| Foto: Mike Kollöffel |
I 30 år var det hårdt prøvede afrikanske land underlagt et brutalt diktatur, hvor den daværende præsident Banda blandt andet krævede, at alle småbønder skulle dyrke majs, men majs er meget sårbar over for tørke, hvilket har medført massiv sult i de år, hvor høsten har slået fejl. Desuden er der ikke meget næring i majs. Det har resulteret i fejlernæring og dertilhørende følgesygdomme i befolkningen.
Selvom dikaturet i Malawi ophørte i 1994, kæmper det malawianske folk stadigvæk mod sulten. 95 procent af de afgrøder, der bliver dyrket i Malawi, er stadigvæk majs. For de fleste bønder er der nemlig ikke mange andre muligheder.
For i et land med en massiv u-landsgæld og minimale skatteindtægter har den nuværende regering ikke tilstrækkelige ressourcer til at støtte bønderne i at omlægge deres afgrøder. Hertil kommer, at mange bønder ikke ved, at der findes bedre alternativer til at dyrke majs.
| Foto: Mikkel Østergaard |
Mange i Malawi lider af fejlernæring fordi de kun spiser majs. ELDS udlåner derfor andre sorter såsæd end majs, såsom jordnødder, sojabønner og cassava. Mere end halvdelen af Malawis befolkning lever under sultegrænsen, hvert femte barn dør inden det når at fylde fire år, oftest på grund af sult.
Dertil kommer, at en over en million malawianere er smittet med hiv og aids ud af en befolkning på i alt 12 millioner.
