sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Et hektisk år
Print
Undertrykkelse, håb, krig og fred samt tusinder af danskere på gaden i den gode sags tjeneste. 2005 blev et hektisk år både ude og hjemme
09.12.2005 af Malene Haakansson

Danmark: Danskerne tømte lommerne

2005 blev et katastrofeår. Inden året rigtigt kom i gang, skyllede tsunamien tusinder af landsbyer væk og dræbte over 200.000 mennesker i 13 forskellige lande.

Folkekirkens Nødhjælps lokale samarbejdspartnere rykkede straks ud med nødhjælp til de berørte områder i Indien og Sri Lanka med hjælp fra tusindvis af danskere. Der blev samlet over 73 millioner kroner ind, som skal hjælpe de mange berørte tilbage til en hverdag. Mere end 400 danske virksomheder støttede hjælpearbejdet.

Danskerne viste igen velvilje, da der blev sat fokus på "Den stille sult" ved årets sogneindsamling. 20.000 indsamlere gik på gaden og raslede 16 millioner kroner hjem til sultende i Afrika, Asien, Mellemamerika og Rusland.

Traditionen tro stod den 1. april igen i de røde næsers tegn – sammen med Danmarks førende komikere rullede Humor mod Aids kampagnen over tv-skærmen, på P3 og på gaden og satte fokus på den galoperende epidemi, der kostede over tre millioner mennesker livet i 2005.

I løbet af året nåede antallet af genbrugsbutikker op på 110. Mange butikker er blevet moderniseret, og enkelte flyttede til mere attraktive adresser. Butikkernes 3.700 frivillige sikrede et overskud på mere end 14 millioner kroner.

Folkekirkens Nødhjælps gadehververe, Face2Face, havde også et godt år. 12.000 danskere valgte at indgå en ny aftale om at blive faste månedlige bidragydere. De faste aftaler giver nu mere end to millioner kroner om måneden til hjælpearbejdet.

Minerydningskampagnen "Lars og Lone rydder Albanien" med 18 kendte Lars'er og Lone’r i spidsen samlede knap fire millioner kroner ind og er nu blevet afløst af kendte Hans'er og Hanne’r, som skal samle ind til minerydning i Angola.

Internationalt var Folkekirkens Nødhjælp med i to kampagner: "Udryd fattigdom nu" og "MAKEPOVERTYHISTORY", som satte fokus på 2015-målene, hvor verdens ledere har lovet at halvere fattigdommen inden 2015.

Friviligheden blomstrer

Folkekirkens Nødhjælp fik i 2005 et nyt hus i Odense, og de frivillige i Ålborg har også fået nye lokaler for at få plads til de mange aktiviteter. På årets Roskilde Festival samlede mere end 500 frivillige over en halv million kroner ind til to organisationer i Cambodja, som bekæmper moderne slaveri.

I slutningen af året blev verden rystet af jordskælvet i Indien og Pakistan, som fik danskere med pakistansk baggrund til at gå på gaden med andre frivillige for at samle penge ind til de titusinder af mennesker, som nu står uden mad og husly.

Ved årets udgang er der blevet samlet mere end 11 millioner kroner ind til hjælpearbejdet, der primært består i uddeling af tæpper og nødhjælpsrationer.

Europa: Trange kår for civilsamfundet

Den folkelig opstand i Kirgistan i april måned førte til en ny regering og skabte håb om en højere levestandard for de mange fattige i den tidligere sovjetrepublik. Det politisk råderum for reformkræfterne er dog stadig lille, og den nyvalgte præsident har en stor opgave foran sig med at få bugt med korruption og den stigende fattigdom.

I 2005 valgte Operation Dagsværk gennem Folkekirkens Nødhjælp at støtte et projekt, der skal få kirgiske børn tilbage på skolebænken. Der blev samlet i alt 7,8 millioner kroner ind på Operation Dagsværk-dagen den 2. november – en ny rekord.

I Rusland prøver magthaverne at lukke og slukke for civilsamfundet. Parlamentet vedtog blandt andet en lov, der vil gøre lokale ngo-kontorer ulovlige. Derfor forsøger Folkekirkens Nødhjælp i samarbejde med lokale partnerorganisationer at overbevise myndighederne om, at det ikke er samfundsomstyrtende at støtte de fattigste, de hjemløse og de aids-ramte, hvis antal er steget drastisk i Rusland i løbet af 2005.

Makedoniens kandidatur til EU-medlemskab har haft en afsmittende effekt både politisk og socialt. Der er nu tegn på en opblødning af de etniske spændinger, der har præget balkan-regionen.

Flere internationale initiativer, som skal støtte romaernes kamp mod undertrykkelse, blev også sat i gang i 2005.

I de øvrige centralasiatiske lande fortsatte arbejdet med at styrke samarbejdet med søsterorganisationer for at lette arbejdet for de lokale samarbejdspartnere i regionen.

Afrika: Små skridt

For tyve år siden var det meste af Afrika præget af blodige borgerkrige eller diktaturer i krig mod hinanden. I dag har et skrøbeligt demokrati vundet indpas i mange af kontinentets lande, men det er stadig en kamp for afrikanske organisationer at holde deres regeringer i skak.

I lande som Zambia, Malawi, Kenya, Uganda og Etiopien kæmpede flere af Folkekirkens Nødhjælps partnere for at sikre respekt for demokratiet. Selv i Etiopien, der har været præget af voldsomme opgør efter det netop overståede valg, betragtes valget som det frieste nogensinde.

I Burundi fortsatte kursen mod fred og demokrati, blandt andet gennem afholdelse af valg, demobilisering og genopbygning. Mange flygtninge i lejrene i Tanzania var villige til at vende hjem, men deres tilbagevenden blev hindret af manglen på international støtte.

Afslutningen på 20 års borgerkrig i Sudan mellem nord og syd banede vejen for at millioner af sydsudanesere kan vende hjem i det nye år. Samtidig fortsætter konflikten i Darfur, og mod årets slutning var det svært at se en løsning på den tre år lange konflikt, som har kostet over 300.000 mennesker livet og fordrevet over to millioner mennesker.

Det glemte kontinent

I Zimbabwe strammede Robert Mugabe sit 25 år lange greb om magten yderligere og gennemførte en voldsom udrensningsaktion i slumkvarterer, hvor boliger og forretninger blev jævnet med jorden, og befolkningen blev fordrevet – uden udsigt til hverken husly eller noget at leve af.

Zimbabwe blev også i 2005 ramt af tørke og sult, som præger hele det sydlige Afrika. Aids-epidemien, som fortsat breder sig i regionen, tærer yderligere på kontinentets få ressourcer.

Til trods for gyldne løfter fra en britisk Afrika-kommission og de rige G8-lande blev det stort anlagte FN-topmøde om udvikling en skuffelse. De rige lande glemte fortidens løfter om øget udviklingsbistand og en indsats over for skævhederne i den internationale samhandel. Minerydning:

Afrika kom i fokus

I løbet af 2005 har Folkekirkens Nødhjælp udvidet sine minerydningsaktiviteter i Afrika.

I DR Congo bliver mineoplysning nu kombineret med oplysning om aids, og der blev også ryddet miner sidst på året. I Burundi og Tanzania blev flygtninge undervist om minefaren, inden de vendte hjem. Og i Angola åbnede en ny avanceret minesøger muligheden for at rydde veje hurtigere og mere effektivt, så det egentlige udviklingsarbejde kan gå i gang.

I Albanien fortsatte minerydningsaktiviteterne. Arbejdet forventes at slutte i 2006.

Mellemøsten: Oliventræer skaber håb

Fattigdommen har bidt sig fast i de palæstinensiske områder. I dag lever mere end halvdelen af palæstinenserne under FN’s fattigdomsgrænse mod 20 procent i år 2000.

En af årsagerne til den stigende fattigdom er, at der de sidste fem år er blevet rykket 450.000 oliventræer op på Vestbredden for at give plads til nye bosættelser, veje og sikkerhedszoner.

Danske kirker og privatpersoner har igennem Folkekirkens Nødhjælp plantet et håb om fred ved at sponsorere 3.000 nye oliventræer.

Den israelske sikkerhedsmur gør adgangen til Jerusalem stadig vanskeligere for palæstinensere fra Vestbredden. Patienter og hospitalspersonale med indrejsetilladelse til specialhospitalerne oplever ofte, at de israelske checkpoints er lukkede. Augusta Victoria hospitalet på Oliebjerget har derfor startet sin egen busrute i et forsøg på at sikre patienters og personales adgang til hospitalet.

Asien: Flodbølge og jordskælv

Først var det tsunamien, der kostede mindst 250.000 mennesker livet og gjorde millioner hjemløse. Så kom jordskælvet i Pakistan og Indien, der krævede mindst 80.000 ofre og gjorde hundredetusinder hjemløse. I begge tilfælde vil der gå flere år, før det kolossale genopbygningsarbejde er færdigt, og de overlevende atter får et normalt liv.

Heldigvis har den danske befolkning bakket op om Folkekirkens Nødhjælps arbejde i de katastroferamte områder i Indien, Sri Lanka og Pakistan med bidrag på 74 millioner kroner til ofrene for tsunamien og 11 millioner til de jordskælvsramte. Act Against Slavery (Kæmp mod slaveri, red.) var overskriften på det humanitære tema på årets Roskilde Festival, hvor mere end 500 frivillige samlede pant og lavede oplysning til fordel for unge cambodjanere, der har været eller er i fare for at blive udnyttet som moderne slaver.

Efterfølgende blev det besluttet på en workshop i Cambodja, at Folkekirkens Nødhjælp skal styrke kampen mod moderne slaveri og menneskehandel i Asien. Hidtil har indsatsen koncentreret sig om unge piger i Cambodja med støtte fra Operation Dagsværk.

Mellemamerika: Jord til de fattige

I både Honduras og Guatemala arbejder Folkekirkens Nødhjælp med at støtte lokaludvikling og de fattiges ret til jord og mad på bordet. I det nordlige Honduras er det lykkedes samarbejdspartneren OCDIH at sikre jord og bæredygtig udvikling i flere fattige små landsbyer, hvor familierne nu støttes med mikrokreditter og er i fuld gang med at udvikle småbrug, hvor de dyrker majs, bønner, kaffe og andre basale afgrøder.

Også i Guatemala støttes arbejdet med at skaffe jord og fødevaresikkerhed for de fattigste blandt andet via ngo-netværket Plataforma Agraria og i samarbejde med lokale mayaindianske organsationer og den katolske kirke. I 2005 gik støtten også til en lang række samarbejdspartnere, der arbejder med demokrati, menneskerettigheder og forsoning.

I orkanens øje

Mellemamerika blev i 2005 hårdt ramt af usædvanligt mange orkaner. I Guatemala forårsagede orkanen Stan de største ødelæggelser på grund af mudder- og klippelaviner, som ramte hundredvis af fattige landsbyer i højlandsområderne, hvor marker og livsvigtige afgrøder blev revet væk, mens huse og veje blev ødelagt. Folkekirkens Nødhjælp støtter genopbygningen i Guatemala gennem Kirkernes Internationale Nødhjælp og via lokale samarbejdspartnere. Desuden støttes nødhjælps- og katastrofearbejdet i både El Salvador og Honduras via ACT.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne