Generalsekretær Henrik Stubkjær holder en finger over hver af de to sorte knapper på en lille gul boks. Først skal den ene trykkes ned, til en lille rød lampe lyser. Dernæst skal han trykke den anden ned.
Det er begyndelsen af november. Den første sne er faldet. Vi er i de kolde og forblæste bjerge i det nordøstlige Albanien, lige på grænsen til Kosovo. Anledningen er, at Folkekirkens Nødhjælp nu har afsluttet sit arbejde med minerydning og som en markering af at have nået målet skal sprænge en landmine af – den sidste, sådan officielt.
Henrik Stubkjær rømmer sig og skal til at begynde på en lille tale. Så lyder et enormt brag – bagfra. Det giver et spjæt i alle forsamlede honoratiores og mineryddere. Det var ikke den ventede eksplosion, men en kæmpe jernport, som den hårde vind smækkede i. Alle ler lettet, stemningen er glad og forventningsfuld.
..3-2-1-0.
Med et brag, der runger mellem bjergene, markerer minesprængningen, at Folkekirkens Nødhjælp nu kan melde ’færdigt arbejde’ på minerydningsprogrammet i Albanien, der begyndte i 2002.
Henrik Stubkjær opregner resultaterne i sin tale: Der er fjernet 7.943 antipersonnelminer, 53 af de kraftige anti-tankminer og 1.055 stykker ueksploderet ammunition. Minerne er lagt af serberne som en slags fremskudt front mod en forventet NATO-invasion fra albansk territorium under Kosovo-krigen i 1999.
Men det væsentligste er, at minerydningsarbejdet har frigivet 2.750.000 kvadratmeter jord, som de fattige albanske bjergbønder kan bruge. Albanien er et af Europas fattigste lande.
"Det har været en stor oplevelse at se, at Folkekirkens Nødhjælp har gjort en forskel, at mennesker kan få deres dyr på græs, og at samfundet kan komme til at fungere igen. Minerydning handler ikke kun om at få frigivet jord, men det handler også om at få de små lokalsamfund på fode igen," understreger Henrik Stubkjær.
Lokale vender hjem
I et lille, nybygget murstenshus med udsigt til de tidligere minefelter bor 63-årige Jah Zhutaj. Da krigen i Kosovo blussede op, måtte han og hele husstanden med kone, sønner, svigerdøtre og børnebørn flygte fra området. I flere år boede familien som internt fordrevne i lejre nede omkring hovedstaden Tirana.
Nu er de vendt tilbage og er flyttet ind i et nybygget hus. Det gamle, forfaldne stenhus er lavet om til en stald, hvor familiens fire køer bor. Uden for står majsstængler i store stakke, klar til vinterfoder. Og lige ved huset står Jah Zhutajs stolthed og specialitet: ti bistader, som i dårlige år giver 20 kg fin, mørkebrun blomsterhonning, i gode år op til 50 kg per stade.
På spørgsmålet om, hvad minerydningen betyder for ham, behøver man ikke at vente på oversættelsen for at forstå svaret. Hans ansigt lyser op i et stort, tandløst smil.
© Peter Høvring
|
| Jah Zhutaj og hans søn Arolyl tilser deres bistader. I over seks år lå deres hus og marker Albaniens minefelter. Nu kan de frit færdes og dyrke jorden igen. Se, hvor dette billede er taget, og arbejdet foregår. Klik på dette link og se det på Google Maps |
Sønnen Arolyl supplerer med at fortælle, at familien tidligere ikke kunne samle brænde til vinteren på grund af landminerne, men måtte købe det. Over for indvendingen om, at så måtte andre jo have løbet en risiko, ler alle omkringstående. Jo, indrømmer de, vi løb nogle gange en risiko. Men vi skulle jo have brænde om vinteren.
Når Folkekirkens Nødhjælp nu slutter arbejdet i Albanien, er det ikke et udtryk for, at alle landminer på albansk territorium er fjernet. De allersidste landminer i Albanien bliver fjernet af en lokal minerydningsorganisation.
"Vi har stor tillid til, at de kan løse opgaven, for vi har selv været med til at opbygge organisationen, og mange af de mineryddere, som vi har uddannet i vores program, fortsætter i den nye organisation," fortæller Steven Olejas, der er leder af Folkekirkens Nødhjælps minerydningsprogrammer.
Han understreger, at de albanske myndigheder har givet tilsagn om at støtte den nye lokale organisation og tror derfor på, at Albanien i løbet af en overskuelig fremtid bliver helt minefrit.
Mange af de mineryddere, som har arbejdet i Kosovo og Albanien, har stor erfaring, og deres ekspertise bruges nu til minerydningsarbejde i Sudan, Congo, Burundi og Angola.