”Sult eksisterer ikke, fordi der er mangel på mad. Sult skyldes i høj grad de strukturer, der fører til fattigdom; for eksempel handelsbarrierer, lave priser for u-­landenes fødevarer, regeringer som ikke lever op til deres ansvar. Vi har en moralsk forpligtelse til at bruge vores indflydelse til at ændre det og hjælpe de sultende.”
Sådan siger Mette Lund Sørensen, der er rådgiver i fødevaresikkerhed i Folkekirkens Nødhjælp.
Hun forklarer, at Folkekirkens Nødhjælp griber opgaven an fra tre vinkler.
Den akutte fødevarehjælp under katastrofer, den meget synlige udviklingshjælp i form af anlæg af køkkenhaver, udvikling af landbrug og undervisning i ernæring.
Og så den langsigtede hjælp, der handler om rettigheder.
Alle mennesker på kloden har ifølge menneskerettighederne ret til mad.
Millenniumerklæringen, som FNs 189 medlemslande underskrev i 2000, lover at halvere sult i verden inden 2015.
Men antallet af sultende er ikke faldet, og i dag lider en milliard mennesker på kloden af sult og underernæring.
Mange af disse mennesker ved ikke, at de har ret til mad.
Forfatninger og menneskerettigheder er mange steder ikke oversat til lokale sprog, og regeringer forklarer ikke befolkningerne om deres ret.
”Alle disse mennesker har brug for, at vi hjælper dem til at tale deres sag. Gennem Folkekirkens Nødhjælps lokale samarbejdspartnere forsøger vi at styrke befolkningerne og presse regeringerne til at leve op til deres forpligtelser. Vi arbejder for at sikre gennemkuelige strukturer, så folk kender deres ret og ved, hvor de skal gå hen for at kræve den,” forklarer hun.
Mad i forfatningen
| Menneskerettighederne er delt op i to områder: |
|---|
|
1. Civile og politiske rettigheder. |
Nogle landes regeringer har direkte indført retten til mad i forfatningen.
Det gælder for eksempel i Indien, som er en rig stat men med stor ulighed mellem rig og fattig.
Forfatningen slår blandt andet fast, at alle skolebørn har ret til et måltid mad i skolen hver dag.
I de delstater, der lever op til loven, får flere hundredtusinde børn mad i skolen hver dag.
”Den ordning har enorm positiv effekt på disse menneskers liv. Børnene får mad, så deres krop og hjerne fungerer godt. Måltidet sikrer, at børnene faktisk kommer i skole hver dag. Og mange tager desuden lidt af maden med til de små søskende derhjemme,” fortæller Mette Lund Sørensen.
Men andre delstater overholder ikke loven, og Indiens dalitter, de allerfattigste og jordløse, står helt uden for landets systemer.
Her giver Folkekirkens Nødhjælp støtte til, at deres rettigheder opfyldes.
Bid i haserne
Også i lande som Inden med en klar lovgivning om fattigdomsbekæmpelse er der brug for opmærksomhed på folks rettigheder.
Mette Lund Sørensen glæder sig over de regering-til-regering-samarbejder, som vestlige donorer har med u-landes ledere.
Men civilsamfund-til-civilsamfunds-samarbejder, som udviklingsorganisationerne og deres lokale samarbejdspartnere udfører, er helt afgørende for at skabe dynamik og balance i rettighedsarbejdet.
”Vi ved, at politik korrumperer. Derfor er det så vigtigt, at civilsamfundene bider regeringerne i haserne. Og for at kunne det skal civilsamfund kende deres ret og turde kræve den,” siger Mette Lund Sørensen og peger på, at ændringen i et samfund udspringer fra det enkelte menneske: ”Der sker noget i et menneske, når hun opdager, at hun ikke er sat i verden for at tjene præsidenten, men at præsidenten er til for at tjene befolkningen. Når man tænker: ’Jeg er ikke bare en fattiglus – jeg er en borger i det her land!’ Den indstilling giver bæredygtige ændringer i et samfund. Når først et menneske føler sig som en borger med rettigheder, bliver hun ved med at tænke sådan. Og vores samarbejdspartnere bliver ved med at følge udviklingen helt ude i de fattigste områder,” siger Mette Lund Sørensen.