”Det er sidste gang! Sidste gang, sidste gang..!” messer jeg glad for mig selv på min sidste aften i Malawi. ”Slut med krampe i benene, holden for næsen og halvvåde fødder”, tænker jeg, imens jeg roder i min rygsæk for at finde en rulle toiletpapir – klar til mit allersidste besøg i den lille, stråtækte toilethytte.
Med rullen i hånden og retning mod toilethytten falder mine tanker tilbage på mit første toiletbesøg i Malawi. Det var aften, næsten bælgravende mørkt og kun oplyst af en halv måne, da jeg trækker det lasede forhæng fra indgangen til toilethytten fra og pludselig står ansigt til ansigt med et halvstort dyr. Der går et par sekunder, før jeg indser, at det ikke er et malawisk uhyre, der vil æde mig. Det er bare familiens ged, som de har fået af Folkekirkens nødhjælp.
Den lader sig åbenbart ikke skræmme af en hvid splejset pige, som står og vifter febrilsk med armene, så jeg lader ged være ged, og sætter mig i stedet til rette ved hullet.
Et fast ritual
Dette første møde med geden udvikler sig til et fast toiletritual. Jeg passer mit og geden passer sit. Derfor er jeg en anelse skuffet, da jeg ikke kan øjne geden i toilethytten her på min sidste aften i Malawi. Men den har også været sløj på det sidste.
I samme øjeblik går det dog op for mig, at min gamle ’toiletged’ hverken har været sløj eller spor syg men med kid, for i hjørnet af toilethytten står en lille, ny ’toiletged’.
Det lille gedekid har tydeligvis ikke lært spillereglerne endnu, for da jeg fjerner toiletdækslet, bliver den grebet af panik og styrter mod udgangen. I farten ryger dens bagben ned i det ti meter dybe hul. Jeg når at kaste dækslet fra mig og gribe gedens forkrop, inden den forsvinder ned i den underjordiske mødding. Panikken griber mig, da jeg indser, at jeg står overskrævs et ti meter dybt toilethul med et halvt forsvundet brægende gedekid i mine hænder, og kiddets klov har sat sig fast, så mine små hiv kan ikke få den fri.
Ged som livsforsikring
Den lille nye ged syner måske ikke af meget, men den er utrolig værdifuld for min fattige, afrikanske værtsfamilie. Geden er en livsvigtig sikring, der giver mælk, kød, gødning, nye gedekid og mulighed for at sælge geden og købe majsmel til den traditionelle majsgrød nsima i de hårde sultperioder.
”Help, help!” Ingen i min værtsfamilie kan engelsk, men den desperate klang i min stemme leder min værtsfar hen til hytten. Han forstår hurtigt situationen og får med et snuptag hevet den lille ged fri. Katastrofen er afværget.
På vej over gårdpladsen forbi familien får jeg et par skæve smil og lidt latter med på vejen. Godt jeg ikke fik skyllet familiens nye ged ud i toilettet…