sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Kaffe, kage og kluns
Print
Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker giver overskud som aldrig før, men for de frivillige i Nykøbing Sjælland handler det ikke kun om at sælge – det handler også om at hygge sig
14.04.2006 af Didde Elnif
© Didde Elnif

”Jeg troede, at det var min tur til at bage,” forklarer Asta Kristoffersen, mens hun fordeler tallerkener og kaffekopper på bordet bag disken.
De fire kvinder, der arbejder i Folkekirkens Nødhjælps mest givtige genbrugsbutik, skiftes til at tage kage med. Men denne gang er det gået galt. De er to, der har bagt.
”Arbejdet i genbrugsbutikken er jo frivilligt, så det skal helst være lidt hyggeligt at komme her,” forklarer Tove Andersen, som har arbejdet i butikken de sidste fire år.
Genbrugsbutikken i Nykøbing Sjælland gav sidste år et overskud på 430.000 kroner og er dermed en af de mest sælgende af Folkekirkens Nødhjælps 115 genbrugsbutikker. 2005 blev et rekordår for genbrugserne. Hele 15 millioner kroner blev det til – en million kroner mere end forrige år.
”Over hele landet oplever vi en stigende interesse for genbrugstøj. Vi er allerede på vej med nye butikker i Nyborg, Aalborg og Hjallerup,” siger Bjarke Skaanning Petersen, daglig leder af genbrugsarbejdet i Folkekirkens Nødhjælp.

Bøgerne trækker

Genbrugsen i Nykøbing Sjælland har i alt 43 frivillige. Nogle er der én gang om ugen, nogle hver fjortende dag og nogle nøjes med at give en hånd med en gang imellem, for eksempel når årstiderne skifter, og der skal ryddes op i butikken. Hvert år pyntes der op til højtiderne, og i baglokalet står påskekyllingerne på rad og række klar til at indtage udstillingsvinduet.
Ved et af bordene i butikken står to af de frivillige og lægger gardiner sammen, stærkt overvåget af en flok farverige tøjdyr, der sidder vagt på en af hylderne. Men der går ikke længe, før de to kvinder tiltrækkes af kaffeduften og sætter sig hen til bordet bag disken, hvor æblekagen er ved at blive fordelt på tallerkenerne.
Der er bred enighed om, at det er butikkens bogafdeling, der er det helt store trækplaster. Men de andre varer sælger også godt.
”Vi har mange forskellige kunder, men selvfølgelig er der mange af sommerhusgæsterne, der kigger forbi, når de er i byen,” forklarer Tove Andersen.
Bag kvinderne hænger to vægtæpper. På begge tæpper sidder en lille seddel, hvor der står ”ikke til salg”.
”Hvis det ikke står på dem, så er de pludselig væk, og vi skal da have lidt pænt at se på,” forklarer Inger Lise Nielsen.
På væggen hænger også et sirligt tegnet barometer, hvor der nøje noteres, hvordan salget ser ud uge for uge.
”Vi kan jo ikke lade være med at konkurrere lidt med os selv. Vi har desværre ikke solgt så meget her i foråret, som vi gjorde sidste år, måske er det på grund af det dårlige vejr.”
Tove Andersen kigger ud af vinduet på den grålige vinterhimmel og tilføjer selvsikkert:
”Men vi skal nok nå at slå rekorden fra sidste år.”

Genbrug der batter

Folkekirkens Nødhjælp har i alt 113 genbrugsbutikker over hele landet.

2005 tjente butikkerne 15 millioner kroner.

Pengene går blandt andet til børn i Uganda, hvis forældre er døde af aids.

Hvis du er interesseret i at starte en genbrugsbutik er du velkommen til at kontakte Folkekirkens Nødhjælp på telefonnummer 3315 2800.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne