Ti år efter at den internationale traktat, der forbyder anti-personel landminer – den såkaldte Ottawa-traktat – trådte i kraft, kan Folkekirkens Nødhjælps humanitære minerydningsarbejde arbejde gøre foreløbig status.
Gennem de seneste ti år er det lykkedes Folkekirkens Nødhjælps minerydningsteams at rydde og frigive 70 millioner kvadratmeter for miner, klyngebomber og ueksploderet ammunition i 12 lande.
Det svarer til et område på størrelse med 8750 fodboldbaner.
I forbindelse med minerydningsprogrammerne har omkring to millioner lokale indbyggere, internt fordrevne eller tilbagevendende flygtninge desuden fået undervisning i faren ved miner og ueksploderet ammunition.
Folkekirkens Nødhjælp har i dag 567 ansatte i minerydningsprogrammer i Sudan, Angola, Libanon, DR Congo og Albanien.
”Selv om man kan have den her fornemmelse af, at der er lang vej igen i forhold til en minefri verden, så er der lys for enden af tunnelen. For eksempel i det nordlige Albanien, hvor vi har arbejdet med minerydning siden 2002 og har fjernet over 11.000 miner og ueksploderet ammunition. I år kan vi endeligt erklære Albanien for minefrit område.”
Sådan siger Sam Christensen, der er operativ chef for Folkekirkens Nødhjælps minerydningsprogrammer og har været med i de ti år, som Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet med humanitær minerydning (HMA).
Større sikkerhed og nye metoder
Minerydning er et både langsommeligt og farligt arbejde.
Mange steder foregår det manuelt ved, at minerydderne kvadratmeter for kvadratmeter afsøger jorden for miner.
Men Folkekirkens Nødhjælp har igennem årene udviklet og effektiviseret arbejdet.
”Vi har målrettet arbejdet med at udvikle nye metoder. For eksempel de nye WADS, der – i de områder hvor systemet kan bruges – rydder meget hurtigere end ved hjælp af de gammelkendte metoder,” forklarer Sam Christensen.
WADS er en stor me­taldetektor monteret på et køretøj, der kombineret med DGPS-teknologi og et avanceret computerprogram kan afsøge og lokalisere landminer.
Desuden har Folkekirkens Nødhjælp standardi­seret sikkerhedsprocedurer og undervisning af mineryddere.
Det er med til at give en lav ulykkesstatistik.
Udover en ulykke i august i Angola, hvor en mine­rydder fik beskadiget sin ene hånd, er det fire år siden, at en minerydder er kommet til skade med en mine.
”Vores kursusaktiviteter i landene og herhjemme, hvor vi afholder kurser hvert år på Skive kaserne for vores lokale mineryddere, betyder, at vi både har højnet vores tekniske niveau, og at vi kan fastholde en del af de meget dygtige folk, som vi bl.a. uddannede i Kosovo,” siger Sam Christensen.
Fokus flytter sig
Til trods for både øget effektivitet og sikkerhed i minerydningsarbejdet er det blevet sværere at skaffe pengene hertil.
Donorernes fokus flytter sig både i takt med globale og nationale sikkerheds- og udviklingspolitiske strømninger og i takt med mediernes fokus.
Sam Christensen nævner Albanien som eksempel: ”Det mærkelige var, at mens alle var interesseret i at støtte genopbyg­nings- og minerydningsarbejdet i Kosovo, så var det hulens svært at skaffe penge fra offi­cielle dono­rer som Danida og FN til mine­ rydningsarbejdet i Albanien, som trods alt er et af de mest ludfattige lande i Europa.”
”Vi fik stampet langt de fleste penge op fra internationale donorer og fra danskerne, som blandt andet via ”Lars og Lone rydder Albanien”-kampagnen i 2003 var med til at støtte vores minerydningsarbejde i Albanien med to millioner kr.”
Millioner af klyngebomber
Alene i det sydlige Libanon menes det, at israelsk militær kastede omkring fire millioner klyngebomber under den 34 dage lange krig i sommeren 2006 mellem Hizbollah og Israel.
Folkekirkens Nødhjælp har siden 2007 haft minerydningsspecialister fra bl.a. Kosovo i det sydlige Libanon, hvor klyngebomber ligger spredt over store områder og hindrer beboerne i at bebo deres huse og dyrke deres landbrugsjord.
Men selv om Folkekirkens Nødhjælps rydningshold i det sydlige Libanon arbejder hurtigt og effektivt, så er det vanskeligt at skaffe ressourcerne til arbejdet.
”Folkekirkens Nødhjælp har været nødt til at skære ned fra fem rydningshold til to. Det er uvist, om de to hold næste år kan fortsætte klyngebombe-rydningen i Libanon i samme omfang som i år,” siger Eva Veble, leder af HMA i Folkekirkens Nødhjælp.
Hun håber dog, at de lande og donorer, som deltager i den internationale konference ”En verden uden miner” i november i Colombia, vil følge deres løfter op med kontant støtte til det fortsatte minerydningsarbejde i verden.
Mineret jord i ressourcerige Angola
I et land som Angola blev millioner af miner lagt ud under den 27 år lange borgerkrig mellem MPLA og UNITA. Efter fredsaftalen blev indgået i 2002, ligger der fortsat flere millioner miner og lurer i jorden. Ifølge FN er mindst 70.000 angolanere blevet lemlæstet af miner.
”Vi rydder dem, så hurtigt vi kan. Men Angola er et land, der er rig på ressourcer som olie og diamanter, og derfor kan det være svært også at skaffe penge til minerydningsarbejdet her,” siger Sam Christensen.
En undtagelse er den gave, som A.P. Møller og hustru Chastine McKinney Møllers Fond til Almene Formaal har doneret i form af 5,5 millioner kroner til indkøb af en minerydningsmaskine, en såkaldt “Minewolf”.
Den skal i første omgang operere i Angola.
En Minewolf pisker jorden op foran sig og får minerne til at eksplodere, hvilket hjælper de manuelle mineryddere med at identificere minefelterne.
Derved spares tid, og det kan øge effektiviteten af minerydningen visse steder med flere hundrede procent.
Når ”Mineulven” er færdig i Angola, kan den sættes ind til minerydning andre steder i verden.
”Vi kan jo blive færdige med minerydningen, hvis vi får de rigtige ressourcer. Fire – måske fem år mere i Moxico-provinsen, som trods alt er fem gange større end Danmark – og vi vil være kommet meget, meget langt med at sikre børnenes opvækst, landmændenes jord, og de veje, som skal bane vejen for kommunikation mellem lokalsamfundene. Vi kan gøre det,” siger en forhåb­ningsfuld Sam Christensen.
