© DCA
|
| Pia Dyrhagen er JPO (Junior Professional Officer) for Folkekirkens Nødhjælp i Centralasien |
Det er hans hærgede ansigt og øjne, der først slår mig. Et par grønne øjne, der har set for meget i forhold til drengens alder – 14 år. Ernst fortæller sin livshistorie med lav stemme. Han kender ikke sine forældre, og bedstefaren, som han har lidt kontakt med, er alkoholiker og kan ikke tage sig af ham. Derfor boede Ernst på gaden, indtil politiet tog ham og satte ham i ungdomsfængslet i Kirgistans hovedstad Bisjkek, hvor jeg møder ham.
Her bor han sammen med 50 andre drenge. I fængslet bliver drengene oplært som kokke eller håndværkere ved siden af almindelig skolegang.
Men Ernst kan hverken læse eller skrive, så han sidder bare i klassen og lytter. Efter klassen kommer han ubemærket hen til mig og siger stille: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når jeg er færdig på skolen her."
Men der er håb for drenge som Ernst. Folkekirkens Nødhjælps partnere Pokolenie, Centre for Protection of Children og Centre Interbilim er gået sammen for at forbedre børns vilkår i Kirgistan.
Det nye netværk, som Folkekirkens Nødhjælp støtter, vil forbedre børns vilkår i den tidligere sovjetrepublik, hvor en tredjedel af befolkningen er under 15 år, og halvdelen af børnene lever i fattigdom.
En del af arbejdet er blandt andet at undervise personalet på institutioner som ungdomsfængsler i børns rettigheder og behov. Også det direkte arbejde blandt de mest udsatte børn med at give dem færdigheder og uddannelse, som kan forbedre deres situation, er i fokus.
Det er tydeligt at se, at medarbejderne fra Pokolenie er populære blandt drengene i ungdomsfængslet: her er endelig nogle voksne, der lytter og tager dem alvorligt. Også Ernst sænker paraderne for en stund, da de snakker med ham. Der er stadig håb.