Det må være smertefuldt for de menneskerettighedsforkæmpere og lovgivere, som udtænkte og nedskrev de første udkast til den internationale humanitære lovgivning, der skal beskytte civile mod overgreb. I det 21. århundrede er det mange steder stadig jungleloven, der er gældende.
Her i Palæstina har vi under Israels besættelse vænnet os til denne triste sandhed. Israel har aldrig overholdt international humanitær lov og har dermed aldrig levet op til sine forpligtelser som besættelsesmagt. Derimod har landet gjort brug af systematiske kollektive afstraffelser og trusler såsom frihedsberøvelse, checkpoints og udgangsforbud. Den fjerde Geneve-konvention fastslår, at ingen bør straffes for forseelser, de ikke selv har begået.
Efter at to israelske soldater blev bortført i Gaza, svarede den israelske hær igen med at bombe de tre broer, som forbinder byerne i Gaza-området samt det eneste elkraftværk, der leverer cirka 50 procent af områdets strøm og udjævne boliger, hospitaler og skoler. Mere end 230 palæstinensere er blevet dræbt.
Det samme sker i krigen mod Libanon. I løbet af de sidste fem uger har Israel ødelagt den civile infrastruktur, jævnet landsbyer med jorden, fordrevet mere end 1.200.000 mennesker og dræbt mere end 900 - de fleste af dem civile. Alt dette som en reaktion på bortførelsen af to israelske soldater og raketangreb fra Hizbollah, som også gang på gang overskrider de samme principper og konventioner. Hizbollah og andre militante organisationer må selvfølgelig ikke bruge civile som skjold eller angribe tilfældige civile mål.
Israel har ret til at forsvare sig, og derfor forbliver de fleste regeringer tavse over for Israels overgreb. Alle har derimod været hurtige til at fordømme Hizbollahs drab på Israels civilbefolkning og kræver en implementering af FN’s Sikkerhedsråds resolution – der skal afvæbne Hizbollah. Derimod er der ingen, der kræver en implementering af en eneste af de snesevis af FN-resolutioner, der stiller krav til Israel. Hvordan kan det være, at vi gang på gang skal være vidne til, at international lov og FN-regler i praksis er virkningsløse redskaber for fattige lande, alt imens de bliver brugt af stærkere lande til at varetage deres interesser og styrke deres magt?
De civile betaler prisen – også i det 21. århundrede.
Rifat Odeh Kassis er medlem af Folkekirkens Nødhjælps rådgivende Core Group, koordinator for Ecumenical Accompaniment Programme i Palæstina og Israel og arbejder for Kirkernes Verdensråd i Geneve
