|
| DR Congo er ikke for kontrolfreaks, forsikrer Line Brylle |
Den stille humanitære katastrofe. Afrikas svar på en Verdenskrig. Helvedes forgård. Få lande har et så dårligt ry som DR Congo.
Alligevel ville Line Brylle ikke have noget imod at tage det første fly tilbage til det store centralafrikanske land.
”DR Congo er på en og samme tid både skørt og fantastisk. Der sker så mange forfærdelige ting, som er svære at fatte. Men samtidig er det et utroligt smukt og frodigt land med en meget åben og venlig befolkning,” forklarer den 32-årige antropolog.
Line Brylle boede og arbejdede i Kalemie i den østlige del af landet, hvor Folkekirkens Nødhjælp har sit hovedkontor.
Herfra tog hun blandt andet sammen med kontorets mineoplysningshold ud i bushen for at træne dem i at identificere og indsamle data om miner. Bagefter blev arbejdet fulgt op af et minerydningshold, som sørgede for at fjerne og destruere de livsfarlige effekter. DR Congo har i årevis været plaget af interne konflikter og krige, den seneste ophørte i 2003. Derfor ligger alt lige fra miner og granater til raketter og flybomber spredt ud over store områder. Det gør det svært for bønderne at gå i marken og forhindrer flygtninge i at vende hjem.
Uvejsomt terræn
© Andreas Sørensen
|
| Nogle gange er det nemmere at tage bilen ad vandvejen end ad landevejen |
Kamphandlingerne har også været medvirkende til, at infrastrukturen er faldet sammen.
Det skal der hele tiden tages højde for:
”Hver dag byder på nye udfordringer. Det er ikke nok at have en plan A. Man skal også altid have en plan B, C, D og E. For eksempel hvis man har planlagt at tage en tur med teamet ud i felten, så finder man pludselig ud af, at der ikke er mere benzin i byen, og at der kan gå flere dage, før der kommer noget igen,” forklarer Line Brylle.
Og besværlighederne stopper ikke blot ved en fuld benzintank:
”Det, der bliver kaldt veje, ligner slet ikke veje. Derfor foregår transporten mest på to-hjulede og fire-hjulede motorcykler. Alligevel kan det sagtens tage ti timer at køre 200 kilometer. Og hvis det er regntid, så tager det endnu længere tid.”
Da Kalemie ligger lige ned til den store Tanganyika-sø, foregår transporten til de minerede områder også ofte med speedbåd. Og Line Brylle forsikrer, at transporten på såvel vandvej som fastland kan gøre selv de sejeste møre.
”Man får ondt i bagdelen, uanset om man sidder på motorcykel eller i speedbåd. Og faktisk også hvis man bare arbejder hjemme på kontoret, for der sidder folk på træstole,” griner Line Brylle, der nu synes, at det er vand ved siden af den lokale befolknings hverdag.
”Hvis folk bliver syge, må de ofte gå 50 kilometer til den nærmeste klinik, som måske ikke engang ligger inde med nogen form for medicin. Og hvis de vil tage toget, så kan de aldrig vide, om det afgår dagen efter eller først om to måneder. ”
Uhyrlige overgreb
| Folkekirkens Nødhjælp i DR Congo |
|---|
DR Congo er på størrelse med Vesteuropa og har godt 65 millioner indbyggere. Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet i landet siden 2004 og rydder miner i et område, der er lidt mindre end Danmark. |
Line Brylle har aldrig følt sig utryg i de to år, hun har boet i DR Congo. Og i Kalemie kunne hun køre ud og besøge sine lokale venner på sin AG 100 Yamaha uden problemer.
Hun har dog mødt mange mennesker, som har haft krigen tæt inde på livet. Det, der har gjort størst indtryk, var, da hun på et hospital mødte kvinder, der på grund af voldtægt havde fået fistula.
Det er en meget smertefuld lidelse, hvor der er opstået hul mellem skede og blære eller skede og endetarm.
”Hospitalet fik 300 - 400 kvinder ind om måneden, og de var i alle aldre. Den yngste, jeg mødte, var kun otte år,” fortæller hun.
For selv om krigen er ovre, bliver kvinder stadig udsat for overgreb.
Militser kæmper også stadig i den nordlige del af landet. Og 10.000 mennesker dør stadig af sult og sygdomme hver måned.
Alligevel mener Line Brylle, at man på en god dag godt kan få øje på et håb blandt befolkningen.
”Folk er begyndt at bygge. Der er flere varer på hylderne. Og en del af dem, der var flygtet over til Zambia og Tanzania, har vi nu set komme sejlende tilbage over søen.”