Det virker affolket i landsbyen Acowa i det nordlige Uganda denne fredag ved middagstid. De smalle sandede stier mellem bygningerne er øde, og den jordvej, der begynder i distriktets hovedby Soroti og ender her i landsbyen, er mennesketom.
I middagsheden slapper børn og voksne af under landsbyens store mangotræer eller sidder i de bræmmer af skygge, som stråtagene kaster i striber ned foran lerhytterne.
Men i det åbne forsamlingshus midt i landsbyen er der liv og snak. Her sidder 45-årige Vincent Amadoi og ni andre landsbybeboere og udveksler historier og erfaringer. Landsbyens råd har valgt de tre kvinder og syv mænd til at være såkaldte ’frivillige monitorer’, en slags observatører, der går på inspektion på skolen, i sundhedsklinikken, ved landsbyens brønd, ved nyanlagte veje og offentlige kontorer for så at indberette til myndighederne, når de offentlige services ikke fungerer efter loven og hensigten. Og de må ofte indberette. For Uganda, der gennem mange år var plaget af krig, konflikter, fattigdom og korruption, er stadig i dag som republik med en demokratisk valgt præsident besværet med alle fire problemer.
Kun Panodiler på klinikken
”Vi bliver kaldt detektiver af naboerne,” siger Vincent Amodoi og bliver mødt af latter fra kollegerne, der trods øgenavnet ved, at landsbyen sætter stor pris på observatørernes arbejde.
For selvom Ugandas befolkning i teorien har ret til blandt andet skolegang og lægehjælp, er virkeligheden ofte en anden – også her i Acowa, viser observatørernes erfaringer:
Tidligere var panodiler ofte den eneste medicin på sundhedsklinikken, og når aids-medicn endelig var til rådighed, blev den delt ud i alt for små doser for at strække til flere. På skolen måtte eleverne ofte undvære en lærer i ugevis.
”Ingen lærere kan jo blive ved med at arbejde, hvis de hverken får løn eller et sted at bo. Her i Acowa var læreren nødt til at sove i klasselokalet og ofte fik skolelærerne ikke løn,” fortæller Vincent Amodoi og forklarer, at penge til lønninger, som kommer direkte fra regeringen, godt kan forsvinde undervejs gennem alle led fra regering til skolelærer. På samme måde risikerer klinikken at være sidste led i kæden, så medicinen på sin vej bliver fordelt til andre.
Kender ikke egne rettigheder
© Mai Gad
|
| Vincent på den lokale sundhedsklinik, hvor hygiejnen er forbedret så sundhedsassistenten nu kan vaske hænder |
Det skyldes i nogen grad, at folk – særligt i landområder langt fra hovedstaden Kampala – ikke ved, at der er sat penge af på landets finanslov til netop deres skole, sundhedsklinik og andre offentlige instanser. De ved ikke, hvem der har ansvaret for, at de offentlige instanser fungerer.
”I mange landsbyer ved man slet ikke, om det er en NGO eller regeringen, der driver en klinik, anlægger en vej eller andet,” fortæller Vincent Amodoi.
For at styrke folkets bevidsthed om deres rettigheder og for at sikre befolkningen offentlige ydelser lancerede Folkekirkens Nødhjælps partner, Church of Uganda, sidste år et treårigt projekt med fokus på ”lokalbaseret overvågning af offentlige ydelser”. Da Church of Uganda arbejder tæt sammen med de ugandiske myndigheder i forbindelse med projektet, bliver risikoen for korruption mindre, mener Vincent Amodoi. Samarbejdet er med til at sikre gennemsigtighed i systemerne, så borgerne kan se, om pengene fra regeringen kommer helt ud til de landsbyer, som pengene er afsat til.
Undervisning til monitorer
De frivillige observatører er omdrejningspunkt i projektet, og er blevet undervist i relevante lovsamlinger, regelsæt og teknikker til monitorering.
I Acowa har arbejdet allerede givet resultat, siger Vincent Amodoi:
”Efter at vi har rapporteret til de lokale myndigheder, er der bygget en bolig til skolens lærer. Klinikken har løbende fået medicin, så der er nok til patienterne, og der er også ansat en jordemoder.”
Observatørerne har også lært at undervise landsbyens børn og voksne i rettigheder.
”Børnene løber hen til mig, hvis læreren ikke er i skole, eller hvis de udendørs latriner er gået i stykker. Det er et vigtigt signal for mig, fordi det fortæller, at den næste generation har lært, at de har visse rettigheder, og at de selv kan gøre noget. For mange her i landsbyen er projektet en øjenåbner, og jeg vil gerne fortsat være med i den proces,” siger Vincent Amodoi, der er stolt af det ærefulde hverv. Han mener, at projektet er det bedste udgangspunkt for en god udvikling i landet.
| Forandring begynder i landsbyen |
|---|
|