© Martin Cramer Buch
|
| Der er 14 stammer, som hører under den berygtede Karimojong-stamme. Tre fjerdedele af dem kan hverken læse eller skrive |
Det er et meget farligt område!"
Konen ved tissehuset i Soroti – som er det eneste længere stop på den 13 timer lange bustur til Karamoja – ser skræmt op, da hun hører, at vi er på vej til Karamoja. Historierne om de farlige og uregerlige hyrdefolk karimojongerne kender alle i Uganda.
"De er ligeglade med liv," fortæller folk i Katakwi, som ligger tættere på Karamoja. Og her ved man, hvad man taler om: Mange landsbyer har oplevet at blive overfaldet af omstrejfende bander af unge karimojonger.
Landsbyens børn leger på kirkegården, hvor gravstenene viser, at mange af de døde kun blev et eller to år gamle.
"Man skal løbe stærkt, når karimojongerne kommer," siger en syv-årig dreng. "Ellers…"
Et liv i total isolation
Vejen bliver stadig dårligere, jo tættere vi kommer til Karamoja. Allerede i Soroti var det slut med asfalten. 20 kilometer fra hovedbyen Moroto sidder bussen uhjælpeligt fast i mudder og skal skubbes fri.
Moroto er stedet, hvor vejen ender. Omkring byen ligger busksteppen, der veksler mellem afsvedet tjørnekrat i tørtiden – og en frodig overdådighed af blomster og buske, lokket frem på få dage, så snart regnen kommer. Biler kører konsekvent med eskorte mellem byerne, også selv om det er højlys dag. Oppe i de lave bjerge bag byen kan vi til gengæld færdes uden militær beskyttelse.
Her bor Tepeth-klanen, som er en af karimojong-stammerne, ofte højt oppe ad stejle skråninger. I mange år har beboerne levet uden adgang til nogen form for offentlig service. Det er svært at få sundhedspersonale eller lærere til at bo så isoleret. Selv om en landsby som her i Kakingol dalen har egen sundhedsklinik, betyder det ikke automatisk, at der er personale. Efter flere års studier føler de fleste lærere og sygeplejersker, at livet burde tilbyde mere end hårdt arbejde fra morgen til aften – og et liv i total isolation fra den øvrige verden.
FattigdomI samfund, hvor politisk indflydelse hænger sammen med at være fastboende, får hyrderne sidst, når det gælder skolegang, lægehjælp eller beskyttelse mod overfald. |
Landsbyen Nardo har haft heldet med sig og har en midlertidigt udstationeret sygeplejerske. Jessica Obote tager sig af de 4-5.000 mennesker, der bor i dalen, og hun kan klare de almindeligste sygdomme som malaria, diarré, øjeninfektioner og udslæt.
"Tidligere døde de syge ofte, når vi skulle transportere dem hele vejen til Moroto," fortæller landsbyformanden Lengora Lokabale.
Landsbyboerne er ved at bygge terrasser og jævne den stejle bjergside. Et hårdt arbejde hvor marken skal ryddes for sten, som stables ved afslutningen af hver terrasse og blokerer jorden, så den ikke skyller væk ved første regnskyl.
En gruppe kvinder sidder oppe i landsbyen på de store sten mellem hytterne og fortæller, at de er glade for de geder, som de har fået med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp. Tidligere var det kun mænd, der kunne eje geder.
Der er også grupper af kvinder, somsammen har lånt omkring 100 kroner og har startet en kornbank.
Mange af børnene kommer aldrig i skole. Der er for langt at gå, og børnene skal u
hjælpe til derhjemme. Tre fjerdedele af karimojongerne kan hverken læse eller skrive.
Våben skaber kaos
Flere af kvinderne fortæller, at de har mistet deres mænd i forbindelse med kampe mellem de forskellige stammer i området.
"Hovedproblemet er fattigdommen. Det er den, man skal gøre noget ved for at stoppe volden," mener Stella Namoe, som er nyvalgt parlamentsmedlem for Moroto-distriktet og mangeårig medarbejder i den lokale udviklingsorganisation KaDeP, der samarbejder med Folkekirkens Nødhjælp.
"Overfaldene går hårdest ud over de svageste. Skydevåben skaber kaos, og folk er trætte af kampene. Nogle familier har mistet fire sønner ud af seks eller har slet ingen tilbage. Enker må klare sig uden deres mænd."
Hun siger, at bander af unge fortsætter med at overfalde nabostammer, fordi de intet ejer.
"Alle her er ludfattige og afhængige af regnen, som ikke mere følger det vante mønster. Det er ikke som i 60’erne, da folk drog ud på kvægtyveri for at skaffe kvæg til brudegaver. Nu overfalder de folk og sælger kvæget. Det handler om overlevelse," siger 34-årige Stella Namoe.
De fleste våben kommer ind over grænsen fra Sydsudan, hvor en skrøbelig fredsaftale har betydet en overflod af billige håndvåben. På markedet kan man købe et maskingevær for, hvad der svarer til prisen for to stykker kvæg.
Trods den udbredte fattigdom i Karamoja er der også sket forbedringer, understreger Stella Namoe, som selv kommer fra en familie, der satte uddannelse meget højt.
"Der er langt flere skoler nu. Det drejer sig om at få folk til at bruge og sætte pris på skolegang, også for pigerne. Så længe man er så utrolig fattig, bliver børnene holdt hjemme for at arbejde med at hente brænde eller vand eller skaffe mad," siger hun.