For blot et par år siden var Dilfuza Kulova en helt almindelig kvinde i det sydlige Kirgistan: Gift, mor til to halvstore sønner og en nyfødt samt job som lærer på den lokale skole i landsbyen.
Men sidste sommer blev det konstateret, at familiens mindste havde fået hiv, og få måneder efter blev hun også selv testet positiv.
I dag har hun hverken job eller mand og er blevet smidt ud af sin svigerfamilies hus, som ellers er det sted, hun efter traditionen skal bo.
”Min mand arbejder i Rusland, men vil ikke have noget med mig at gøre, når han er hjemme. Da han hørte, jeg havde fået hiv, sagde han, at jeg skulle gå tilbage til ham, der havde smittet mig. Men jeg har ikke været sammen med andre end min mand,” forklarer Dilfuza Kulova, der hele tiden er på nippet til at græde, mens hun fortæller sin historie.
I dag lever hun sammen med sin mor, brødre og deres koner.
Dilfuza Kulova er overbevist om, at hendes søn er blevet smittet via brugte kanyler på hospitalet, da han var spæd, og at han har smittet hende, da hun gav bryst.
Over 70 børn i det sydlige Kirgistan menes at være blevet smittet på hospitalet i samme periode, og mødrene til disse børn – hvoraf flere også er smittede – har anlagt sag mod sygehuspersonalet.
Det har indtil videre ført til, at hospitalet har fået tildelt flere kanyler, og at test af børn og forældre er blevet intensiveret.
Hiv er tabu
Sagen om de hiv-positive børn og mødre er blevet kendt over hele Kirgistan, og for første gang er det begyndt at gå op for den almindelige kirgiser, at hiv ikke kun er noget, som rammer narkomaner.
© Matthew Bakko
|
| ”Jeg var parat til at springe ud foran en bil, da jeg fik det at vide,” fortæller Shaarkan Umanrova. Hendes datter Nuriza på tre år fik hiv, efter et besøg på hospitalet. Hun og hendes mand er ikke smittede |
Dette bekræfter Fatima Koshokova, der er leder af organisationen Rainbow, som i en årrække har arbejdet med hiv/aids-oplysning.
”Hvis der overhovedet kan siges noget positivt om denne tragiske historie, må det være, at folk er begyndt at tale om hiv,” siger Fatima Koshokova, der i sit daglige oplysningsarbejde oplever, at det er forbundet med stort tabu:
”Jeg har for eksempel kun kendskab til fem personer i hele Kirgistan, der offentligt har stået frem enten i medierne eller i en større forsamling og fortalt, at de har hiv.”
En af dem er Dilfuza Kulova, som en dag opsøgte Fatima Koshokova på hendes kontor og spurgte, om det ikke var muligt at få medierne til at interessere sig for sygdommen.
Rainbow arrangerede en pressekonference, og Dilfuza Kulova stillede op til interview i både aviser og tv:
”Selvom folk pegede fingre efter mig i min landsby, var jeg ikke bange for at stille op. For det er ikke min skyld, at min søn og jeg har fået den sygdom. Det var vigtigt for mig at fortælle.”
Hiv i Centralasien |
| De centralasiatiske lande har til sammen ca. 59 millioner indbyggere. Det er et af de steder i verden, hvor hiv lige nu spredes hurtigst. Sygdommen er konstateret mest blandt narkomaner og prostituerede. Hvor mange, der har hiv, er svært at gisne om, da informationerne ofte er mangelfulde. I Usbekistan er der eksempelvis officielt 2.000 hiv-syge, mens det meget diktatoriske Turkmenistan kun har rapporteret om to tilfælde. Folkekirkens Nødhjælp arbejder med information og forebyggelse i Kirgistan, Kasakhstan, Tadsjikistan og Rusland. |