Jeg har egentlig altid tænkt på, at det bare gjaldt om at samle nogle penge sammen og så ellers få hjælpen ud til de nødlidende. Som mangeårig indsamlingsleder ved Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamlinger ved jeg, at folk skal kunne se, at der er brug for deres penge. Som når vi oplever katastrofer i Darfur eller Niger.
Men nu har jeg selv haft lejlighed til at se det arbejde, som Folkekirkens Nødhjælp står for i Indien. Jeg har oplevet den stille sult i et land, som ellers mest er kendt for at være et u-land i kraftig vækst.
Turen til Indien var noget af en øjenåbner. Den store forvandling er – for mig at se – Folkekirkens Nødhjælps gode samarbejdspartnere. For Indiens fattige gør det forskellen, at de lærer, at de har rettigheder, og at der er nogle, der støtter dem og taler på deres vegne. Nogle skal fortælle myndighederne nede fra og opefter, hvad folk har krav på – ifølge loven og vise dem, hvordan de kan søge om hjælp.
Jeg har mødt en tre-fire af disse fortalere. Og jeg synes, det er fantastisk. Jeg har set nogle resultater, som ikke er kommet af ingenting. De mennesker, vi mødte ude i landsbyerne, var fortvivlende fattige, men ikke uden håb. Det var ikke den der endeløse umulighed, jeg får indtryk af andre steder. Hvis de ellers får støtte, skal de nok få bygget tingene op. Det her er virkelig hjælp til selvhjælp. Selvom de fattige sulter, er de også flotte, ranke og stolte. De sidder ikke bare på rumpetten, og hvis de får den hjælp, de har brug for, så vil vi også kunne afskaffe sulten i vor tid.
Jeg synes, at vi skal følge deres eksempel herhjemme og lette rumpetten, så vi kan støtte nogle af verdens fattigste mennesker.
Verdens fattige fortjener det!
Knud Frederik Knudsen
Indsamlingsleder i Hjallese, Fyn