|
| Jorden er klar til såning i familien Sanas køkkenhave |
De øverste centimeters knastørre overfladejord snyder det uvante øje.
For nedenunder er jorden blød og fugtig efter monsunens regn og klar til at omslutte de tomat-, græskar- og spinatfrø, som familien Sana skal så senere i eftermiddag, når den brændende sol har bevæget sig lidt længere ned på himlen. Arun Sana har fjernet de to tynde bambuspinde, der gør det ud for indgangsparti i det spinkle hegn om familiens 25 x 25 meter køkkenhave og er gået i gang med hakken.
”Her skal vi så spinat, her græskar og her tomater,” siger han og peger på først den ene og så den anden nyhakkede rille.
Nysåede køkkenhaver giver håb
I dag er en god dag i den cyklonramte landsby Kamini Bashia i deltaet i det sydlige Bangladesh. For i dag tager beboerne igen hul på fremtiden, når de sår deres køkkenhaver til med frø, som Folkekirkens Nødhjælp uddeler.
Siden maj sidste år, da cyklonen Aila ramte, har landsbyens 500 familier mest levet af nødhjælp. Aila brød flere steder gennem diget ud mod en af deltaets store floder, så vand fossede ind over landet, tog afgrøder og såsæd med sig og forvandlede de irgrønne rismarker til ubrugelige, grå mudderpøle.
Derfor er køkkenhaver lige nu i endnu højere kurs end ellers. Og om to-tre måneder er grøntsagerne i køkkenhaven klar til at blive høstet, spist og måske solgt, hvis udbyttet er stort.
”Jorden er meget frugtbar lige nu efter monsunen, så vi forventer en god høst,” siger 28-årige Arun Sana og glæder sig over, at sulten dermed kan holdes fra døren i den umiddelbare fremtid.
Har kun mad til ét barn
Hans 26-årige kone Mamata Sana henter vand fra dammen i en utæt rød plastikspand og hælder – nærmest andægtigt – vand i rillerne.
Hun frygter de konsekvenser, som for lidt mad har for den lille familie. Og hun ved ikke, hvad mere de kan gøre for at skaffe tilstrækkeligt til alle tre.
I forvejen har de bygget familiens størrelse og liv op om den reelle risiko for sult.
”Min mand og jeg har besluttet at nøjes med ét barn – vores niårige søn Shandan. Vi kan ikke være sikre på at kunne forsørge flere. Og det vil være umuligt at få råd til at sende flere børn i skole,” siger Mamata Sana.
Trods den selvvalgte etbarnspolitik i familien må både Arun og Mamata arbejde ude for at mætte alle.
Mamata arbejder hver formiddag på andre familiers marker i landsbyen, før hun passer sin egen.
Arun er også daglejer og drager i de to årlige høstsæsoner væk fra landsbyen en måned ad gangen for at høste for rige landmænd.
I de mellemliggende perioder er han arbejdsmand og håndværker i landsby og omegn.
Cyklonen tog job og mad
Siden cyklonen Aila ramte deltaet og gjorde 2,3 millioner mennesker hjemløse, har familien Sanas situation været svær:
”Vi er fattige mennesker, som normalt kun lige kan klare os med vores egne afgrøder og de penge, vi tjener på arbejdet og på at sælge de æg, som vores ni ænder lægger. Men efter at cyklonen Aila ramte, er markerne ødelagte. Risen er død på vores egen mark, og der er ikke arbejde til os på andres marker, så vi tjener ingen penge,” siger Arun Sana.
Tilbage står derfor den sidste konsekvens af familiens mangel på mad. De må låne penge for at overleve.
”Vi låner af de naboer, som vil låne ud til os uden renter. Vi har en gæld på 15.000 taka (godt 1120 kr., red.) Når Arun arbejder, kan han tjene 3.000-4.000 taka om måneden (225-300 kr., red.),” siger Mamata Sana.
I drømme er alting godt
Hun er smerteligt klar over, at bedre levevilkår for familien og andre fattige familier på egnen ikke falder ned fra himlen:
”Jeg drømmer om mere jord. Og om at Shandan får en god uddannelse. I drømme vil man jo altid gerne have det hele større og bedre,” siger Mamata Sana.
