de lande, som skriver under, til at stoppe produktionen af miner og til at rydde samtlige nationale minefelter. Rydningen af de sidste miner ved Skallingen er et resultat af denne forpligtelse.
Indtil nu har 157 lande – heriblandt også Danmark – skrevet under, og det bliver stadig mere ilde set i det internationale samfund at føre krig med miner. Ottawa-traktaten blev kun til virkelighed på grund af hårdt pres fra den internationale sammenslutning af ngo’er imod miner, ICBL, som Folkekirkens Nødhjælp også er involveret i.
Det går utvivlsomt i den rigtige retning, men næsten 4.000 mennesker dør eller kommer til skade i ulykker med miner hvert år
I dag glæder ICBLs generalsekretær, Sylvie Brigot-Vilain, sig over den positive udvikling, men hun understreger, at kampen mod miner ikke er slut:
”Det går utvivlsomt i den rigtige retning, men næsten 4.000 mennesker dør eller kommer til skade i ulykker med miner hvert år, og det
er 4.000 mennesker for meget. Derfor skal vi blive ved med at holde landene fast på deres forpligtelser,” siger hun.
Forbud mod klyngevaben
Mens Ottawa-traktaten udelukkende omfatter landminer, er den bredere indsats mod ueksploderet ammunition blevet styrket med introduktionen af FN’s konvention mod klyngevåben i 2008.
Klyngebomben er en bombetype, der spredes fra fly eller fra jordraketsystemer. Når den rammer jorden, åbner den sig og udslynger hundredevis af småbomber over et stort areal. Mange af disse småbomber eksploderer
ikke, og derfor udgør de en trussel for civilbefolkningen, også efter at krigen er slut.
Før konventionen kom til, havde 86 nationer lagre med millioner af klyngebomber. Nu har 74 nationer klyngevåben, og heraf har de 27 forpligtet sig til at destruere dem inden for otte år. Sylvie Brigot-Vilain har denne forklaring på FN-konventionens succes:
”Den globale indsats er styrket både for at fjerne den farlige ammunition, men også for at lære de mennesker der er mest udsat, hvordan de minimerer risikoen for ulykker. Udbredelsen af traktaterne og den øgede
offentlige bevågenhed betyder også en del. Men igen – vi skal holde landene fast på deres løfter,” siger hun.
Richard MacCormac fra Folkekirkens Nødhjælp er enig og tilføjer, at den måske største udfordring for den internationale kamp mod miner og klyngevåben er, at store lande som Kina, USA og Rusland endnu ikke har tilsluttet sig traktaten.
”Disse tre lande har som permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd stor indflydelse, og så råder de over enorme mængder af miner og klyngevåben. Derfor er det meget vigtigt at holde fokus på at få dem til at forpligte sig,” siger Richard MacCormac.
Frygten fylder
Ved siden af den reelle minefare kan frygten for den usynlige dræber ofte medvirke til at puste problemet unødigt op blandt lokalbefolkningen i mineplagede områder.
Overblik
-
Over 110 millioner aktive miner er spredt rundt om i 70 lande, og et tilsvarende antal er på lager verden over.
-
2009 blev omkring 4.000 mennesker dræbt eller såret ved ulykker med landminer.
-
Ved udgangen af 2009 var der i alt registreret 16.816 ulykker med klyngevåben.
-
75 % procent af ofrene var civile, og en stor del af dem børn.
kilde: www .the-monitor.org
”Frygten for miner begrænser friheden til at bevæge sig på næsten alle planer og starter en ond spiral. Ligesom det er svært at dyrke jorden, tør folk ikke gå på vejene, og det gør det svært at skaffe vand. Hele udviklingen går i stå på grund af minerne,” siger Richard MacCormac.
Langt de fleste steder ligger minerne spredt som små søer på store områder. Derfor er det også meget besværligt at fjerne minerne. Og uvisheden om, hvor de er placeret, får det minerede område til at føles som et stort hav. ”Det tager enormt lang tid at rydde en kvadratkilometer, også selvom der af og til kun er ganske få miner. Problemet er, at man ikke kan vide, hvor mange der er. Forestil dig at der var lagt små livsfarlige pletter rundt omkring i København, uden folk vidste, hvor de var. Så ville byen hurtigt blive lammet fuldstændig,” fortsætter Richard MacCormac.
Men i mange landbysamfund er indbyggerne så afhængige af adgangen til landjord, at de ofte er tvunget til at gå ind i et minefelt, slutter Sylvie Brigot-Vilain fra ICBL:
”Truslen fra landminer og ueksploderet ammunition – både den reelle og den psykologiske – har enorm indflydelse på landsbysamfund. Langt de fleste ofre for miner og ueksploderet ammunition har vidst, at de var i et farligt område, da de blev såret eller dræbt. Men de havde intet valg, de måtte ind for at få vand, brænde eller mad. De usynlige våben holder mennesker fast i fattigdom over hele verden.”
Den internationale kampagne mod miner (ICBL) har netop afholdt konference i Cambodja, hvor der er gjort status over den globale situation. Læs Richard MacCormacs refleksioner fra konferencen her
