Den er der hos alle. Tvivlen. Virker det nu. Når pengene frem?
Det er en tvivl, der ofte næres, når der fremlægges studier af udviklingsbistanden udført i økonomiske modeller.
Studier, der forsøger at sætte fattigdommen på en formel.
Studier, der ikke kan finde enkle sammenhænge mellem udviklingsbistand og økonomisk vækst. Nogle forskere finder positive sammenhænge, nogle negative og andre finder ingenting.
Men kampen mod fattigdommen kan ikke sættes på en formel.
Der er mange forhold, de økonomiske modeller ikke inddrager; krige, katastrofer, konjunkturudsving og mislykkede donorkrav.
Det er svært at fange virkeligheden ind i en matematisk ligning.
Bistand til krige og korruption
Under den kolde krig blev udviklingsbistanden ofte givet til korrupte og uduelige diktatorer for at holde dem på den ene eller anden side i det ideologiske opgør.
I 1980’erne gik Frankrig tre gange ind og hjalp en af verdens værste diktatorer Mobuto Sese Seko i det daværende Zaire (DR Congo) med både penge og militær, da befolkningen desperat prøvede at smide ham ud.
Amerikanerne har støttet militærdiktaturer i både Afrika og i Latinamerika for at dæmme op for kommunismen.
Og Sovjetunionen støttede de mest grufulde regimer i kampen for et kommunistisk overherredømme.
Det har været bistand, men det har bestemt ikke været god bistand. Den negative demokratiske arv prøver verdens fattige lande stadig at kæmpe sig fri af.
Udviklingsbistanden er også blevet brugt til ideologiske eksperimenter, som har været yderst skadelige – fra latinamerikansk ultraliberalisme til afrikansk socialisme.
Ikke underligt at forskere, som måler på de sidste 50 år, ikke finder klare sammenhænge.
Efter den kolde krigs ophør har det heldigvis ændret sig.
Men vi taler om en periode på godt 15 år, og vækst og demokrati er en langsommelig proces.
I de matematiske modeller ser man typisk på perioder på et til fem år. I lande hvor man må starte med at stoppe krigene, få børnene i skole, bekæmpe voldsomme sygdomsepidemier eller udvikle nye kornsorter, er det temmelig optimistisk.
Først i dag – efter årtiers indsats i Afrika – begynder vi for alvor at se positive resultater.
En anden forklaring er, at bistand og vækst ofte svinger i utakt. Det er faktisk en del af formålet med bistanden.
Hvis et land kastes ud i en naturkatastrofe, vil væksten falde drastisk, mens bistanden vil stige for at hjælpe mennesker i nød.
Selv om modellerne forsøger at korrigere for den slags, vil det ofte se ud som om, at mere bistand giver mindre vækst.
Er der tale om en langvarig krig – og dem har der været alt for mange af i Afrika – vil det være vanskeligt at give bistand, så her kan bistanden falde.
I den slags situationer kan bistanden og væksten med andre ord svinge enten i takt eller i utakt – det afhænger meget af det enkelte land, af krigen, af katastrofen.
Bistand til erhvervsliv
Endelig har bistanden været målrettet mod mange andre ting end økonomisk vækst.
For de nordiske lande har det afgørende været at bekæmpe fattigdommen. Men selv her har hensynet til hjemlandets erhvervsliv været centralt.
Det har ført til groteske problemer som i el-sektoren i Tanzania, hvor der skulle bruges forskellige stikkontakter i forskellige områder.
| Sådan sikrer vi, at pengene når ud de rigtige steder |
|---|
| Gennemsigtighed er et af de helt centrale ord, når vi taler korruptionsbekæmpelse. En del af de penge, der bruges på administration, er i praksis også en del af vores korruptionsbekæmpelse, da en god administration er med til at sikre, at pengene bruges effektivt og korrekt. Folkekirkens Nødhjælp har en formuleret anti-korruptionspolitik, der gælder alle medarbejdere. Der er etableret en klagemekanisme, hvorigennem korruptionssager kan indberettes og behandles systematisk. Gennem de seneste fem år er under en promille af de penge, som Folkekirkens Nødhjælp forvalter, havnet i korruption, viser anti-korruptionsrapporten, som Folkekirkens Nødhjælp har lavet. Læs mere på: www.noedhjaelp.dk/anti-korruption Tekst Maja Bjørnskov Gram antikorruptionsrådgiver |
Det har ført til ”hvide elefanter” i form af ubrugelige cementfabrikker, mejerier, slagterier og skibe bygget på danske skibsværfter, som hurtigt løb på grund. Og det har, ifølge OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling), betydet, at bistandsprojekterne blev 15-20 procent dyrere, end de ville være blevet uden bindingerne til dansk erhvervsliv.
Den slags gammeldags bindinger til erhvervslivet er heldigvis på vej ud.
Der er heller ingen tvivl om, at udviklingsbistanden i mange tilfælde har været med til at skabe korruption.
Lokale magthavere har ikke følt ansvar over for pengene, der kom udefra, og når utallige donorer støtter tusinder af projekter skal det ind imellem gå galt.
Dertil kommer, at pengene ofte har været bundet til erhvervslivet i de rige lande, hvilket bestemt ikke har været godt for det lokale ejerskab eller konkurrencen. Og virksomhederne i de rige lande har endda – indtil for nyligt – helt lovligt kunne trække korruptionen fra i skat! Omvendt stilles der ofte krav i udviklingsbistanden om fravær af korruption, og mere og mere bistand går til at bekæmpe korruption.
Det trækker i den anden retning.
Lægger vi alle de forskellige situationer og hensyn sammen, er det derfor ikke overraskende, at billedet bliver mudret.
Der er ingen klare sammenhænge. Men bistanden i dag er på en række centrale punkter meget anderledes end bistanden for 10, 20 eller 50 år siden.
Opmuntrende er det derfor at konstatere, at der faktisk sker fremskridt – også i Afrika.
Imponerende fremskridt endda. Væksten i en stribe afrikanske lande er høj og stabil.
Demokratiet breder sig. Der er langt stærkere fokus på bekæmpelse af korruption end nogensinde før.
Det fundament – uddannelse, sundhed, institutioner – som bistanden har været med til at skabe igennem de sidste årtier, begynder nu at virke.
Regeringsførelse og rettigheder
At de matematiske modeller ikke viser enkle sammenhænge, betyder derfor ikke, at bistanden ikke virker.
Vi ved, at rigtig mange projekter og programmer giver solide resultater, og at mange fattige mennesker har fået hjælp.
Bistanden er nok et af de områder, der evalueres mest intensivt. Men resultaterne skal bruges til at starte en vigtig debat om, hvordan vi fremover skal give bistand.
Det er her, den vigtige debat ligger.
Det afgørende er at bryde med den tidligere fokusering på projekter og i stedet langt mere markant satse på lokalt ejerskab og engagement.
Alle rige lande har lavet deres egne projekter, skoler, sundhedsklinikker og brønde og sat små messingskilte på, så alle vidste, hvem der var den glade giver.
Det har undermineret den lokale forvaltning og administration, der har brugt tiden på at tjene donorerne i stedet for at tjene deres egen ­befolkning.
Danmark sendte i 1999 ikke færre end 37 missioner til Uganda, der i sig selv pålagde de lokale myndigheder en arbejdsbyrde svarende til i alt fem til seks mandår. Sygdommen har et navn: ”projektitis.”
Det skal kunne gøres bedre og mere samlet, og det bliver det også.
Der gøres i dag store anstrengelser for at koordinere og harmonisere bistanden. Og for at forankre bistanden lokalt.
Det er bestemt ikke uden problemer. Ofte er der for lille kapacitet hos modtagerlandene eller hos de lokale organisationer.
Der kan være problemer med korruption og ineffektivitet. Derfor skal strategien kombineres med et stærkt fokus på god regeringsførelse og støtte hertil.
Og så skal det kombineres med langt mere fokus på at opbygge de mekanismer i et samfund, der kan holde regering og administration ansvarlige.
Det er dét rettighedsbaseret udvikling handler om; en fri presse, politi, retssystem og ikke mindst et stærkt civilsamfund, der kan råbe op og sige stop, hvis der er misbrug og ineffektivitet. Og det er præcis, det vi ser – fra Uganda og Zambia, til Honduras og Cambodja.
Rettighedsbaseret udvikling handler om at give det enkelte menneske redskaber til selv at kæmpe for sine rettigheder – fra retten til mad til retten til ytringsfrihed og information.
Her er der et markant skifte i forhold til tidligere strategier – også blandt de folkelige organisationer – der fokuserede på behov og uddeling af gratis mad eller såsæd.
Men det er kombinationen af en regering, der i stigende grad lytter efter og en befolkning, der råber op, som sikrer fremskridt og gode institutioner på lang sigt.
I Uganda viste et studie, at kun 20 øre ud af hver krone givet til et sektorprogram for uddannelse faktisk nåede ud til de lokale skoler.
Det førte til en reform, hvor der blev langt større åbenhed i de offentlige budgetter. Der blev sat sedler op på døren ind til skolerne, lavet radiospots og indrykket annoncer i de lokale aviser med information om, hvor mange penge de enkelte skoler burde have fået, og lærere og forældre organiserede sig og krævede, at pengene kom frem.
En senere undersøgelse i 2004 viste, at det nu var 80 øre ud af hver krone, der nåede ud til skolerne.
Det eksempel viser, at det er langt vigtigere at give befolkningen i verdens fattige lande redskaber, rettigheder og information, der gør de selv kan kontrollere, om pengene bruges rigtigt, end blot at sende danske revisorer og regnskabsfolk af sted.
Det er sådan Folkekirkens Nødhjælp arbejder – også med korruption og kontrol. De vigtigste redskaber er åbenhed, information og hjælp til organisering. Det giver lokalt ansvar og ejerskab. Og det virker.
Det betaler sig at investere i fattige
Det er bestemt ikke alle problemer, der er løst. Men den gode nyhed er, at betingelserne for at give god bistand er bedre end nogen sinde – og at bistanden er bedre end nogen sinde.
Det er ikke kun vigtigt at hjælpe af etiske grunde. Utallige studier viser, at det giver rigtig meget mening at investere i fattige mennesker.
Analyser har vist, at vi får pengene mere end 40 gange igen ved en styrket indsats mod HIV/AIDS. Vi får pengene 25 gange igen, hvis vi bekæmper malaria, som dræber mere end én million børn om året.
Den slags afkast er svære at finde ved offentlige investeringer i Danmark.
Det er en god investering at investere i løsningen af verdens problemer. Og det er dyrt at lade være.
En borgerkrig – og dem udbryder der omkring to af om året i verden – koster i gennemsnit næsten 400 milliarder kroner i tab for både landet selv, for nabolandene og for verden. Det svarer omtrent til verdens samlede u-landsbistand.
I Sierra Leone lykkedes det at stoppe en borgerkrig gennem en aktiv indsats og tilstedeværelse af internationale tropper.
Det kostede kun omkring 2,5 milliarder kroner. Det er mindre end det beløb, vi i Danmark siden 2001 har sparet på vores udviklingsbistand om året! Tallene er markante og overbevisende.
Valgte vi ud fra samfundsøkonomiske kriterier, ville vi derfor give langt mere i bistand for at forebygge krige og konflikter og afskaffe sygdomme og sult i stedet for at lappe og helbrede, når skaden først er sket.
Det betaler sig virkelig at investere i fattige mennesker.
Det giver mindre fattigdom, mere uddannelse, bedre sundhed, mere demokrati, mindre ustabilitet, færre krige og konflikter.
Det giver mere velfærd og velstand – og det er et både rigtigt og vigtigt budskab.
|
Christian Friis Bach, cfb@dca.dk, International Chef i Folkekirkens Nødhjælp
