”Hvad der kan ryste mig?”
For første gang i interviewet stopper han op, Thorkild Høyer.
Forsvarsadvokaten, der for alvor blev kendt under den store nordiske rockerkrig som mægler mellem Hells Angels og Bandidos i 1997.
Som har været udsendt til både Vietnam, Guatemala og Kosovo.
Og stiller op som arrangør af Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling i Tårbæk og formand for bestyrelsen i RCT (Rehabiliteringscenter for Torturofre).
Bare for at nævne nogle af hans frivillige poster.
Han sidder stille lidt. Tager sig til hagen. Øjnene bliver fjerne, som spoler han små film igennem på turbohastighed af oplevelser, han har haft hjemme og ude. Og siger så omsider:
”Det er sjovt, at du spørger mig om det. Men virkeligheden ryster mig sjældent ret meget. Det er meget værre for mig at gå ind og se en uhyggelig film. Der kan jeg virkelig blive rystet,” siger han og griner lidt.
Efter endnu en tænkepause siger han:
”Jeg er nok meget handlingsorienteret og vældig stædig. Jeg giver ikke op. Jeg ser en situation, forholder mig til den og tænker så: Hvad er løsningen? Jeg har faktisk endnu ikke prøvet at være der, hvor jeg ikke kunne handle. Men jeg har læst mange beretninger om tsunamien i Asien i 2004. Og det ville nok være sådan et tidspunkt, hvor jeg havde følt mig rigtig magtesløs,” mener Thorkild Høyer.
Senere i interviewet med Magasinet kommer Thorkild Høyer igen på prøve, da han skal forsøge at fortælle, hvad der driver ham som frivillig engageret i Folkekirkens Nødhjælp.
Den historie får I, når vi blandt andet har været en tur i Nordjylland.
Godsejersøn fra Nordjylland
Thorkild Høyer er født som mellemmand i en børneflok på fem.
Heldigvis, som han siger. For faren var godsejer med to gårde i Dronninglund mellem Aalborg og Sæby, og ældste bror skulle overtage bedriften, selvom han i virkeligheden hellere ville noget helt andet.
Moren bestyrede husholdningen, og hjemmet var på en og samme tid både et meget traditionelt velhavende borgerligt hjem med patriarken som inkarneret venstremand – og så et meget socialt bevidst sted, som Thorkild Høyer oplevede det.
”Folk skulle behandles ordentligt, mente mine forældre. De skulle have ordentlig mad og ordentlig bolig. Det var de holdninger, min mor og far havde. Og de har selvfølgelig præget mig.”
Præcist hvorfra Thorkild Høyer fik idéen om at blive jurist, ved han ikke.
Allerede som barn var han voldsomt interesseret i, hvad der skete ude i verden. Han ville ud at rejse og opleve noget.
De behov delte han absolut ikke med forældrene, men i stedet rejste han ud med andre familiemedlemmer og senere med venner eller via studiet.
Først måtte han dog gennemtrevle sit eget fædreland på kryds og tværs, insisterede forældrene på. Siden tog han hul på Skandinavien og udvidede så langsomt sin rejseradius.
Kommunistisk flirten
Som den første i familien gik han akademikervejen.
Blev student i Nørresundby, læste jura i Århus og flyttede så til København i 1971.
Det var en tid, hvor det var helt almindeligt at engagere sig i samfundet, og den unge Thorkild Høyer blev bl.a. formand for boligområdet i DSF, Danske Studerendes Fællesråd og på den måde involveret i slumstormerbevægelsen. En politisk aktivisme var nu vakt.
”Det var nok ikke lige den slags jurist, min mor havde forestillet sig, at jeg skulle være. Men hun har altid været en stærkt opbakkende person og aldrig undsagt mig,” lyder det fra Thorkild Høyer på spørgsmålet om, hvad godsejerfruen sagde til sin søns venstreorienterede aktiviteter.
Thorkild Høyers helt store forbillede var landsretssagfører Carl Madsen:
”Fordi han var ikke bange for at kæmpe for individet og altid var involveret på borgernes side,” fortæller Thorkild Høyer.
Carl Madsen var medlem af DKP, Danmarks Kommunistiske Parti. Og som sit forbillede flirtede Høyer også med kommunismen om end i Kommunistisk Arbejderparti, KAP. Her havde han dog – med sine egne ord – den store ære at blive ekskluderet fra først i 80’erne.
”Jeg indtog et demokratisk standpunkt om, at mindretallet skulle have lov til at ytre sig. Og så var det ud,” griner Thorkild Høyer og lyder helt stolt ved mindet.
Blandt rockerne
Op gennem 80’erne fik han stille og roligt opbygget en praksis, hvor han efterhånden blev kendt som strafferets-advokaten, der var parat til at kæmpe for de svages retsstilling.
En anden af forsvarsadvokatens kæpheste var – og er – kritik af det danske retssystems princip om at smide forbrydere bag lås og slå: Kan man ikke få mere ud af en proces med konfliktmægling, hvor ofrene kan få lov at udtrykke noget af deres vrede, og de dømte ikke kommer endnu mere forhærdede ud af fængslerne som dårligere mennesker?
Mægling – ikke mellem ofre og forbrydere, men mellem forbrydere og forbrydere – blev pludselig aktuelt i 1997, hvor rockerkrigen rasede i Danmark.
Hells Angels og Bandidos sloges om hashmarkedet og territorier, både rockere og uskyldige mistede livet, og danskerne var efterhånden ved at være godt trætte af de to rivaliserende gruppers skyderier.
En journalist på Jyllandsposten ringede til Thorkild Høyer og spurgte, om han ikke synes, det var en idé at forsøge at mægle mellem grupperne. Og om han ville påtage sig opgaven, hvis han blev spurgt.
Thorkild Høyer svarede ja til begge dele, og da også rockergrupperne og politiet bed på idéen, havde Høyer fået sig et job. Bevares – et ulønnet et af slagsen, der både var hårdt og farligt. Men også et hverv, der gjorde ham kendt i den danske offentlighed.
”Det varede over et år, og jeg fik ikke nogen præmie for det. Mens det stod på, tænkte jeg da nogle gange, at jeg var meget udsat. Der var jo folk i begge grupper, der ville konflikten, og som måske havde en interesse i at sætte mægleren ud af spillet. Men da det var overstået, og grupperne havde indgået en fredsaftale, var jeg meget træt og meget lykkelig over, at det var lykkedes. Det er noget, jeg er stolt af at have opnået,” siger Thorkild Høyer.
Mødet på togstationen
Så meget om juraen, der – selvfølgelig – gennemsyrer forsvarsadvokatens liv.
Men hvor kommer så det frivillige engagement i bl.a. Folkekirkens Nødhjælp fra?
At det lige blev Folkekirkens Nødhjælp og ikke f.eks. Røde Kors, der fik glæde af Thorkild Høyer, er nok lidt af en tilfældighed, indrømmer han.
I en længere periode boede han i Lejre ved Roskilde og tog toget ind til København om morgenen. Her stod Folkekirkens Nødhjælps daværende generalsekretær Christian Balslev Olesen også på trinbrættet og trippede, og de to faldt efterhånden i snak, for ”folk har jo en tendens til at stå det samme sted hver morgen.”
”Vi talte om, hvad der var på dagsordenen for Folkekirkens Nødhjælp. Jeg kunne rigtig godt lide Christian – senere fungerede han endda som præst til mit bryllup – og da jeg interesserer mig for det internationale, var det også naturligt for mig at sige ja, da jeg blev spurgt, om jeg ville være med i Folkekirkens Nødhjælps styrelse,” siger Thorkild Høyer og fortsætter:
”Det ser jo ikke for godt ud derude, så der er brug for det.”
Frivilligt foreningsmenneske
Thorkild Høyers arbejde for Folkekirkens Nødhjælp har været både af frivillig og professionel karakter.
Men hvorfor gider advokaten f.eks. arrangere sogneindsamling i Tårbæk menighed – hvor han bor nu – og endda selv lægge hus til som base for indsamlerne. Samtidig med, at han også er engageret i bestyrelsen i tennisklubben og RCT og en hel masse andet.
”Det ligger vel nok naturligt for en dansk kultur. De fleste mennesker er jo medlem af en halv snes foreninger. Det er meget almindeligt,” siger han - men slipper ikke så let og må prøve med et nyt svar.
”Jeg kan ikke forestille mig at leve et liv, hvor jeg ikke har involveret mig i samfundsspørgsmål eller det, der ligger ud over min egen næsetip. Det ville være et forfærdeligt narcissistisk liv,” siger Thorkild Høyer.
Senere samme aften efter interviewet ligger der en mail i mailboksen fra ham:
”Du spurgte flere gange, ”hvad motiverer dig dog - hvorfor gør du det?”
Og jeg har tænkt lidt over mit svar. Jeg tror, det mest rigtige og samtidig også mest kortfattede svar er: Fordi jeg kan.
Vi er i vores del af verden så privilegerede – har så mange muligheder i forhold til andre dele af verden.
Og da livet for mig handler om at aflevere verden en smule bedre, end jeg modtog den, og jeg desuden har muligheden for at yde, måske ikke meget, men i hvert fald en smule, så må jeg stille op og gøre det, jeg kan.”