Når fisk for anden gang inviterer til Redesign fiks konkurrence foregår det i Folkekirkens Nødhjælps nye lokaler i København. Redesign fiks er Folkekirkens Nødhjælps trendbutikkers egen designkonkurrence, hvor syinteresserede i samarbejde med designere skaber en ny kollektion til butikkernes genbrugsmærke fiks.
Deltagerne har en måned til at sy deres bud på den kommende fiks-kollektion, som laves af genbrugstøj. Tøjet, som består af alt lige fra mormor-kjoler, herreskjorter, bukser med svaj og stramme nederdele, er hentet i Folkekirkens Nødhjælps øvrige genbrugsbutikker.
Frivillige frisører, fotografer, grafikere og et modelbureau stiller op den 16. november for at puste stjernestøv ud over de nyskabende kollektioner.
Dommerpanelet består af professionelle modeeksperter.
Imens dommerne diskuterer farver, styling og originalitet, kan publikum se udvalgte kortfilm fra MADE IN VIDEO, lytte til musik leveret af DJ Uokin Djinja Squad og stemme på deres personlige favorit blandt de mange kollektioner. Efter showet byder fisk på bar og mere musik i de nye lokaler i Sankt Peders Stræde 1.
Vinderkollektionen kan købes i fisk butikken i København og i Sønder Allé 12 i Århus fra den 1. december.
Tekst og foto: Iben Friis Sørensen
