|
| De ældre sælger blandt andet håndarbejde for at skaffe penge til deres selvhjælpsgruppe |
Hvad har en blind kirgiser på et nedslidt blindehjem til fælles med en russisk pensionist, der holder gris i baghaven? Begge bor de i den samme by, og begge oplever de, at den lokale ortodokse kirke støtter dem i arbejdet for et bedre liv.
Vi er i Kant – en søvnig centralasiatisk provinsby 50 kilometer øst for hovedstaden Bisjkek. Meget af Kirgistans militærindustri lå her. Men de faste stillinger og den sikre indtægt er fortid. Der er ikke længere afsætning til den Røde Armé, og alle generaler i de post-sovjetiske hære har skiftet sablen ud med sparekniven. Fabrikshallerne står gabende tomme, og 40.000 af byens tidligere 70.000 indbyggere er i takt med arbejdsløsheden flyttet væk.
Den ortodokse kirke i byen har dog ikke tænkt sig at flytte. Tværtimod – den bliver og tager fat der, hvor andre svigter.
Efter 70 års dvale under Sovjettiden har kirken skullet forholde sig til, hvad dens nye rolle er. Før kunne kirken kun beskæftige sig med gudstjenester, kor og kirkelige handlinger inden for i gudstjenesterummet, men nu, hvor det ikke længere er forbudt, ønsker kirken også at være noget for andre. Og dermed være med til at forandre en trøstesløs hverdag i nabolaget.
Fælles fodslag
Det er især de ældre, der nyder godt af den ortodokse kirkes sociale arbejde. De er blevet efterladt af deres børn, som har været nødt til at rejse væk fra området i jagten på arbejde. Derfor sidder de ensomme i deres små huse eller lejligheder og har sjældent penge nok til mad, medicin eller brændsel.
Derfor har den ortodokse kirke taget ideen om selvhjælpsgrupper til sig og ansat en socialarbejder: "10-15 personer fra samme kvarter og med de samme problemer går sammen og beslutter sig for at støtte hinanden. Jeg hjælper dem med at komme i gang. Resten står de selv for. Og de kan altid spørge mig til råds, hvis de vil," forklarer socialarbejder Natalia Udodova.
Selvhjælpsmetoden er enkel, men virker. Summen af 10-15 menneskers mismod bliver pludselig til gensidig støtte, små fælles opsparingsordninger og tro på, at ting kan ændres.
De ældre kan for eksempel beslutte at gå sammen om at spare op til en gris. Eller de kan sælge deres håndarbejde på det lokale marked og derved få råd til at købe medicin til de syge i gruppen. Og når det gælder kampen for at forbedre de lokale forhold i byen, er det også en fordel at være en gruppe.
Selvhjælpsgrupperne er bland andet gået sammen og har presset bystyret til at gøre noget ved den vandkanal, der afskærer deres bydel fra resten af Kant. Det lykkedes, og i dag nyder de at kunne skyde genvej over den bro, som bystyret fik bygget.
Artiklen er skrevet af Jørgen Thomsen, landekoordinator for Centralasien og Østeuropa