© Didde Elnif
|
| Mange ældre lever et ensomt liv i fattigdom i Kirgistan |
"Det hele var bedre under Sovjet. Der var gratis lægehjælp, og alle kunne få en uddannelse. I dag er der flere varer i butikkerne, men hvad betyder det, hvis jeg ikke har råd til at købe dem?"
Sådan lyder det lidt retorisk fra Nina Cherdakova. Hun er 83 år gammel. Hendes stemme er spinkel, men hun taler sig hurtigt varm. Hun misser mod lyset, kigger tavst ud af vinduet, folder hænderne og sukker.
"Forskellen på dengang og i dag er stor. I dag er der ingen, der tager sig af hinanden. Det er meget, meget svært at være pensionist i Kirgistan," siger Nina Cherdakova.
Hun har ligesom mange andre familier oplevet Sovjetstatens sammenbrud og en enorm fattigdom, der fulgte i kølvandet, fordi fabrikker og landbrugskollektiver stort set stoppede fra den ene dag til den anden. Som et resultat af den nye politiske situation rejste mange fra den arbejdsdygtige generation til Rusland for at finde arbejde. Familier blev opløst, og for mange ældre har det betydet en udbredt ensomhed og dyb fattigdom i det centralasiatiske land.
Nina strammer det hvide tørklæde tættere om hovedet, og fortaber sig i tavs melankoli. Men med et lyser hun op og finder bunker af sorthvide fotografier frem. Spreder dem ud over spisebordet, der er dækket af plastic for ikke at blive beskidt eller slidt.
På hvert billede er der smilende skoleelever. Portrætter, klassebilleder, unge uniformerede drenge og piger. Med ranke rygge står de på lige rækker. Fotografi efter fotografi.
"Det er mine børn."
Nina smiler, mens hun stolt viser billederne af alle de børn, hun har undervist. 41 år har hun stået bag katederet.
Hun må løfte billederne tæt op til ansigtet for at se, hvad der står på dem. For fire år siden blev Nina opereret på venstre øje, det kostede 700 som (ca. 105 kroner) – næsten en måneds pension. I dag er hendes højre øje værre end det venstre før operationen. Men hun har ikke råd til endnu en operation og konstaterer uden omsvøb:
"Jeg har slet ikke så mange penge, og det er ikke det værd. Jeg er gammel, og det er ikke en gang sikkert, at jeg overlever vinteren."
Hjælp til selvhjælp
Med temperaturer ned til 30 minusgrader er vinteren særlig hård i Kirgistan, og ofte er selvhjælpsgrupper de ældres eneste overlevelsesmulighed. Selvhjælpsgrupperne fungerer blandt andet sådan, at de stærkere ældre hjælper de sengeliggende eller blinde, ved at bringe mad og brændsel ud.
bedsteHJÆLP
BedsteHjælp er et nyt samarbejde mellem Ældre Sagen og Folkekirkens Nødhjælp, der har til formål at hjælpe ældre kirgisere gennem gruppeadoption. Der samarbejdes med tre ældreorganisationer i Kirgistan. |
Men hvad der også er vigtigt – de hjælper hinanden ud af ensomheden. Det er netop selvhjælpsgrupper og ældre som Nina Cherdakova i Kirgistan, der via projektet bedsteHJÆLP fremover vil kunne støttes.
Projektet laves sammen med de tre ældreorganisationer PASPP, Ymyt og ADRA, der siden 1999 har været Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere i Kirgistan. De hjælper de ældre til at organisere sig i selvhjælpsgrupper, der i nogle tilfælde kan betyde forskellen mellem liv og død for ældre.
Selvhjælpsgrupperne laver også en fælles opsparing, som kan bruges til at generere en indkomst til alle i gruppen. Nogle vælger at holde høns og sælge æg på markedet andre at dyrke grøntsager og tørre frugt.
Og hvad der der er mindst ligeså vigtigt: Organisationerne arbejder også med at holde lokale og nationale myndigheder fast på de lovmæssige forpligtigelser, de har over for den ældre generation.