FEBRUAR 1997
TILBAGE TIL DØDENS JUNGLE
© Lisbeth Engbo
|
| Folk på vej hjem til deres landsbyer i 1997 efter at have boet i flygtningelejre i 20 år |
En strøm af mennesker. På støvede veje. En folkevandring.
Nogle går til fods, andre kører i oksekærrer. De er på vej tilbage til deres landsbyer efter at have boet i flygtningelejre i 20 år.
Jeg er i distriktet Oral, midt i Cambodja.
Det burde være en lykkelig begivenhed. At vende tilbage til sin landsby.
Men der er ikke meget at komme tilbage til. Huse er ødelagte, marker er overtaget af skov, mad er en mangelvare, og oven i hatten er et utal af landminer spredt med ødsel hånd under de mange års konflikt mellem De Røde Khmerer og regeringshæren.
Nu har De Røde Khmerer overgivet sig. Det er februar 1997.
Mit første besøg i dette område af Cambodja, som indtil nu har været besat af tilhængere af det tidligere regime, De Røde Khmerer.
OKTOBER 1997
PLASTER I PANDEN
Efter tre dages rejse i bil, båd og på oksekærre på mudrede, hullede og ikke-eksisterende veje ankommer jeg i silende regn igen til landsbyen Trang i Oral-distriktet.
Otte måneder efter mit første besøg. Folk fra landsbyen stimler sammen om mig. De er beskidte.
Deres tøj hænger i laser. Der er ikke nogen smil. Husene i landsbyen består kun af et par brædder dækket med lidt blåt plastik.
Hvide plastre med tigerbalsam i panden fortæller, at mange af børnene og de voksne er syge. De har malaria, infektioner eller diarré.
Da jeg spørger dem, hvad de har brug for, svarer de: “Mad, rent vand og skoler”. I den rækkefølge.
NOVEMBER 1998
SPIRENDE HÅB
Der er sket noget. Ikke meget. Men lidt.
| DE RØDE KHMERER |
|---|
| Havde magten i Cambodja fra 1975-79, hvor de forsøgte at forvandle landet til et maoistisk bondesamfund. |
Vejene frem til de to landsbyer Trang og Chambak i Oral er blevet forbedret på det år, der er gået, siden jeg var her sidst.
Der er stadig masser af landminer i området, men et minerydningshold er i gang med rydningen.
Det går fremad. Dog er manglen på mad og rent vand et kæmpe problem.
I Trang henter de stadig deres vand i grumsede mudderhuller, mens beboerne i Chambak har deres flodvand.
APRIL 2003
TOTAL FORANDRING
Tre timers tur i en bil og jeg er fremme i landsbyen Trang.
Der er gået fem et halvt år, siden jeg var der første gang.
Jeg bliver mødt med smil.
| DET ARBEJDER FOLKEKIRKENS NØDHJÆLP MED I CAMBODJA |
|---|
|
|
Se flere billeder fra Lisbeth Engbos rejser fra 1997 |
Folk fra landsbyen er rene og ser raske ud. Det blå plastik, som før gjorde det ud for vægge og tag i mange huse, er byttet ud med træ og strå.
De har et hjem nu. Der er brønde i landsbyen med rent vand.
De fleste af børnene har skoleuniformer på, og der er kun få minefelter tilbage, som mangler at blive ryddet.
Men på grund af tørke er der mangel på ris, så cambodjanernes foretrukne spise er stadig en mangelvare.
FEBRUAR 2008
KVINDER BAG DISKEN
Jeg er tilbage på Orals grusveje. Mange af oksekærrerne er udskiftet med små ladvogne med motor, som fragter alt fra skolebørn og hønseflokke til store paller af træ.
Små butikker med hverdagsvarer er skudt op overalt.
© Lisbeth Engbo
|
| “Vores liv er blevet forbedret med 80 procent. Nu mangler vi bare lige de sidste 20,” fortæller 44-årige Toun Suen, hvis kone og børn, jeg har fulgt siden 1997 |
En del af dem ejes og drives af kvinder, som før var meget fattige, men som nu i kraft af mikrolån har fået mulighed for at etablere et erhverv, som har forbedret deres levestandard væsentligt.
Uden for folks huse ser jeg høns, grise og køer. Og folk som jeg har mødt gennem de sidste 11 år er forandrede.
De ser raske ud. Og mange har taget på i vægt. De har dog stadig langt fra brug for assistance fra vægtkonsulenter.
Men nye udfordringer lurer. Folk fra landsbyerne fortæller, at klimaet har ændret sig.
Der er flere oversvømmelser og længere perioder med tørke. Det påvirker høsten, og mangel på mad kan blive et alvorligt problem.
Derfor støtter Folkekirkens Nødhjælp nu landsbyboernes arbejde med at oprette et beredskab. Vandingskanaler, kunstige vandhuller, dybe brønde, dæmninger, rislagre og forhøjede vejbaner skal gøre familierne mindre sårbare over for kommende katastrofer. Dette arbejde støttes af EU Kommissionens Humanitære Kontor (ECHO)
Af Lisbeth Engbo, libo@dca.dk, og Marianne Lemvig, mle@dca.dk