En kraftig gummidug er fastgjort til en tværbom. Gaffatape og blå nylonsnor holder sammen på tykke kabler lagt i cirkelmønstre. Det hele trækkes efter et terrængående køretøj på forstranden ved Skallingen.
Det ligner ikke et af de mest avancerede våben mod landminer, men geofysiker Thomas Engholm forsikrer, at han inde i køretøjet kan spore visse typer landminer ned til halvanden meters dybde.
Mens gummidugen glider tæt hen over sandet, giver små apparater sig til at hyle i takt med, at der findes metalstumper og minerester i undergrunden.
Det hele tegnes ind på en computerskærm, og hvert eneste lille mistænkelige signal registreres med GPS-koordinater, så man kan finde dem med meget stor nøjagtighed.
For godt ti år siden var Folkekirkens Nødhjælp meget aktiv i at få Danmark til at underskrive Ottawa-traktaten og dermed et internationalt forbud mod landminer.
Og i disse måneder gælder det så arbejdet med at få orden i eget hus, nemlig at rydde de sidste miner i Danmark. Her har Folkekirkens Nødhjælp med sit WADS-system fået tildelt en lille, men vigtig rolle.
Oprindelig er det udviklet i forbindelse med minerydningsarbejdet i Afrika, men arbejdet med at videreudvikle og dokumentere systemet foregår af praktiske grunde i Danmark.
Så erfaringerne fra arbejdet på Skallingen kommer direkte minerydningen i den fattige verden til gode, når WADS’en efterfølgende sendes på opgave i minefelter i Afrika.
