© Malik Alymkuloff
|
| Gulnara Derbisheva har skrevet kirgisisk historie, fordi hun er det første parlamentsmedlem i Kirgistan, som kommer fra NGO-verdenen |
Når Gulnara Derbisheva hver dag tager på arbejde, får hun næsten lyst til at knibe sig i armen.
Drømmer hun, eller er hun vågen: ”Jeg bliver hentet af min chauffør i bil, og herinde i parlamentet har jeg både egen sekretær og kontor. Jeg synes, jeg bliver forkælet og spekulerer en del på, om jeg kan gå hen og blive afhængig af det,” forklarer hun med en anelse bekymring i stemmen.
For der var intet, der for blot få år siden tydede på, at hun ville havne som medlem af landets regering.
Gulnara Derbisheva kommer fra det fattige Batken i den sydlige del af Kirgistan og tilhører hverken eliten eller præsidentens klan, hvilket ellers er det gængse adgangskort til magtens korridorer.
Hun havde ingen planer om at blive politiker, men blev opfordret til at stille op for regeringspartiet ved valget i 2007.
Dengang var hun ansat i en lokal NGO, som netop arbejdede for at få flere kvinder i politik.
”Mange kritiserer præsidenten for at være lige så uduelig som den forrige, men der er i hvert fald en ting, der er blevet bedre. Før var der ingen kvinder i parlamentet. Nu er der 30 procent,” forklarer den 40-årige politiker.
Der er mange ting, hun er utilfreds med i regeringen, men frem for at stå uden for i oppositionen har hun valgt at søge indflydelse ved at blive en aktiv del af magt­apparatet.
Splittet familie
Førhen var Gulnara Derbisheva lærer i en landsbyskole, men i midten af 1990erne fik hun på skift job i flere af de nye græsrodsorganisationer, som opstod på grund af den stigende fattigdom. Og netop de sociale forhold er i dag hendes mærkesag.
”Jeg har nogle få kolleger, som har samme baggrund som jeg. Vi prøver at holde sammen og støtte hinanden i det daglige politiske arbejde,” fortæller Gulnara Derbisheva, hvis største succes er, at hun har fået de folkelige organisationer på finansloven.
”I Kirgistan er NGO’er jo ikke noget, som er populært blandt magthaverne. De betragtes nærmest som en form for modstandere. Derfor er jeg meget stolt over, at vi nu har et par organisationer, som er begyndt at modtage støtte fra staten,” siger Gulnara Derbisheva og understreger, at hun nok stadig føler sig mere som NGO’er end som politiker.
Og måske vender hun inden alt for længe også tilbage til den verden, da det er svært at kombinere det politiske liv med familielivet.
Gulnara Derbisheva har seks børn. De tre ældste bor hos hende i Bisjkek, mens de tre yngste, hvoraf den mindste kun er tre år, bor hos deres far i Batken.
Han er alvorlig ramt af diabetes, og hun ved, at han har brug for hendes støtte derhjemme: ”Så selvfølgelig stiller jeg mig selv spørgsmålet, om prisen for mit politiske arbejde er for høj.”