Finest er 18 år gammel og har aids. Det er svært at se på hende, som hun sidder der i skyggen sammen med sin søn.
Aids er ikke en synlig sygdom. Den er nem at overse, fordi man ikke møder syge på gaden. Og man kan ikke se på andre, om de er smittede. Men for Finest, som bor i Tanzania, er det en meget virkelig sygdom. For hende betyder det, at hun ikke længere kan arbejde og tjene penge til mad på grund af følgesygdomme som diarre og herpes. Og det betyder, at hun kan dø når som helst. I dag. Om en uge. Om en måned.
Globalt lever knap 40 millioner mennesker med hiv og aids. Af dem bor 25 millioner i Afrika syd for Sahara. I flere lande har piger mellem 15 og 24 år seks gange højere risiko for at blive smittet med hiv og aids end jævnaldrende drenge.
Finests historie er en typisk historie. Den handler om fattigdom og manglende viden.
Da Finest var 12 år, blev hun sendt til hovedstaden Dar es Salaam for at arbejde i huset. Men efter et par år vendte hun hjem til sin mor. Hun var gravid, og hjemme i landsbyen fødte hun sin søn Raymond, der i dag er tre år.
Med en lille søn skulle Finest tjene ekstra penge til mad, tøj og husleje. Hun arbejdede som barpige og forsøgte at starte en lille forretning ved at sælge chips. Men det gik ikke rigtigt. Til sidst måtte hun sælge sig selv for at få mad.
"På det tidspunkt kendte jeg ikke risikoen for at få hiv," fortæller Finest.
Det gjorde Jane til gengæld. Hun hjælper hiv-smittede i Finests landsby i et projekt, som Folkekirkens Nødhjælp står bag. Og hun havde på fornemmelsen, at Finest var smittet med hiv. Symptomerne og rækken af følgesygdomme talte sit tydelige sprog. Så i maj 2005 blev Finest testet. Og mistanken blev bekræftet.
Det svære valg
I dag bor Finest sammen med sin søn, mor og lillesøster. Familien lever for det meste af majsgrød, for de har ikke råd til andet. Finest kan ikke arbejde, og hendes mor er kommet til skade med sit ben i forsøget på at skaffe den lille familie penge, så hun kan også kun arbejde en smule. Finest ville ønske, de havde råd til bedre mad, for med vitaminer og en mere varieret kost, ville hun bedre kunne stå imod sygdommen.
Den lille familie bor i et lejet hus i udkanten af landsbyen. De har altid boet til leje. Men drømmen om deres eget hus lever stadig. Faktisk har de været i gang med at bygge det. Før Finest blev syg, skrabede de penge sammen til husets skelet. Men nu har de ikke råd til at bygge det færdigt. Huset står i stedet halvfærdigt og minder om familiens svære valg. Hvis de får lidt penge, skal de så vælge at bruge dem på medicin til Finest? Eller til at bygge et hus, hvor resten af familien kan bo, når Finest dør?
Lige nu har familien dog slet ikke et valg. Der er hverken penge til hus eller medicin. Ikke fordi medicinen er dyr. I Tanzania kan man få livsforlængende aids-medicin, hvis man møder op på et hospital i en af de større byer. Men Finest har ikke engang råd til busbilletten ind til byen. Og slet ikke til at bo i byen de to uger, som hun kan risikere at skulle vente, fordi der er kø til undersøgelserne. Så hun må blive i landsbyen og håbe på det bedste.
|
| Finest er ikke blevet udstødt af naboerne i hendes landsby, fordi de er blevet oplyst om, hvordan hiv smitter. Finest højeste ønske er at få livsforlængende aids-medicin, så hun kan se sin søn vokse op |
"Jeg tænker kun på at komme ind til byen og få medicin. Det er det eneste, der kan hjælpe mig nu, fortæller hun.
Hele familien bliver ramt
Når et menneske bliver ramt af hiv, er det ikke kun den enkelte person, der bliver ramt. Finests sygdom rammer hele familien. Det rammer moderen, der i forvejen har svært ved at forsørge sig selv og sin treårige datter. Det rammer Raymond, der formentlig må vokse op som forældreløs. Og det rammer søsteren. Det koster at tage sig af et sygt familiemedlem, så formentlig får lillesøster Queen ikke råd til at gå i skole.
Men det rammer også familien i deres forhold til resten af landsbyen. Aids-syge bliver ofte udstødt, fordi andre i landsbyen er bange for selv at blive smittet. De er bange for at give hånd, spise sammen eller bare være i nærheden af mennesker med hiv. Stigmatisering er et stort problem.
Finest hører til de mere heldige. Hun bor i en landsby, hvor folk får viden om hiv og aids igennem Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Det betyder, at andre i landsbyen ikke er bange for hende, og sommetider besøger de endda hende og familien med et par trøstende ord og lidt mad.
For Finest er det en trøst ikke at blive udstødt. Men når snakken falder på fremtiden, bliver hendes øjne igen mørke. Stædigt holder hun fast i håbet om at skaffe medicin. Men hvad hvis det ikke lykkes?
"Så skal min mor tage sig af min søn."
Finest er 18 år. Og hun har aids.
Du kan møde Finest og andre liv med hiv på www.standsaids.nu
Skrevet af journalist Rikke Bøgh