|
| Landminerne er væk. Rosette Ndagijimana, i midten, er sammen med et par nabokvinder gået i gang med at gøre jorden klar til den nye dyrkningssæson |
Det er sidst på formiddagen, og Rosette Ndagijimana har arbejdet på sin lille mark siden solopgang.
Hun griner lidt forlegent, da hun bliver spurgt om, hvad hun har fået at spise i dag.
”Ingenting,” siger hun.
Ja, men hvad fik hun så i går? Lidt bønner og bananer.
Hun og de syv børn spiser kun to gange om dagen. Der er ikke råd til mere, forklarer hun.
Den lille landsby hedder Mugendo. Den ligger inde i bjergene, flere timers kørsel fra hovedstaden Bujumbura.
I Folkekirkens Nødhjælps optegnelser går stedet, hvor Rosette Ndagijimana arbejder, under betegnelsen TS007. Det er et tidligere minefelt, som ligger på en bjergtop i 1.800 meters højde.
TS007 er en gammel militærpost, hvorfra der er et glimrende overblik over området.
Først var det regeringstroppernes, senere faldt det i oprørernes hænder.
Der har været en del skyderi i den forbindelse, for jorden nedad bjergtoppen var fyldt med ammunitionsrester, hvoraf en del ikke var eksploderet.
Ingen tør dyrke farlig jord
Oprindeligt tilhørte jorden den lokale kirke, som nu har fordelt den til nogle af de mange flygtninge fra borgerkrigen, som er vendt tilbage fra flygtningelejrene i Tanzania.
Rosette Ndagijimana og hendes familie er nogle af dem.
Hun og nogle af de andre kvinder, der skulle til at dyrke jorden, opdagede hurtigt, at området var farligt.
Hun forklarer, at hun havde hørt flere historier fra lignende steder i nabolaget, hvor der var sket ulykker i forbindelse med landminer.
Hun peger ud på et bestemt sted i dalen, hvor en mand for tre år siden døde, da han trådte på en mine.
Ingen turde dyrke jorden, så længe den var farlig.
Folkekirkens Nødhjælp begyndte tidligere på året at rydde TS007.
Det tog mellem to og tre måneder, før hver kvadratmeter var afsøgt, og området kunne frigives.
Sammenlignet med andre lande i Afrika er Burundi ikke tæt mineret. Men det er ikke afgørende.
”Det er ikke i første omgang landminer, vi skal fjerne.
Det er frygten for død og lemlæstelse, der forhindrer folk i at dyrke deres jord.
Vores arbejde er først og fremmest at fjerne frygten ved at rydde de miner, der er der,” siger lederen af Folkekirkens Nødhjælps minerydningsarbejde i Burundi, Jean Jacques Maerel.
For ham tæller antallet af frigivne kvadratmeter mere end antallet af miner.
Synspunktet deles af den daglige leder af det praktiske minerydningsarbejde, John Shearer.
En mine er nok
”Hvis en fodboldbane var mineret med 100 landminer, ville ingen selvfølgelig bruge den.
Men pointen er, at det ville de heller ikke, hvis der kun var én landmine.
Én landmine betyder ét minefelt. Og det skal behandles som sådan,” siger han.
Det betyder afspærringer og en systematik, hvor hver kvadratmeter jord gennemgås med en detektor.
I meterbrede baner arbejder Folkekirkens Nødhjælps lokale mineryddere sig tålmodigt fremad og reagerer på hvert eneste lille signal, som detektoren giver, uanset om det er en landmine eller et patronhylster.
Alt mistænkeligt samles op og fjernes. Når en sidste kontrol har godkendt arbejdet, kan jorden frigives.
Kassava i minefeltet
Rosette Ndagijimana har plantet kassava-stiklinger i det tidligere minefelt.
Regntiden er lige ved at begynde, og hun er ved at gøre jorden klar på en mark ved siden af.
I modsætning til andre dele af Afrika er regnen denne gang kommet til tiden, så lige nu er hun meget optimistisk.
Men der er altid et forbehold, en dyrekøbt erfaring, som hun og de andre i landsbyen har lært at leve med.
”Nogle gange starter regnen fint, men så holder den op før tiden. Andre gange regner det for meget. Man kan aldrig være helt sikker,” siger hun.