Normalt ligger mønsteret helt fast i landsbyen Reddiyarpettai i det sydlige Indien. Hver morgen går kvinderne fra deres huse ned til stranden for at tage imod mændene, der har været på havet for at fange fisk i løbet af natten. Men sådan har det ikke været i den seneste tid.
Både mænd og kvinder har været langt mere optagede af at gå fra deres midlertidige hytter til den byggeplads, hvor en af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere, Det lutherske Verdensforbund LWS, er ved at opføre nye huse til de hjemløse familier, der blev ramt af flodbølgen for snart et år siden.
"Vi trænger til at få vores privatliv tilbage. Vi ser frem til at få nogle solide mure op omkring os, så vi kan føle os sikre igen," siger 33-årige Danalakshmi. Hun har siden januar boet med sin mand og sine to børn side om side med mange andre hjemløse familier i en af de midlertidige barakker i landsbyen. "
Tsunamien gav traumer
Netop følelsen af sikkerhed ligger de fleste beboere langs den ramte kyst meget på sinde. For selv om inderne lever i en udsat del af verden og er vant til lidt af hvert fra naturens side, kan ingen huske, at vandet nogensinde før har rejst sig som en mur og skyllet alting væk.
For mange er tsunamiens hærgen ganske simpelt en uforklarlig katastrofe, som har skabt megen frygt. For hvem kan garantere, at bølgerne ikke kommer igen i morgen?
"Jeg ved ikke, hvad tsunamien skyldes. Før bølgerne kom, kendte vi ikke engang ordet tsunami", siger Mrs. Ramani, der bor i Chandradi længere nede ad kysten tæt ved det gamle danske fort Trankebar. Hun arbejdede før som daglejer på markerne bag ved landsbyen, men nu har saltvandet gjort dem uegnede til landbrug. Dog er det ikke så meget manglen på arbejde som den konstante frygt, der er hendes største problem.
"Forleden fik vi en advarsel om, at en cyklon ville ramme kysten, og nu har vi hørt i radioen om ulykken i Pakistan. Jeg sover ikke godt om natten. Jeg tænker på det, når jeg laver mad. Jeg tænker på det hele tiden. Jeg er bange for, at det vil ske igen," siger hun.
Flodbølgen var en usædvanlig katastrofe, som har stillet hjælpeorganisationerne over for mange svære og usædvanlige udfordringer. Det kan katastrofechefen for LWS i Indien, Mathew Mathaikutty, tale med om.
"Et af de store problemer lige efter katastrofen var simpelthen, at der kom for mange uduelige hjælpeorganisationer forbi. Mange havde aldrig før prøvet at arbejde i et katastrofeområde, og så kan man faktisk gøre mere skade end gavn, selv om man handler ud af god vilje," siger katastrofechefen.
"En af konsekvenserne kan være, at ofrene mister arbejdsmotivationen, fordi nogle organisationer blindt har delt hjælp ud til højre og venstre. Det er meget menneskeligt at blive energiforladt – specielt når man har været udsat for en katastrofe og måske endda mistet et eller flere familiemedlemmer. Men det må ikke ske. Hjælpen skal være langsigtet. Folk skal holdes i gang," påpeger Mathew Mathaikutty.
Både fordi hjælpeorganisationer ikke bliver for evigt, og fordi ofrene ikke må miste selvrespekten ved at blive passive modtagere.
"Det er godt for sjælen at blive aktiveret og få andre tanker i hovedet end de traumatiske oplevelser, katastrofen har efterladt," siger han.
Det seje træk
I lighed med andre af Folkekirkens Nødhjælps partnere i Indien har LWS arbejdet i landet i mange år. Mange andre organisationer er forsvundet igen her måneder efter katastrofen, men det er nu, den virkelige prøve skal stå. Nu handler det om det seje træk for at få folk på fode igen, og det er her, de mange års erfaring er nyttige.
Fiskerne skal på vandet i deres ny både, og andre grupper skal hjælpes til at finde andre indtægtsmuligheder, fordi arbejdet på saltvandsmarkerne for eksempel ikke længere er en mulighed. Samtidig bruger Folkekirkens Nødhjælps partnere en del kræfter på traumebehandling. Blandt andet ved bygge legepladser til børnene og danne små selvhjælpsgrupper, hvor de voksne kan mødes og bearbejde deres oplevelser.
For Mathew Mathaikutty fra LWS drejer det sig først og fremmest om at få folk tilbage til livet. Han håber dog også, at tsunamien kan være en ny begyndelse.
Folk her i det sydøstlige Indien har traditionelt levet meget opdelt. Fiskere for sig og andre kaster for sig – men tsunamien skyllede til dels også de sociale hierarkier væk. Regeringen accepterer for eksempel ikke, at de nye huse tildeles folk efter deres kaste. Man trækker simpelthen lod om, hvem der skal bo hvor.
"Det ophæver ikke i sig selv den stærke kasteopdeling, men det er et skridt i den rigtige retning," vurderer Mathew Mathaikutty.