For en del år siden blev en ung tjener på et lille jysk spisested bedt om at forklare en fransk familie, hvad “sprængt svinekam” var. Tjeneren talte lidt tysk og engelsk, franksmændene talte selvfølgelig kun... fransk.
“BUM, BUM... øf, øf” forklarede tjeneren højrøstet og begejstret og hjalp det hele på vej med store armbevægelser. Afslutningsvis hev han en kam op af baglommen og kørte den igennem sit korte hår.
Gæsterne forstod selvfølgelig ikke en lyd, men de blev så begejstrede for det lille skuespil, at alle bestilte “BUM, BUM... øf, øf.”
For millioner af burmesere eller sudanesere må udtrykket “skrøbelig stat” være nogenlunde lige så meningsløst som ovennævnte “oversættelse” af sprængt svinekam. For de lever med en konstant og ofte brutal tilstedeværende af politi, militær, militser og et morads af sikkerhedstjenester, og blev ikke spurgt til råds, da udtrykket ”skrøbelige stater” blev opfundet til at beskrive bl.a. deres virkelighed.
Et solidt kursskifte
Debatten om de såkaldt ”skrøbelige stater” tog for alvor fart efter terrorangrebene i USA d. 11. september 2001. Dengang blev begrebet “fejlslagne stater” ofte brugt som en fællesbetegnelse. Det udtryk blev senere omskrevet til det misvisende, men lidt pænere udtryk “skrøbelige stater”.
Hvad man end synes om begrebet, så markerer det et solidt udenrigs- og også bistandspolitisk kursskifte i Danmark og de fleste andre vestlige lande.
Kursskiftet var til at tage og føle på, da denne artikels forfatter i august 2001 kom hjem fra en reportagerejse gennem store dele af Afghanistan. Mange år med tørke, Taleban-styre og borgerkrig havde efterladt ca. seks millioner mennesker i bitter, bitter nød. Alligevel faldt vores appeller om flere penge til nødhjælpsarbejde på totalt gold jord.
Blot en måned senere ragede det os pludselig voldsomt meget, da det blev klart at Osama Bin Laden's Al Qaeida-netværk fra baser i Afghanistan havde planlagt angrebet den 11. september. Over ganske få måneder blev de penge, der var til rådighed for nødhjælpsarbejde i Afghanistan for nogenlunde det samme antal mennesker, firedoblet.
Afghanistan var med et slag rykket fra den støvede hylde med “håbløse humanitære kriser” ind på de øverste beslutningstageres blankpolerede skriveborde, på den plads, der holdes fri til “akutte sikkerhedspolitiske anliggender”.
I de kommende måneder og år blev det klart, at mens Bush-administrationen valgte at gribe hårdt og militært ind i Afghanistan og senere Irak, så valgte man en anderledes ”blød” fremgangsmåde over for en anden “skrøbelige stat”, nemlig Sudan.
Her valgte USA med sine allierede, at satse på politisk engagement, slet skjulte militære trusler og store økonomiske løfter for at opnå to mål: 1) At neutralisere den sikkerhedspolitiske trussel som Sudan udgjorde og, 2) at få afsluttet et par årtiers udmarvende borgerkrig med kolossale civile ofre til følge.
Politisk benarbejde
| Skrøbelige Stater |
|---|
| Udtrykket “skrøbelige stater” bruges i dag i Vesten som en slags fællesnævner for lande som Somalia, Congo, Sudan, Burma, Zimbabwe og Afghanistan. Det er lande, hvor staten ikke fungerer – eller kun eksisterer i sin mest undertrykkende og brutale form. |
Vestlige nationers indsats i Sudan siden 2001 rummer en række forskellige initiativer og tiltag. Fra 2001 og frem var fokus på at få skabt en fredsaftale mellem Nord- og Sydsudan. Det tog fire nødvendige år, før aftalen endelig var forhandlet på plads og underskrevet i 2005. Aftalen var et stykke ad vejen sudanesernes egen - men den var ikke kommet i stand uden en vedholdende og robust teknisk og politisk ”fødselshjælp” udefra.
Fra 2005 skiftede de store donorlande fokus til en storstilet genopbygningsfase specielt i de tidligere konfliktområder i det centrale og sydlige Sudan. I den proces har donorlandene lagt meget vægt på at opbygge stats- og delstats-institutioner, koordinering mellem donorerne samt at støtte en meget stor og dyr FN tilstedeværelse.
Den kontante støtte til faktiske projekter lod af mange forskellige grunde vente længe på sig, og det har ført til en situation med udbredt mistillid og utilfredsheden med de lokale myndigheders langsomhed og korruption samt med donorer, hjælpeorganisationer og FN blandt almindelige mennesker i Sudan.
Den bølge af konflikter og generel usikkerhed, der nu skyller ind over det sydlige Sudan, kunne i et vist omfang være dæmpet, hvis folk havde set flere konkrete forbedringer i det daglige med for eksempel skoler, klinikker, veje, bedre forhold for landbrug/kvæghold.
Mens det egentlig ikke har skortet på penge til genopbygning, har udlandets engagement i Sudan siden fredsaftalen i 2005 lidt af en afgørende svaghed: Et svigtende politisk engagement i forholdet mellem de tidligere konfliktpartere i nord og syd.
Delvist distraheret af den voldsomme konflikt i det vestlige Sudans Darfur-region, har forholdet mellem de vigtigste politiske aktører i Nord- og Sydsudan fået lov til at falde fra hinanden i en grad, så fredsaftalen mellem nord og syd nu hænger i en meget tynd tråd.
Blandede bolcher
Skal man i dag gøre status over indsatsen i den “skrøbelige stat” Sudan, står man tilbage med nogle særdeles blandede bolscher.
Fredaftalen mellem Nord og Syd er, hvis den holder, en kæmpe gevinst for både Sudan, regionen og resten af verden. Den fortsatte konflikt i Darfur er en ligeså stor skamplet for alle. Genopbygningsbistanden har ført til forbedringer for nogle almindelige mennesker, men det har været for lidt og for langsomt.
Skal det lykkes at stabilisere og genopbygge et samfund som det sudanesiske, må kræfter udefra blive bedre til at sikre hurtige konkrete resultater, fokusere på opbygning af små lokale administrationer og uafhængige organisationer - og ikke kun støtte central-administrationen og eksisterende magtgrupperinger.
Men vigtigst af alt, må de store donorer sammen med bl.a. FN blive bedre til at fastholde et krævende og vanskelligt politisk engagement med væsentlige politiske og folkelige aktører i en ”skrøbelig stat” over mange år. Den slags engagement er afgørende for et lands fortsatte stabilitet.
De sudanesiske lederes egne svagheder og kolossale fejl er en anden historie, men den er der ikke plads til her.
Skrøbeligheden kræver vedholdende donorer
Folkekirkens Nødhjælp har i et par årtier arbejder sammen med sudanesiske kirker og andre partnere med to formål for øje: At hjælpe de værst stillede mennesker med basal nødhjælp, fødevaresikkerhed og beskyttelse og at arbejde for en retfærdig og holdbar fred i Sudan.
Indsatsen har primært været drevet af de enorme humanitære behov, og sådan vil det det fortsætte, så længe behovene er der. Arbejdet for fred og retfærdighed begyndte tilbage i 1980'erne under borgerkrigen mellem nord og syd, og det fortsætter den dag i dag. Sigtet med dette arbejde er at støtte de lokale kirker og organisationers evner til at fremme fred og retfærdighed.
Den slags civilsamfunds-deltagelse var en afgørende forudsætningen for den fredsaftale, der blev underskrevet i 2005. Lokale kirker og aktivisters medvirken nu vil være væsentlig for at redde fredsaftalen i de næste måneder og år. I syden er biskopperne f.eks. nogle af de eneste, der kan bruge deres moralske styrke til at tale de politiske ledere imod.
I det nordlige og overvejende muslimske Sudan vedbliver små grupper af menneskerettighedsaktivister, og mere demokratisk sindede politikere at arbejde til trods for en stigende undertrykkelse i samfundet.
Arbejdet med disse lokale grupper vil også fortsætte i årene fremover - og det vil fortsætte uanset om fredsaftalen mellem nord og syd holder eller bryder sammen, og uanset om konflikten i Darfur fortsætter eller finder en fredelig udgang.
At gøre en forskel i et land som Sudan er en tålmodighedstest af de store. Fredsaftaler, valg, folkeafstemninger o.s.v. er blot mindre milepæle på en meget, meget lang vej. Hvis begrebet ”skrøbelige stater” overhovedet skal give mening, må det matches med begrebet ”vedholdende donorer”.
Donorer og NGO’er må fastholde deres engagement i disse lande i årtier. I medgang og i modgang. Med tålmod og vedholdenhed.
NB Sprængt svinekam er et stykke svinekam, der skal ligge i en saltlage 3 – 4 døgn og siden koges.