sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Et dukkehjem
Print
For Galina Abramova er de russiske dukker hverken legetøj eller souvenirs. De er hendes værn mod fattigdom.
30.08.2007 af Anette Krarup

Galina Abramova har ikke haft en eneste fridag i de ti år, hun har malet dukker.

Fotograf: Solmaz Guseynova

Hver eneste dag året rundt sidder Galina Abramova foroverbøjet ved sit hjørnevindue med en pensel i hånden.

På et par små borde rundt om kontorstolen står de halvfærdige trædukker.

Hun laver altid ti matrosjkaer ad gangen, og med meget hurtige bevægelser har de en efter en fået det samme antal nye snefnug.

Galina Abramova har engang regnet ud, at før hver dukke er færdig, har hun haft den i hånden mindst 1.000 gange.

Galina Abramova er oprindelig uddannet ingeniør, men mistede som så mange andre russere sit job i de første år efter Sovjetunionens sammenbrud.

Populær matrone

Den russiske dukke stammer fra Japan,
men blev af kunsthåndværkere bragt til Rusland i 1800-tallet. Med sine mange ”børn” inde i maven blev dukken et symbol på frugtbarhed og fik navnet ”matrosjka”.
Det var på den tid et populært pigenavn og betød samtidig moder på latin.
I generationer har dukkerne været børnenes foretrukne legetøj og de fleste russere har både lært farverne og fået fortalt deres første eventyr i selskab med en matrosjka.
Efter Lego, Brio og Fisher Price's indtog i de russiske hjem, er dukkerne nu først og fremmest populære blandt turister.
På legetøjsmuseet i Sergiev Posad nær Moskva findes en større udstilling om matrosjkaer.

Efter et stykke tid som arbejdsløs hørte hun om et privat beskæftigelsesprojekt, som stiftelsen Skt. Elisabeth har oprettet.

Det ligger i Kalinin-distriktet, en af Skt. Petersborgs mange trøstesløse forstæder.

Her oplæres arbejdsløse i at male de klassiske, russiske dukker, så de ad den vej kan forsørge deres familier.

Det er typisk kvinder, som er nødt til at arbejde hjemme, fordi de har et handicappet barn, eller kvinder som Galina Abramova, der har påtaget sig ansvaret for de gamle i familien.

”Plejehjem er dyre, og derfor har jeg måttet sørge for min svigermor og egen mor, indtil de døde. Nu har jeg kun min invalide far,” fortæller hun.

Lav pension

Galina Abramova bor sammen med sin far og mand i en lille toværelses lejlighed.

I det ene værelse holder hun og faren til.

Det er på omkring 15 kvadratmeter og består af en seng, hvor faren må ligge døgnet rundt, et lille skab, arbejdshjørnet med dukkerne og så en lænestol, som Galina Abramova slår ud hver aften og sover på.

Det andet værelse har hun overladt til sin mand.

”Jeg har egentlig ikke noget med min mand at gøre – han er glad for flasken.

Men jeg kan ikke nænne at smide ham ud, for så har han kun gaden tilbage,” forklarer Galina Abramova, der deler skæbne med utallige andre russiske kvinder på hendes alder:

De har alle giftet sig med en mand, der ikke kan finde ud af at tackle de nye tider.

De har alle slidt hele livet for et system, som ikke længere eksisterer.

Og de har altid skullet skubbe deres egne behov til side til fordel for familiens svageste.

Ingen sure miner

Med sine 57 år har Galina Abramova nået den russiske pensionsalder for kvinder.

Hun får 2500 rubler, godt 500 kroner, i pension.

Hendes far får lidt mere, fordi han var soldat under den store fædrelandskrig, som russerne kalder Anden Verdenskrig.

Disse beløb rækker dog langt fra til farens medicin, ordentlig mad og de faste udgifter til lys, vand og varme, og derfor er maleriet en nødvendighed for at overleve.

Stiftelsen sørger gennem mellemmænd for, at hendes matrosjkaer bliver solgt til turisterne inde i Skt. Petersborgs centrum.

Selv om det er hårdt for både nakke og øjne at sidde dybt koncentreret i mange timer hver dag, elsker Galina Abramova sit job.

Hun snakker en del i telefon med de andre malere for at holde sig ajour med de nye teknikker, men det er altid hende selv, der bestemmer motivet.

Ofte er det gamle russiske eventyr, som inspirerer hende, og hendes speciale er den klassiske russiske bedstemor – babushka.

”Det er bedst altid at begynde med ansigtet, som er den sværeste del.

Derefter kommer de større flader og så detaljerne til sidst.”

”Men hvis jeg er i rigtig dårligt humør en dag, så maler jeg altså ikke ansigter.

For en dukke udtrykker jo ens egne tanker og humør,” forklarer Galina Abramova med henvisning til, at folk jo ikke gider købe en souvenir, der ser sur ud.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne