| ”Det skaber masser af bifald fra forbipasserende, at jeg rent faktisk formår at gå med varerne på hovedet, som det er almindeligt at gøre i Burkina Faso,” fortæller Marie Søegaard Tarpø, som her er på vej hjem fra marked i hovedstaden Ouagadougou, hvor hun har købt stof til kollektionen |
Siden SKIFt så dagens lys i 2006, har Marie Søegaard Tarpø været tre gange i Burkina Faso for at følge tøjprojektet hos skrædderne og væverne i organisationen Fil Bleu.
Det har kostet mange frivillige arbejdstimer og cirka 35.000 kroner af egen lomme.
Men det er ikke omkostningerne, der optager Marie Søegaard Tarpøs sind:
”Det kunne være blevet til rigtig mange ture i Tivoli eller lange ferier på hvide strande, men det kan slet ikke måle sig med oplevelserne, jeg har fået med SKIFt og folkene i Fil Bleu,” fortæller den 33-årige SKIFt-designer, som til daglig studerer tekstile fag og formidling på Professionshøjskolen i København.
Hjælpen går begge veje
| Bæredygtigt tøj |
|---|
| SKIFt produceres af fairtrade organistationen Fil Bleu, som består af bomuldsbønder, vævere, farvere og skræddere i Burkina Faso samt en styregruppe i Danmark. SKIFt-kollektionen i år består af en buksedragt, bluse, nederdel, kjole, taske, kasket og herreshorts. Tøjet kan købes i butik fisk, Skt. Peders Stræde 1, 1453 København K. Ved køb af SKIFt-tøj går pengene direkte til producenterne i Vestafrika samt til Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Alt arbejde med kollektionen i Danmark er frivilligt ulønnet arbejde. Læs mere på www.filbleu.org og www.noedhjaelp.dk/fisk |
SKIFt produceres som bæredygtigt fair trade-tøj og er en hjælp til de ansatte på værkstedet i Fil Bleu.
Marie Søegaard Tarpø fortæller, at hendes rolle hos Fil Bleu er som kunde – og ikke som en vejleder:
”Jeg underviser ikke kvinderne i at sy eller i at forbedre driften. Jeg er kunde på værkstedet. Fil Bleu er netop blevet valgt som samarbejdsorganisation, fordi der er ordnede arbejdsforhold for væverne og skrædderne,” siger Marie Søegaard Tarpø.
Samarbejdet med Fil Bleu giver Marie Søegaard Tarpø en masse faglig viden om tøjproduktion, bæredygtige principper og ikke mindst menneskelig indsigt.
”Den første tid var jeg en slags elev på værkstedet, hvor jeg skulle lære stedets rytme og arbejdsgange at kende. Kvinderne i Fil Bleu lærte mig ufatteligt meget om, hvordan man producerer tøjet på en helt anden måde, end jeg er vant til,” fortæller Marie Søegaard Tarpø.
Kvinderne på farveriet og væveriet i Fil Bleu arbejder 12 timer om dagen.
Meget af arbejdet foregår siddende på gulvet, men det har ikke generet Marie Søegaard Tarpø, der er vant til at arbejde sådan hjemmefra.
Strømsvigt er dog blandt de daglige indslag, som er mere uvant for Marie Søegaard Tarpø.
”Når strømmen svigter, stopper symaskinerne og produktionen må udsættes. Men lige så snart der er strøm igen, haster alle tilbage til arbejdet. Lige indtil næste gang strømmen forsvinder,” fortæller Marie Søe-gaard Tarpø.
SKIFt sikrer kvinderne ordentlig løn
For Fil Bleu er SKIFt-kollektionen en god indtægtskilde, som er med til at sikre ordentlige arbejdsforhold for de to skræddere og ti vævere.
| Skuespilleren Thure Lindhardt og sangerinden Karen Mukupa er ambassadører for SKIFt. Tøjet kan købes i butik fisk i Skt. Peders Stræde 1, København K |
Selvom SKIFt kun udgør en mindre del af Fil Bleus samlede indtægt, er det med til at bidrage til en bæredygtig udvikling i det vestafrikanske land blandt andet ved at støtte lokal bomuldsproduktion, ved at sikre beskæftigelse og ordentlig betaling og ved at skabe opmærksomhed omkring de problematikker, der relaterer sig til tekstilproduktion i udviklingslande.
”Det er vigtigt at arbejde for, at kvinder i tredjeverdenslande har ordentlige lønforhold og faciliteter på deres arbejdsplads, og det bliver ikke mindre vigtigt, bare fordi det er frivilligt arbejde,” siger Marie Søegaard Tarpø.
Det er lysten, der driver værket for den unge tøjdesigner og ildsjæl – lysten til at bruge sin tid og kompetencer på en ordentlig måde, for som hun siger: ”Det er det fedeste i verden!”
Tekst Lene Overgaard Pedersen & Marianne Lemvig
