Lige nu opholder Margaret sig i et såkaldt sikkert hus i udkanten af Bukavu, Der er ingen afslørende skilte, huset ligner alle andre i denne noget forslidte del af Bukavu, der engang var en perle i det østlige Congo. Der virker fredeligt omkring det sikre hus, og risikoen for, at Margarets tidligere plageånder skal finde hende, er minimal.
Margaret, hvis navn er opdigtet af sikkerhedsmæssige grunde, er endnu ikke fyldt 18. På hendes skød sidder lille Ingrid, opkaldt efter en af sygeplejerskerne på Panzi-hospitalet, som den svenske mission engang oprettede i Bukavu.
Den lille baby er frugten af de mange voldtægter, som Margaret igennem fem måneder blev udsat for, mens hun var sexslave hos en gruppe hutu-militser i skovene uden for Bukavu. Fjendens frugt, ”et slangebarn,” som man siger i Congo. Hun nusser det lille barn ømt. Passer på det. Barnet er alt, hvad hun har tilbage, efter at søsteren og det meste af hendes familie blev hakket ned og brændt ihjel for øjnene af hende, fordi de modsatte sig voldtægt.
Voldtægt er et omfattende problem i det østlige Congo. Gennem fem års borgerkrig har ikke bare myrderier, men også systematiske voldtægter og mishandlinger af kvinder været en del af regeringshærens og de mange militsers krigsførelse mod civilbefolkningen.
Overlevere frygter gentagelse
| Voltægt |
|---|
| Der findes ingen samlede statistikker over antallet af voldtægter i Congo, men alene i Syd Kivu-provinsen blev der rapporteret 16.600 tilfælde i 2007 ifølge FN. Mange kvinder anmelder ikke voldtægt af angst for at blive udstødt af familie og lokalsamfund. |
Margaret har ligesom flere andre kvinder, der har været udsat for mishandling og overgreb, forsøgt at begå selvmord, fordi hun ikke kunne overskue tilværelsen. Men hun blev reddet og hjulpet igennem på Panzi-hospitalet og siden af FSH, en lille lokal hjælpeorganisation, der hjælper mishandlede kvinder på fode igen.
På Panzi-hospitalet, der ligger i udkanten af Bukavu, passes godt på de kvinder, som er indlagt på de særlige afdelinger for voldtægtsofre. Der er hegn om området, man kan kun komme ind, hvis en svær hængelås bliver åbnet.
Fotografering er strengt forbudt, for hospitalet ønsker ikke, at kvinderne skal føle sig som i en zoologisk have. De har eksempler på, at kvinder, der er stået frem og har fortalt om, hvad de har været igennem, er blevet identificeret af militserne og voldtaget igen som straf. Frygten for gentagelse af overgrebene ligger som en traumatisk understrøm.
De ansatte på hospitalet er specialiseret i at behandle og hjælpe kvinder, hvor voldtægter og bestialsk mishandling har sat sig voldsomme spor i deres kroppe og givet psykiske mén.
Margaret og FSH bruger ikke ordet offer i behandlingsforløbet. De taler om at være ”en survivor”, en overlever, for udgangspunktet er, at en overlever er stærk og ikke et knækket menneske
Og lige præcis sådan virker Margaret.
Fremtiden er for hende ret enkel: Hun vil tilbage til hovedstaden Kinshasa langt vestpå, hvor hendes familie oprindelig kommer fra. Og så vil hun forsøge at finde sin mor og hjælpe hende. For der er ikke så mange andre til at gøre det.
Penge og våben bestemmer
De mænd, som voldtog Margaret, bliver sandsynligvis aldrig retsforfulgt. For i Congo er der nok lov, men der er ingen orden og slet ingen til at håndhæve lov og orden.
Tværtimod. Mange alvorlige forbrydelser begås af politifolk eller soldater. I det omfang soldaterne får løn, er den alt for lille. Og med våben i hånd skaffer de sig så det, de har brug for.
Der er langt til domstolene, og hvis man endeligt får bragt noget for en domstol, er både dommere og advokater i reglen korrupte. Så det er penge og ikke loven, der afgør udfaldet af en retssag. I praksis er der straffrihed for alt, bare man kan betale – eller har våben.
Men der er også eksempler på, at kræfter i civilsamfundet trækker i den rigtige retning.
Et af dem findes i et lille beskedent hus bag en høj mur i byen Bukavu. Her bor organisationen Heritiers de la Justice, som arbejder med retshjælp og med at udbrede kendskabet til landets love og borgernes rettigheder og har flere advokater ansat.
Huset summer af livlig aktivitet, der er fyldt godt op med små, klodsede skriveborde og gamle computere. På reolerne står ringbind og rapporter og bøger tæt. De seneste udgivelser er et optryk af landets forfatning i lommestørrelse – og et uddrag af de bestemmelser i forfatningen, der særligt understreger kvinders rettigheder.
I det bageste lille indeklemte kontor finder vi organisationens leder Maurice Namwira omgivet af høje bunker papir.
”Congos ulykke ligger i undergrunden,” fastslår han..
”Mineraler som guld, diamanter, olie og coltan er så rigt forekommende, at landet og befolkningen burde være rige. Men sådan er det ikke. Grådighed har forarmet befolkningen.”
Han sigter blandt andre til de mange små private hære og militsgrupper, der stadig kontrollerer dele af det store og mineralrige land. Forskellige private mineselskaber har fået koncession til udnyttelse af mineralerne af forskellige krigsherrer, hvis hære bliver finansieret af minedriften.
Nabolandene Uganda og Rwanda har også store aktier i udplyndringen, mens Zimbabwe og Angola tidligere har været aktive i udplyndringen af Congo.
Ny forfatning – men lang vej igen
Selv om landet har potentiale til at kunne brødføde det meste af det afrikanske kontinent, så kan rigdommene i jorden også i et historisk snit ses som Congos ulykke og forbandelse; siden reporteren Henry Stanley, Belgiens kong Leopold og et større antal danske flodkaptajner i 1800-tallet var medvirkende til at sætte den første store udplyndring af det enorme land i gang og frem til Congo blev selvstændigt 1960, er udplyndringerne fortsat.
Siden 1994 er fem millioner mennesker blevet dræbt i Congo i det, som congoleserne selv kalder Afrikas verdenskrig. Selv nu fem år efter krigens officielle afslutning er der stadig en million internt fordrevne i den østlige del af landet. Dertil kommer en total mangel på infrastruktur, basal sundhed og uddannelse.
I sit lille hjørne af de mange problemer er Maurice Namwira beundringsværdigt optimistisk, idet han også sammenligner med tidligere tiders tilstand.
”Der er lang vej igen, men det skal nok lykkes. Selv om de dygtigste forlader landet, er vi på vej. Mange bliver her, fordi de ønsker fred, så de kan udvikle landet. Vi – og Congos venner – kan gøre en forskel. Vedtagelsen af en demokratisk forfatning i 2006 var starten,” siger Maurice Namwira.
| Folkekirkens Nødhjælp i Congo |
|---|
|
Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet i DR Congo siden 2003. Arbejdet er koncentreret i den østlige del af landet og omfatter bl.a. hjælp til kvinder, der udsættes for seksuelle overgreb.
|