|
| Alexander Volgin var ni år, da Sovjetunionen brød sammen. Han voksede op i et samfund uden faste retningslinier for, hvad der var rigtigt og forkert |
Da Alexander Volgin en dag i 2000 fik at vide på det lokale aids-center, at han var hiv-positiv, anede han ikke, at der var forskel på hiv og aids:
"Jeg troede, det betød, at jeg snart skulle dø," fortæller han.
Dengang var Alexander Volgin 20, narkoman og ligeglad med tilværelsen. I dag er han 27, stoffri og bruger det meste af sin fritid på at vejlede andre unge om hiv.
I Rusland er oplysning en stor mangelvare, og derfor har han oprettet ngo’en Ravnovesie sammen med nogle venner. Organisationen arrangerer blandt andet informationsmøder, hvor de unge bliver oplyst om deres rettigheder og får at vide, hvordan hiv smitter. Samtidig bliver de klar over, at de langt fra er alene om at være smittede.
Tusindvis af unge russere har i dag hiv. Deres fælles skæbne er, at de var børn eller teenagere, da Sovjetunionen brød sammen i 1991. Kommunismen forsvandt fra den ene dag til den anden, og der var umiddelbart ingen ny samfundsorden at sætte i stedet. Fabrikkerne lukkede, og folk blev arbejdsløse. Mange kunne ikke håndtere de nye tider og begyndte at drikke. Det gjaldt også Alexander Volgins forældre.
"Min mor og far havde ikke overskud til at tage sig af mig. Og de forskellige fritidsaktiviteter, som skolen plejede at tilbyde, eksisterede ikke længere. Derfor begyndte jeg i 4.-5. klasse at strejfe rundt i gaderne, og da heroinen begyndte at strømme ind fra Afghanistan i 1997, var jeg et oplagt offer."
Som hund og kat
På det tidspunkt var det lige så billigt og nemt at få fat i stoffer som at købe en pakke smøger i den nærmeste kiosk. Og der var ingen, der fortalte børnene, at narkotika og brugte kanyler var dårligt selskab.
Trods stofmisbruget gennemførte Alexander Volgin en uddannelse som træskærer på teknisk skole. Han boede også stadig hjemme i en lille tre-værelses lejlighed i Skt. Petersborg sammen med sin mor og søster. Faren var i mellemtiden død.
"I det ene værelse sad min mor og drak, i det andet boede min søster alene med to små børn og i det tredje sad jeg og stak mig. Vi levede som hund og kat."
Alexander Volgin havde flere gange været tæt på at dø af en overdosis, uden at det fik ham til at kvitte heroinen. Men da han fik at vide, at han var hiv-positiv, begyndte han at interessere sig for livet igen.
"Dengang troede jeg jo stadig, at jeg pludselig ville falde om og dø – så kald det bare sindssyg optimisme. Men det var netop lykkedes mig at få et job, og det ville jeg gerne beholde. Derfor begyndte jeg at arbejde i næsten døgndrift, og til sidst havde jeg arbejdet mig ud af stofferne."
Kister foran rådhuset
I 2003 havde Alexander Volgin fået det så godt, at han syntes, det var på tide at få et normalt liv og en kæreste. Han gik dog ikke i byen, som de fleste unge ellers ville gøre. For i Rusland er hiv forbundet med stor stigmatisering. Han gik i stedet hen på det lokale aids-center i håb om at løbe ind i andre, som også havde hiv. Her fik han ikke blot en kæreste, men kom også i kontakt med aktivister, der i et stort ngo-netværk tog rundt til de større byer for at kæmpe de hiv-ramtes sag.
"På det tidspunkt var det store problem, at der ikke var nogen adgang til behandling. Det eneste, myndighederne kunne tilbyde, var en hiv-test," forklarer Alexander Volgin, der blev en af drivkrafterne i ngo-netværket.
I Skt. Petersborg var han en af dem, der bar rundt på ligkister foran borgmesterens kontor for at skabe opmærksomhed. Og i Kaliningrad var han med til at lænke sig fast med kæder til rådhuset. Det var begivenheder, der var så usædvanlige i Rusland, at de blev bragt i utallige medier. I dag er Alexander Volgin overbevist om, at de mange provokerende aktioner rundt om i landet var medvirkende til, at magthaverne til sidst reagerede og sørgede for at skaffe penge til den dyre hiv-medicin.
Kampen er dog langt fra slut for Alexander Volgin. For selv om sundhedssystemet nu kan tilbyde behandling med hiv-medicin, så holder patienterne sig væk på grund af dårlige erfaringer. Derfor bruger Alexander Volgin også tid på at skabe kontakt mellem de hiv-smittede og det lokale aids-center. På den måde er han med til at nedbryde de unges angst, så de får mod på at gå hen til centret. Samtidig bliver de ansatte på centret mere bevidste om, at narkomaner og hiv-smittede skal behandles værdigt.
"Dengang jeg selv fik konstateret hiv, skulle jeg for eksempel skrive under på, at jeg som narkoman var kriminel og ansvarlig for min sygdom. Og så sagde sygepersonalet til mig, at jeg i virkeligheden burde lænkes til en radiator, så jeg ikke var i stand til at sprede mere sygdom."
Læs mere på www.noedhjaelp.dk/europa