I det centralasiatiske land Kirgistan er der registreret knapt 1.900 hiv-tilfælde blandt godt fem millioner indbyggere.
Det er et lille antal i forhold til Rusland, hvor UNAIDS anslår, at op mod en million mennesker lever med hiv.
”Der er ofte et stort skel mellem officiel og uofficiel statistik, og derfor frygter jeg, at det reelle antal i Kirgistan i virkeligheden er meget højere. Og der er fare for, at det vil stige kraftigt i de kommende år,” siger Tatiana Kotova.
Hun er leder af Folkekirkens Nødhjælps kontor i Kirgistan og har som programmedarbejder tidligere arbejdet med hiv og aids i Skt. Petersborg.
Manglen på arbejde har tvunget en million kirgisere til at søge udenlands for at arbejde, og langt de fleste er taget til Rusland.
Det er især mænd, som ofte kun har råd til at rejse hjem og besøge kone og børn en gang om året.
”Vi ved fra vores arbejde i Skt. Petersborg, at nogle af migranterne besøger prostituerede. De har ikke mange penge, og derfor bliver det især de billigste på gaden, som de kontakter. I den gruppe er smittefaren meget stor, da op mod 50 procent af de russiske gadeprostituerede er smittede med hiv,” fortæller Tatiana Kotova.
Stor mangel på oplysning
| Hiv i Centralasien |
|---|
| De centralasiatiske 
lande har til sammen ca. 59 millioner indbyggere. Det er et af de steder i verden, hvor hiv lige nu spredes hurtigst. Sygdommen er konstateret mest blandt narkomaner og prostituerede. Hvor mange, der har hiv, er svært at gisne om, da informationerne ofte er mangelfulde. I Usbekistan er der eksempelvis officielt 2.000 hiv-syge, mens det meget diktatoriske Turkmenistan kun har rapporteret om to tilfælde. Folkekirkens Nødhjælp arbejder med information og forebyggelse i Kirgistan, Kasakhstan, Tadsjikistan og Rusland. |
Siden 2000 har den russiske stat forlangt, at alle udlændinge, der er ønsker at arbejde i Rusland, skal fremvise en hiv-test.
Men langt de fleste migranter kommer illegalt ind i landet organiseret af lyssky mellemmænd og får ikke foretaget en hiv-test.
Desuden kan et papir, der dokumenterer, at man er hiv-negativ, nemt købes på det sorte marked.
Og derudover kræver de kirgisiske myndigheder ikke nogen hiv-test, når folk igen krydser grænsen på vej hjem til familien.
Derfor kan en person nemt gå rundt i adskillige år uden at vide, at han har hiv.
I 2003 kom de første oplysningskampagner i Kirgistan.
Men de har kun været rettet mod specielt udsatte grupper som narkomaner og prostituerede, og myndighederne er endnu ikke blevet opmærksomme på migrationen som smittevej.
Det samme gælder den kirgisiske befolkning, der generelt ikke aner ret meget om hiv og aids. Men hvis antallet af nye tilfælde skal stoppes, er det vigtigt, at Kirgistan og Rusland begynder at samarbejde, mener Tatiana Kotova.
”Det er umuligt at tage hånd om problemet kun fra den ene side. Folk skal for eksempel oplyses om smittefaren i Rusland, inden de forlader Kirgistan, og samtidig skal de også have information på deres eget sprog, når de er i Rusland – for ikke alle forstår russisk.”
Hun frygter, at der ligger en tikkende bombe under flere af de centralasiatiske lande, og at de kan risikere at få en hiv-epidemi svarende til den, som eksisterer i Rusland i dag.
”Hvis Rusland havde været ude i tide og arrangeret store landsdækkende oplysningskampagner allerede for 15 år siden, ville antallet af hiv-smittede i dag være meget lavere. Nu har det i stedet kostet os tusinder af liv. Og desværre ser det ud til, at blandt andet Kirgistan er på vej til at gøre den samme fejl.”