I 2004 udfordrede Folkekirkens Nødhjælp kunstneren Jens Galschiøt til at skabe en lysskulptur som et kunstnerisk supplement til lysgloben, der på 10 år er blevet en integreret del af mange kirkerum. Lysskulpturen er et 125 centimeter højt træ støbt i bronze. Hver af træets grene ender i en åben hånd med en lille skål, hvori man kan stille et lys.
"Min første idé var den åbne hånd. Kristendommen er for mig at se at give noget videre. Jesus rakte hånden frem, og den åbne hånd er et symbol på omsorg, på at give og modtage. Den lille skål i hver hånd ligner næsten en brødskål, der rækkes frem. For mig er skålen præcis det modsatte af en tiggerskål," fortæller Jens Galschiøt.
I nogle af hændernes håndled har Galschiøt graveret kristne symboler.
"Jeg kan godt lide symboler. Det er spændende og pirrende med den slags hemmelige budskaber. De viser, at der er noget, man ikke umiddelbart forstår, at der er noget større bagved det hele. Det er ikke nødvendigt at forstå alting, det er fint med noget skjult," mener Jens Galschiøt.
Jens Galschiøt startede sin kunstneriske karriere som sølvsmed og brugte 10 år på at lave æstetiske og smukke ting. Så kom krigen på Balkan.
| Lysskulpturen er støbt i bronce, udsat for elektrolyse og patineret, så hver enkelt skulptur bliver unik.
Vægt: cirka 20 kilo (excl. fod). Pris: 49.000,- kroner excl. levering. Heraf donerer Jens Galschiøt 12.000,- kroner til Folkekirkens Nødhjælp Bestilling og yderligere information på: Livets Træ |
"Jeg blev chokeret. Jeg troede ikke, at vi opførte os sådan efter Auschwitz. Men der er ikke noget indbygget bolværk mod barbariet i os.
Pludselig var alle forudsætningerne for barbariet under 2. Verdenskrig til stede igen - mistænkeliggørelse og umenneskeliggørelse af anderledes tænkende og etniske minoriteter," siger Galschiøt.
Chokket fik Galschiøt til at ændre sin kunst, så den i stedet for at fortælle om det smukke nu fortæller om barbariet.
"Siden har folk kaldt mig politisk kunstner, men det er noget vrøvl. Min kunst er ikke politik, den er i bund og grund et spørgsmål om etik og moral. Så måske nærmer jeg mig kirken på mine gamle dage," siger Jens Galschiøt med et glimt i øjet.
