© TRP
|
| Hyrder i Etiopien lærer at organisere sig, så de bedre kan ruste sig til de lange tørkeperioder |
Hvad er en bank? For en veluddannet dansker er det et nemt spørgsmål, men for nomadefolk i det sydlige Etiopien er svaret ikke en selvfølge.
Befolkningen i Arero-området lever fra dag til dag. De lever med daglig tørke og er totalt afhængige af regntider, der bliver stadig kortere og mere tilfældige. Træer fældes, og jorden tørrer ud, så hyrderne må søge længere væk med deres kvæg. Både mennesker og dyr mangler vand. Langt de fleste er analfabeter.
"Inden vi fik kurser og lærte at organisere os i små grupper, havde vi ikke begreb om kooperativer og opsparing. Vi anede ikke, hvad en bank var!" siger Harsanisek Gebre, der er formand for et kooperativ i landsbyen Selala i Etiopien.
Penge fra sidste års Sogneindsamling er gået til at støtte fattige hyrdefolk som Harsanisek Gebre. Folkekirkens Nødhjælp støtter et kreditprojekt gennem den etiopiske organisation Action for Development. Projektet begyndte for et halvt år siden, men allerede nu kan man se ændringerne i landsbyerne.
"Vi har opsparet hele 8.000 Birr (5.700 kroner red.). Jeg er stolt over, hvordan vi har kunnet spare op. Det er nyt for os kvinder at spare og planlægge. Vi har lært en masse," siger Habiba Wahaju, en kvinde på 50 år.
Uanset hvor fattig man er, skal man spare – bare lidt. Alle betaler for at komme med i kooperativet – det er cirka otte kroner pr. familie. Og dertil kommer 40 kroner som andel.
Alle skal spare
© TRP
|
| Syv-årige Sallo Kiya går i 2. klasse Både hendes far og mor er med i et kooperativ |
Det er hårdt, især når tørken svider græsset af, og kvinderne må gå 10-12 kilometer for at hente vand. Men betingelserne er klare, for har man ikke lært at spare op og planlægge, kan man heller ikke klare at betale af på sine lån, når den tid kommer.
De fleste familier vil bruge deres lån til småhandel med salt, sukker, sæbe og andre fornødenheder. Kooperativerne planlægger også at købe ind i fællesskab, så de kan købe korn, hvor det er billigst, og sælge kvæget, når de får den højeste pris.
Men det kræver, at familierne er klar til at investere deres dyrebare penge:
"Vi ved, at hvis vi tager den risiko, kan vi ændre vores liv," siger Faduma Alen, som er alene med syv børn.
I hele forsamlingen har kun 10 mennesker klaret at afslutte fjerde klasse – og de er alle mænd. Kun tre kvinder begyndte i skolen men uden at afslutte en klasse.
I et andet kooperativ er man ved at lære effektiv biavl, hvor man bygger solide bikuber. Her er planen at sælge honningen dyrt, hvor prisen er god.
Bistader i baghaven giver mulighed for stadig at passe kvæg og landbrug ved siden af.
Kirko Chache er et eksempel på, hvor hårdt kvinder normalt skal arbejde for at tjene ganske få kroner. Hun bruger fem dage på at lave tre sække med trækul. Sækkene kan hun sælge for 10-15 Birr stykket, som svarer til 8-12 kroner.
Sidste år gled hun ned i sydegraven til det brændende trækul og er nu voldsomt forbrændt på både højre ben og venstre arm. Men hun er alene med to børn og må fortsætte med at svide kul. Når hun får sit lille lån fra kooperativet, vil hun drive lidt småhandel ved siden af, og måske kan hun efterhånden klare sig uden det hårde arbejde med trækullene.