De humanitære organisationer i Danmark er i øjeblikket under politisk pres for at øge den folkelige forankring. Det betyder blandt andet, at vi fra og med i år vil opleve syv årlige husstandsindsamlinger mod hidtil fire.
Kravet om folkelig forankring er efter min opfattelse rimeligt – blot kunne man have ønsket større frihed for organisationerne til selv at vælge, hvordan man sikrer sig befolkningens opbakning til arbejdet ude i verden.
Folkekirkens Nødhjælp har gennem årtier været kendetegnet af en stor folkelig og kirkelig opbakning. Det er et kendetegn, som vi er stolte af og sætter stor pris på. Men ikke fordi det er politisk velset. Den folkelige forankring er vigtig, fordi den forbinder verdens fattigste med danskerne, for hvem globale problemer som sult, fattigdom og hiv/aids ellers hurtigt bliver fjerne i en travl hverdag,
Når 700 unge frivillige tidligere på sommeren samlede pant ind på Roskilde Festival, så er det en mulighed for at fortælle festivalgæsterne, at slaveri desværre ikke er et overstået kapitel. Eller når vores 3.700 frivillige året rundt langer varer over disken i genbrugsbutikken, så fortæller prismærket vores kunder, at deres køb gør en forskel for mennesker i nød.
Og ikke mindst giver den folkelige opbakning os en mulighed for at fortælle vores partnere ude i verden, at en stor del af de penge, som skal forbedre livet for verdens fattige ikke bare kommer fra en stor statslig pengekasse. Det er penge, som er givet af danskere, som har overskud til at give, og fordi de mener, at verdens fattigste også er deres ansvar.
Connie Yilmaz Jantzen er leder af National
afdeling i Folkekirkens Nødhjælp