For tre år siden så jeg dem første gang i Rakai i det sydlige Uganda. To halvstore knægte på hug foran noget, der lignede de skrøbelige huler, vi byggede som børn. Grenhytten var deres hjem, og de to drenge havde hutlet sig igennem ni forfærdelige måneder, inden de fik hjælp.
|
| Muonge Ibrahim og Yiiga Peter før de fik hjælp |
14-årige Muonge Ibrahim og 12-årige Yiiga Peter stod helt alene i verden, efter at både far, mor og en onkel var døde – højst sandsynlig af aids. En overlevende tante kunne dårligt overskue at forsørge sine egne børn - derfor røg drengene ud.
Folkekirkens Nødhjælp samlede under Sogneindsamling 2003 ind til at hjælpe børn, som var blevet forældreløse på grund af aids, så der var ingen tvivl om, at drengene skulle få den materielle hjælp, de havde brug for. Men det, der gjorde mødet med de to knægte så sørgeligt, var det præg af dyb ensomhed, der lå over dem og deres gennemblæste grenhytte på bakken.
Tre år senere vender jeg tilbage for at finde drengene fra grenhytten . Der er ingen hjemme ved det hus, som drengene nu har fået at bo i. Der er to værelser og et latrin – ren luksus efter ugandiske forhold. Efter at have kaldt på dem i et stykke tid dukker to halvvoksne unge mænd op. Især storebror har fået en selvsikkerhed og en håndværkers gode greb om tingene. Genertheden er også til at overse, selv om der sådan kommer gæster udefra.
|
| I dag har de to brødre fået mod på livet |
Jeg bænkes ved bordet i stuen og har svært ved at lade være med at stirre på miraklet over for mig. Væk er håbløsheden og fortvivlelsen - brødrene kigger selv lidt forundrede på min gamle artikel med billeder af grenhytten.
"Vi kan næsten ikke tro, at det er os. At vi levede sådan dér. Nogle gange glemmer jeg det lidt, men kun for kort tid ad gangen. Sådan noget kan man egentlig aldrig glemme," siger Muonge.
Men der er ingen bitterhed - heller ikke mod naboerne, som drengene i dag har et godt forhold til.
"Hvad skulle de gøre? De følte ikke, at de havde nok mad til at tage sig af flere børn. Men nu kommer de og besøger os, og de kan se, at vi også lever som rigtige mennesker. De stoler på os nu."
Muonge medgiver, at der bestemt fandtes folk i nærheden, som kunne have hjulpet de to drenge uden ligefrem at skulle sulte. "Men jeg hader dem ikke," understreger han.
Muonge gør sig uundværlig i omegnen som cykelsmed, og han arbejder hårdt, for at hans bror kan fortsætte i skolen.
"Jeg var altid selv den bedste i klassen, da jeg gik i skole. Du kan bare spørge min lærer," fortæller Muonge stolt.
Allerede nu har han sparet op og købt en ko, som er sendt på græs hos en ven. De to knægte er stadig landmænd, som passer deres marker med bønner, madbananer, kartofler og gulerødder.
"Jeg vil være en rigtig mand, " understreger Muonge.
"Jeg vil have, at når folk spørger: Hvis er det hus? Så svarer man. Det er Muonges sted."