Hver gang jeg vender hjem fra Darfur, spørger jeg mig selv: Kan det blive værre? Og hver gang må jeg rystet konstatere: Ja det kan det. De brutale overgreb på civile i Darfur finder sted hver dag. Det er ikke noget, som går væk. Det bliver værre, hvis vi ikke griber ind.
Mere end fire år efter at krigen for alvor brød ud, hersker der så meget anarki og lovløshed, at det er svært at se, hvordan det kan blive bedre for regionens mere end to millioner fordrevne familier.
Mange af lejrene er ved at gå i opløsning. Flere års indespærring og ingen udsigt til at vende hjem har for eksempel fået hustruvolden til at stige. De ældre, som før sørgede for ro og orden, kan ikke længere styre de unge, som gør oprør og bruger vold.
Oprørsgrupper infiltrerer lejrene og gør forholdet mellem de fordrevne og myndighederne endnu mere anspændt. Manglen på sikkerhed nævnes overalt. Hundredtusinder har brug for nødhjælp, men nødhjælpsorganisationerne kan ikke nå dem på grund af kampe mellem stammer, oprørsgrupper og militser.
Det internationale samfund i form af FN og Den Afrikanske Union (AU) diskuterer fortsat med Sudans regering, men det er svært at få øje på fremskridt i Darfur.
"Vi har i fem måneder hørt, at der vil komme en FN-styrke, men den er her ikke. Er FN bange for vores regering," spørger en landsbyleder i en af lejrene.
Jeg kan ikke besvare hans spørgsmål. For hvis vi virkelig var interesseret i at stoppe lidelserne i Darfur, havde vi vel allerede gjort det?