Lokes drøm
| Foto: Kit Halidng |
Trods hårde odds får mange børn alligevel en chance for at trives og udvikle sig.
Et af de børn er Loke, en opvakt og livsglad pige på 10 år.
Loke er vokset op i en lillebitte landsby langt ude på landet i det sydlige Etiopien.
Landsbyen ligger på en bakketop omgivet af græsgange og består af fem hytter og en stor, indhegnet køkkenhave med kogebananer.
I hytterne boede indtil for fire år siden Loke, hendes far og mor og to søskende og Lokes onkel, hans to koner og fem børn.
Faren og onklen delte græsgangene imellem sig.
Så døde Lokes far. Samtidig blev moren så svag, at hun og de tre børn flyttede ind hos onklen og hans to koner. Så døde moren også.
Nu bor Loke og hendes to søskende i hytten hos en af onklens koner på lige vilkår med familiens egne børn.
”Det er klart, det er svært at tage tre ekstra børn til sig, så der pludselig er otte børn. Men de er af mit kød og blod, så der er ikke noget valg. Det må vi bare leve med,” siger Lokes onkel, Gamada Banke.
De to ældste børn går i skole. En af dem er Loke, selvom hun er en pige.
Onkel Gamada håber, at der bliver ved med at være råd til at holde børnene i skole, også når de yngste bliver gamle nok.
Loke håber bare på én ting: ”Jeg vil rigtig gerne gøre skolen færdig. Og så vil jeg gerne være skolelærer og undervise andre,” siger hun.
Med hjælp fra Sogneindsamling 2008 kan Lokes drøm gå i opfyldelse.
