Efter nogle hårde år med skilsmisse og svingende selvtillid har gospelsangerinden Marie Carmen Koppel besluttet at have et positivt syn på livet.
”Når man beslutter, at tingene skal være gode, så sker der også nogle gode ting for én. Sådan har jeg oplevet det,” siger Marie Carmen Koppel.
Lys i det grå
Den 38-årige sangerinde sidder ved spisebordet i sin lejlighed i Vanløse. En gang imellem falder hendes blik på vinduet og videre på verden udenfor.
Kalenderen siger, at det er forår, men det skulle man ikke tro, når man ser den grå himmel derude.
Den giver en fornemmelse af, at alle farver, fra græssets grønne til murstenenes røde, blot er forskellige nuancer af den samme grå.
Det når dog ikke ind i Marie Carmen Koppels lejlighed. Alt det triste grå. Her er lyst. For det har hun bestemt, at der skal være.
Nogle hårde år
De seneste par år har ellers langt fra været lyse og positive set med Marie Carmen Koppels øjne.
Hun blev skilt fra sin mand i 2007. Årsagen til skilsmissen vil hun gerne holde for sig selv, da det er en privat ting. Hun fortæller dog gerne om, hvordan hun har haft det efter skilsmissen.
”Det har været en hård tid. Det er ikke, fordi jeg ikke også har haft det godt og lavet sjove ting. Men jeg har måttet kæmpe. Kæmpe i stedet for at leve,” siger hun.
Marie Carmen Koppel har kæmpet med at finde ud af at være alene med sin femårige datter Celeste, der bor fast hos sin mor, men også en gang imellem er hos faderen.
Der er masser af spørgsmål, men ikke noget klart facit, når man skal finde ud af, hvad der er bedst for både mor og datter.
”Hvor meget kontakt skal man så have? Skal jeg ringe og sige godnat, når hun er ved sin far, eller er det bedst, jeg lader være? Hvor meget kontakt skal faren og jeg have?”
Man skal lære at blive skilt
Marie Carmen Koppel sidder med den højre albue på bordet og hviler kinden i hånden.
Hun snakker tydeligt og ser mig i øjnene, når hun da ikke kigger ud af vinduet, mens hun tænker sig om.
Hun virker afklaret.
”Man skal lære at blive skilt. Det er en proces. Så prøver man noget og finder ud af, at det fungerer nok ikke, og så prøver man noget andet. Man er hele tiden igennem faser,” siger hun.
Sammen om at være alene
STEMMER TIL HJÆLP |
Marie Carmen Koppel, James Sampson, Alberte Winding, Linda Andrews, Benjamin Koppel, Jaleesa, Nellie Ettison og Laura Kjærgaard er nogle af de sangere, der medvirker på gospel-støtte- |
Marie Carmen Koppel har boet i lejligheden i tre år sammen med Celeste.
De tilbringer det meste af deres tid sammen, når Marie Carmen Koppel ikke er ude at synge.
De slapper af sammen, går på museer eller klarer praktiske ting i hjemmet som rengøring eller madlavning.
De er fælles om alt og har også været det igennem den svære tid.
”Skilsmissen har været et bjerg, vi har skullet gå op ad sammen mig og den lille. Vi var begge skuffede over det, der var sket. Jeg var på voksenmåden, og hun var på børnemåden,” siger hun.
Tvunget til at komme videre
Det at være alene med datteren har været hårdt, men har også været med til at få Marie Carmen Koppel igennem den svære tid.
Hun blev nødt til at komme videre efter skilsmissen og give Celeste et så stabilt liv som muligt.
”Jeg har gjort et kæmpe stykke arbejde og gør det stadigvæk hver dag. Jeg prøver virkelig at være der for hende og snakke med hende om det og sørge for, at der er orden på tingene.”
Gammeldags romantiker
Marie Carmen Koppels forældre har været gift siden 1969, hvilket har været med til at give datteren et romantisk billede af ægteskabet.
”Jeg er måske nok lidt gammeldags. Det sværeste ved at blive skilt er, at selv hvis du får en anden kæreste, så er det bare ikke ­faren til dit barn. Den der magiske familie, den kommer aldrig igen. Det var nok ikke lige det her, jeg havde drømt om,” siger hun med et skævt smil.
”Jeg forstår mig ikke på den moderne familie. Mine forældre har været sammen i over fyrre år, det kan jeg nok lidt bedre forstå.” Hun holder en lille pause og smiler så helt.
”Det andet her er for moderne for mig.”
Arbejdsnedtur
Marie Carmen Koppel fortæller ivrigt, og det er ikke mange gange, der er tavshed i den hvide stue denne eftermiddag.
Oven i krisen efter skilsmissen blev gospelsangerinden heller ikke længere booket til så mange koncerter.
Det hjalp ikke på humøret.
”Mit arbejdsliv betyder rigtig meget, og det er en rigtig stor del af min identitet. Og sådan tror jeg, det er for mange mennesker. Hvis man har et arbejdsliv, der ikke fungerer, kan man nemt blive rigtig ked af det,” fortæller hun.
Skal være aktiv
Selv mener hun, at den mindre gode periode skyldtes finanskrisen, der går ud over stort set alle brancher.
I dag går det bedre, og hun spiller mellem 80 og 100 koncerter om året, hvilket passer hende godt.
”Jeg fungerer bedst som menneske, når jeg er ude at synge, for det er dét, jeg kan. Hvis der er for lange perioder, hvor jeg ikke har nok arbejde, så bliver jeg frustreret. Og så kan man hurtigt miste troen på sig selv,” siger hun. Hun piller ved den blomstrede kaffekop foran sig.
”Selvtillid er jo ikke en konstant ting. Den er jo virkelig svingende.” Hun lægger tryk på ordet virkelig.
”Så hvis der er for lange perioder, hvor jeg ikke er ude at optræde, så kan jeg godt miste troen på, at der er nogen, der gider at høre mig, og at jeg kan noget som helst,” siger hun.
Nedtur kræver hårdt arbejde
I de perioder, hvor en kunstner ikke har så meget opmærksomhed, bør man arbejde endnu hårdere for at skabe opmærksomhed om sig selv, mener hun.
Det er her, man for eksempel bør skrive nogle sange og indspille en plade.
”Men hvis man er ked af det og mangler selvtillid, bliver det altså lidt hårdere. Jeg har jo ikke et arbejde, jeg skal på hver dag. Jeg skal selv skabe min hverdag. Det har i perioder været svært at finde energien. Specielt lige efter skilsmissen.”
Nyt år – frisk pust
Et knust hjerte, livet som enlig mor og den flygtige selvtillid bragte Marie Carmen Koppel i tvivl om, hvor hun var på vej hen både professionelt og personligt.
Specielt dukkede tvivlen op i begyndelsen af hvert år.
”Jeg tænkte, åh nej, nu starter det. Januar. Nyt år. Hvad skal man? Hvad skal jeg? Alle spørgsmålene. Om alt i livet. Det var sådan, jeg startede de to foregående år. Og så blev jeg lidt i den tilstand resten af året,” siger hun.
Dette ændrede sig i januar 2010.
”Jeg havde en kaffeaftale med en god ven, der sagde, hør nu her, Marie. Hvert år i januar sidder du sådan der og siger, hvad skal jeg leve af, og hvad skal jeg finde på? Og det går jo meget godt!”
Kan anbefale at tænke positivt
Det var gode råd, som Marie Carmen Koppel havde brug for, hun blev sparket videre.
”Jeg tænkte ja, nu går jeg i gang med at lave nogle af de ting, som jeg har drømt om og tror på det. Det er rigtig fedt,” siger hun.
”Så det kan jeg anbefale. At tænke positivt.” Et grin undslipper hendes læber.
En af de ting, hun har drømt om længe, er at indspille et julealbum med alle de klassiske amerikanske julecarols, hvilket hun så er gået i gang med.
Og så er det måske heldigt nok, at vejret udenfor ikke siger forår.
Har nået meget
Ud over at tænke positivt om fremtiden hjæl­per det også Marie Carmen Koppel at tænke positivt på fortiden og anerkende det, hun har opnået hidtil.
Hun har i sin karriere sunget over 1000 koncerter, indspillet fem egne albums og medvirket på et hav af andres.
Når selvtilliden har svigtet, har hun dog godt kunne glemme, at det hun faktisk har opnået, er en hel del.
”Når man så bliver gjort opmærksom på det, kan der godt gå nogle ting op for en. Hvor meget, man har lavet, hvad man har opnået, og hvad man kan,” hun har snakket sig varm, men stopper så op.
”Gud, hvor jeg snakker meget, hva’?” griner hun.
Husk at kigge tilbage
Det er en veltilpas kvinde, der sidder med armene foldet på det hvide spisebord.
Jeg forvisser hende om, at det skam kun er dejligt, at hun snakker meget. Det er jo egentlig det, der var meningen.
Efter at have grinet lidt over sin egen taleiver, fortsætter hun som før.
”Når man er selvstændig, som jeg er, skal man selv skabe sin egen hverdag og indholdet af sit arbejdsliv. Selvfølgelig er der folk, der ringer og hører, om jeg kan synge til forskellige ting, men jeg skal selv skabe en udvikling. Og så er det vigtigt, at man husker sine drømme, og at man kigger tilbage en gang imellem og ser, at man faktisk også har nået meget.”
