Har I lyst til at synge kor på denne her sang?” råber hun ud over de par tusinde mennesker, der har fundet vej til scenen.
Festen er efterhånden godt i gang, og publikum råber samstemmende JA.
”Det tænkte jeg sgu nok!” siger hun med et smil.
Vi er i juli, og temperaturen er oppe at røre 30 grader.
Solen bager på Pernille Højmark, der står på den store sorte scene på Vig Festivalen i det nordvestlige Sjælland.
Hun står som den absolutte frontfigur i bandet Sweethearts, der kort sagt er kommet for at holde en gevaldig fest med de mennesker, der har trodset den bagende middagssol og er gået til koncert.
Festen bliver sparket i gang med John Mogensens klassiker ”Fut i fejemøget”. Derefter følger Ulla Pias ”Flower Power Tøj”, som Pernille Højmark vil have tilskuerne til at synge kor på. Så er stilen ligesom lagt. Selv leder hun festen iført en knaldorange kjole med et utal af frynser.
”Må jeg se jer danse, Vig!” råber hun ud over publikum. Og de danser. Pernille Højmark har forsamlingen i sin hule hånd fra det øjeblik, hun træder ind på scenen.
Alle, både unge mennesker og dem, der kunne være deres forældre, vrikker velvilligt rundt og synger med af deres lungers fulde kraft i den bagende varme.
Noget galt i verden
Halvvejs henne i koncerten vender Pernille Højmark og Sweethearts tilbage til John Mogensen med sangen ”Der er noget galt i Danmark”.
Et budskab Pernille Højmark godt kan følge. Der er faktisk noget galt i hele verden.
”Det har der altid været,” siger hun. Det er et par uger efter koncerten. Sommeren er stadig over Danmark, men vi befinder os nu i haven i veninden og skuespillerinden Benedikte Hansens sommerhus i Nordsjælland.
”Jamen, hold nu kæft, der er masser galt,” fortsætter Pernille Højmark og henviser til et berømt citat af forfatteren Henry Miller:
”Paradis er her jo! Vi er her! Hvis vi bare for helvede kunne finde ud af det!”
Vi sidder i skyggen fra et træ på græsplænen bag sommerhuset. På et lille bord har Pernille Højmark dækket op med vand, kaffe og småkager.
”Forskellen mellem rig og fattig, altså jo mere, man kunne få udlignet den, jo rarere et sted, ville verden være, jo færre krige ville opstå. Sådan er det jo.”
Pernille til Malawi
Pernille Højmark har sagt ja til at tage med Folkekirkens Nødhjælp til Malawi, hvor hun skal være med til at sætte fokus på årets Giv en ged-kampagne eller med egne ord: ”Se om det dur til noget med de der geder.”
Hun har altid været socialt bevidst og mener, at vi som mennesker har pligt til at blande os og bidrage til, at verden bliver et bedre sted for os alle.
Dog har hun længe været i tvivl om, hvordan hun så bedst kunne gøre det.
”Det har da været en frustration. For hvad skal man gøre, og hvor går man hen og gør det?”
Svaret håber Pernille Højmark at have fundet med projektet for Folkekirkens Nødhjælp.
Et projekt hun kom ind i lidt tilfældigt, men på eget initiativ.
Et opkald fra en ”phoner” fra Folkekirkens Nødhjælp, der ville høre, om hun ville give et bidrag til organisationens arbejde, udviklede sig til, at Pernille Højmark nu skal til Afrika. Hun ville gerne gøre mere end bare at hjælpe økonomisk. Og så tog det ene det andet.
De andres tur til at lytte
Tidspunktet, hvor Pernille Højmark går aktivt ind i hjælpearbejdet, er ikke tilfældigt. Hun har for nylig rundet et skarpt hjørne.
”Der sker altså noget, når man bliver 50! Der er et eller andet menneskeligt overskud, der melder sig. Så det passer sgu meget godt, at det er nu, jeg kaster mig ud i det her projekt. Jeg synes, jeg er parat,” siger hun.
Det menneskelige overskud handler blandt andet om, at Pernille Højmark har nået et punkt, hvor hun kender sig selv så godt, at hun har mere overskud til at give af.
Hendes personlige udvikling har så at sige nået et punkt, hvor hun er godt tilfreds.
”Der kommer sådan en pondus: Nu gider jeg ikke lytte og lære mere, nu må I lytte og lære,” siger hun.
En anden side af det overskud, Pernille Højmark nu er i besiddelse af, er af den mere håndgribelige slags: Det handler om økonomi.
Hun er et sted i sin karriere, hvor hun kan vælge mere frit end tidligere.
Hun er en etableret skuespiller. Bandet Sweethearts, der har eksisteret i mere end 20 år, lever sit liv. Og selvtilliden fejler ikke noget.
”Det går meget godt. Og jeg er her jo endnu. Jeg er i en branche, hvor mange ellers ikke er der længere, når de er 50. Og det er meget fedt at mærke, at man har den der staying power. Så kan man godt begynde at sige til sig selv, at nu har du været her så længe, så kan du sgu nok godt tage nogle år mere,” siger hun.
Fest og nødhjælp
Til koncerten på Vig Festivalen får Pernille Højmark og resten af Sweethearts publikum til at danse russisk kædedans.
Man skal helt ned bagved til ”stoleområdet” for at finde folk, der ikke danser med.
Pernille Højmark deltager selv for fuld fart, og med en hånd på bassisten Kim Kidholms skulder danser hun frem og tilbage over scenen.
”Det passer godt til mig at have et fest­orkester, for festen er en vigtig ting.
Fordi det er at hylde livet på en eller anden måde. Og vi er jo trods alt nogle af de mange mange sædceller, der blev til noget,” siger hun i sommerhuset i Nordsjælland og griner.
Pernille Højmark smiler ofte bredt, når hun snakker. Øjnene bliver til små sprækker, og en gang i mellem kommer der en smule lyd på, og smilet bliver til et grin.
Hun mener, vi mennesker ikke kun har pligt til at forsøge at gøre verden til et bedre sted. Vi, der kan, har også pligt til at nyde livet en gang i mellem.
”Man skal i det mindste værdsætte, hvad man har,” siger hun.
Derfor mener hun heller ikke, at der er nogen modsætning mellem at holde fest på en scene og så tage til Malawi for Folkekirkens Nødhjælp.
Det er to sider af samme sag. To sider af samme Pernille Højmark.
”Et gammelt indiansk ordsprog lyder, at den, der kun dyrker den ene side af medaljen, bliver selv dens bagside,” siger hun.
Derfor er det også vigtigt, at vi husker at slå os løs en gang i mellem. Vi har behov for det.
”Vi har brug for at få lidt luft fra øverste etage en gang i mellem. Vi har også brug for at flytte tilstand. Det er derfor, vi har brug for at drikke os fulde eller ryge os skæve. De mennesker, der aldrig gør det, er kontrolfreaks. Jeg tror ikke, det er sundt at være så bange for at miste kontrol. Det har jeg aldrig været, kan man sige,” griner Pernille Højmark.
Svær ungdom
Pernille Højmark har altid slået sig løs og gjort, som hun ville.
I hendes ungdom var meget af hendes opførsel en reaktion på en stor sorg, hun gik med inden i.
Faderen tog livet af sig selv, da hun var 13, og moderen døde af kræft, da hun var 20.
I årene der fulgte, var der derfor nogle indre dæmoner, der skulle ud.
I de situationer brugte hun blandt andet at tale med Gud. Pernille Højmark er ikke religiøs i den forstand, at hun tror på en gud i himmelen med stort hvidt skæg.
Hun har lånt lidt af de forskellige religioner og stykket noget sammen, der passer til hende.
”Jeg føler, der er noget, der er større end mig, og jeg føler, at det ligger ude i naturen. Da jeg var i meget stor sorg, var en del af min redning – ud over drukture på de mest snaskede værtshuse – at være i naturen. At gå lange ture,” fortæller hun.
Det var her, hun snakkede med Gud. Eller råbte af Gud, når det var det, hun havde brug for.
Give endnu mere af sig selv
I dag føler Pernille Højmark sig fri af de negative ting fra en sorgfyldt fortid.
Det er også en af grundene til, at hun har overskud til at give videre.
Hun vil gerne inspirere andre mennesker til også at gøre noget for verden.
F.eks. drømmer hun om at lave ti dokumentarfilm om folk, der fascinerer og inspirerer hende.
Det er for eksempel en cubansk mand ved navn Rolando, der var med i forreste linje under Castro, indtil han selv faldt i unåde og blev smidt i fængsel.
Her organiserede han fangerne til at producere sko, tekstiler og smykker under USA’s embargo.
En anden fascinerende person er en kvinde, der var fængselsbetjent under Mao, men som nu driver flere børnehjem for børn, hvis forældre sidder i fængsel.
”De mennesker minder mig om, at man faktisk godt kan gøre noget, selvom man er en enkelt person. Det er inspirerende for verden, at de findes. Så grunden til at lave portrætter af dem er da også, at de skulle inspirere andre,” siger hun.
Selv håber Pernille Højmark, at hendes engagement i Folkekirkens Nødhjælp og rej­sen til Malawi vil give hende overskud til at gøre endnu mere. Give endnu mere af sig selv.
Størst af alt er kærligheden
Tilbage i Vig, nu iført en sølvnederdel og med sveden dryppende, snakker hun hen mod slutningen af koncerten med publikum om kærlighed.
”Hvor mange af jer har været forelskede denne sommer?” spørger hun. Der lyder spredte råb og hænder løftes i vejret.
”Nå, I er derude,” siger hun med et smil, ”det var godt.”
Hun citerer til alle koncerter en bestemt sætning fra biblen, og denne koncert er ingen undtagelse.
”Husk nu Vig, at størst af alt er kærligheden!” råber hun under nummeret Danse i Måneskin.
Som det absolut sidste til koncerten præsenterer hun hver enkelt person i bandet, inden turen kommer til hende selv.
”Og jeg,” råber hun, ”er jeres alle sammens Pernille!”