© Linda Nordahl Jakobsen
|
| Antonio Jiminez Ortiz |
Sporene af rovdrift bliver tydeligere jo længere op i højlandet vejen snor sig; afskovede bjergskråninger og slaggebjerge af sten ligger som gigantiske krumme rygge mod himlen, da vi kommer til landsbyen La Cumbre, der ligger i ca. 1.500 meters højde.
La Cumbre ligger tæt ved grænsen til Mexico og er med sine omkring 200 indbyggere et typisk lille mayasamfund i den vestlige del af Huehuetenango-provinsen.
Her oppe i højlandet har det guatemalansk ejede Minas de Guatemala opereret i årtier.
Selskabet udvinder metaller som platin, guld, bly og antimon, der eksporteres til udlandet, mens mineselskabet kvit og frit bruger af lokale naturressourcer som flodvand, skov og jord.
Den lokale mayabefolkning, der i forvejen hører til blandt de fattigste i Guatemala, står tilbage med forgiftet drikkevand, udpinte jorder og ødelagte naturressourcer.
”Minen har opereret her i mere end 50 år. Folk er blevet mere og mere optaget af, hvilke konsekvenser minedriften har for vores lokale udvikling og for vores børn.”
Det fortæller Antonio Jímenez Ortíz, som er fulgt med os på den sidste del af turen fra byen San Ildefonso de Ixtauacán op i højlandet til La Cumbre.
Her har hans familie boet hele sit liv. Hans far var blandt de første til i sin tid at modsætte sig mineselskabets indtrængen på landsbyens jorder.
”Vi kan kun konstatere, at vi er blevet endnu fattigere. En del af de jorder, hvor vi tidligere har kunnet dyrke livsvigtige afgrøder som bønner og majs, er ødelagte eller forsurede, blandt andet på grund af de underjordiske mineskakter, som de har gravet. Måske er der også kemikalieforurening af jorden.”
Der nikkes samtykkende blandt de fremmødte i det lille forsamlingshus, da Antonio Jímenez oversætter fra spansk til mam, det lokale mayasprog.
Mineselskabet skal ud
© Linda Nordahl Jakobsen
|
| Alexandro Morales |
Landsbybeboerne fortæller, at minedriften midlertidigt er lukket, efter at arbejderne i minen havde krævet mere i løn.
Men der er ingen i forsamlingshuset, som tror på, at mineselskabet frivilligt forsvinder ud af landsbyens liv lige med det første.
”De har taget jorden, vandet og vores børns fremtid fra os. Vi vil vinde det tilbage – og mineselskabet skal ud,” siger Antonio Jímenez.
Selskabets ejer har før brugt taktikken med at indstille driften midlertidigt, når der var protester blandt minearbejderne, eller når de lokale indbyggere stillede krav til mineselskabet om for eksempel at bidrage til udvikling af lokalsamfundet.
Alexandro Morales, en af landsbyens talsmænd fortæller også, at den lokale borgmester tilsyneladende får omkring 180.000 quetzales om året (ca. 113.000 kr.) i en slags lokal skat fra mineselskabet.
Men at pengene efter alt at dømme ryger i borgmesterens egne lommer.
”Når vi har bedt om at få lavet en vej, få en sundhedspost i landsbyen eller om at få indsigt i, hvad pengene fra mineselskabet går til, så svarer borgmesteren bare, at der ingen penge er tilbage,” siger Alexandro Morales.
Forgiftet drikkevand og dynamit
I La Cumbre ligger de små ler- og murstensbyggede huse spredt i et udtørret, bakket og støvet stenlandskab.
Landsbyens eneste drikkevandskilde ligger bag et af slaggebjergene; en dyb brønd, der er gravet ud ved foden af et lille kildespring.
Da dækslet tages af brønden står en kraftig kemikalielugt op. Vandspejlet i brønden er dækket af en fimset gullig og olieskinnende film.
”Vandet er forurenet, men vi ved ikke af hvad. Vi formoder, at det blandt andet er olieudsivning fra minedriften. Men vi har ikke råd til at bruge brænde på at koge vandet, inden vi drikker det,” forklarer en af kvinderne.
Mange af landsbybeboerne lider af allergi, tuberkulose, lunge- eller luftvejssygdomme, som de tilskriver minedriften og det forgiftede drikkevand.
Minas de Guatemala udvinder metaller i hele bjergområdet omkring La Cumbre både i såkaldt åben minedrift og også underjordisk, hvor selskabet sprænger sig vej ind i bjergene.
”Det mærkes som et lille jordskælv, hver gang de sprænger med dynamit. De ødelægger vores huse. Og vi får ingen erstatning fra mineselskabet,” fortæller Natividad Morales, der peger på muren i langsiden af hendes hus. Den er revnet hele vejen fra fundamentet og op til bølgebliktaget.
Modstanden vokser
I det vestlige Guatemala er der mange steder i højlandet som i La Cumbre, hvor bjergene er rige på mineraler og metaller som guld, sølv, krom, kobolt, kobber, nikkel, zink og bly.
Alene i Huehuetenango er der udstedt over 50 tilladelser til nationale og multinationale mineselskabers forundersøgelser eller regulær minedrift.
|
Folkekirkens Nødhjælps partnere Conavigua og Myrna Mack Fonden arbejder med dokumentation af menneskerettigheder i Guatemala og med at styrke den indfødte mayabefolknings rettigheder politisk, i forhold til |
Ifølge den seneste rapport ”Minedrift – kan det kaldes udvikling?” fra Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner Cona­vigua, er tilladelserne givet til trods for, at lokalbefolkningen massivt har sagt nej til minedrift ved de afstemninger, der har været holdt i 14 små kommuner.
I San Ildefonso de Ixtauacán, hvorunder La Cumbre hører, sagde 14.469 nej til minedrift ved afstemningen i august 2007 – nul stemte for.
Myndighederne er forpligtet til at afholde vejledende afstemninger. Det skal de i henhold til både ILO-konventionen 169 omkring indfødte folks rettigheder og til Guatemalas kommunelov vedrørende lokaludvikling og udnyttelse af naturressourcer.
Også på landsplan er modstanden mod mineselskabernes rovdrift på naturressourcerne på bekostning af den fattige mayabefolkning voksende.
Der har flere steder været blodige sammenstød mellem lokale indbyggere og væbnet politi, vagtværn og militær.
FN og humanitære organisationer henstiller kraftigt til Guatemalas regering om at respektere de konventioner, som landet har underskrevet. Og de arbejder for, at Guatemala får en lovgivning, der regulerer adgangen til og udnyttelse af naturressourcer, og som respekterer den indfødte befolknings rettigheder til – ikke blot at blive hørt – men også lyttet til.
