På Havsteensvej 11 i Roskilde – og ikke på nabovejen Rabalderstræde, der måske havde været mere passende – har landets største festival sit hovedkontor og Esben Danielsen sin arbejdsplads.
Han har de seneste ti år været henholdsvis talsmand og udviklingschef for Roskilde Festival, der i samme periode er gået fra bare at være en stor musikfest til også at være et forum for humanitære og politiske kampagner, samt en festival hvor du blandt andet kan købe fairtrade kaffe og lade mobiltelefonen op på elcyklerne.
Souvenirs i receptionen
Receptionisten viser mig hen i en sofagruppe i fællesrummet, der samtidig er et lille museum over festivalens 40 års historie, hvor væggene er beklædt med billeder fra år med både solbad og mudderbad samt kort over festivalområdet.
Jeg når lige at nappe en æske speciallavede Roskilde Festival-tændstikker som souvenir, inden Esben Danielsen kommer og byder velkommen.
Esben Danielsen, lokal græsrod
38-årige Esben Danielsen er på alle måder en lokal mand i Roskilde.
Han trådte godt nok sine børnesko i Ringsted, men gik siden hen på Roskilde Amts Gymnasium, flyttede i kollektiv i byen, studerede fysik og kommunikation på RUC og bor i dag i Roskilde med sin kæreste og to døtre.
I ungdomsårene drømte han om at blive professionel musiker med hård rock bandet Seagulls.
Tiden i musikmiljøet var med til at gøre ham til den græsrod, han er i dag.
”Det startede måske dengang, hvor jeg gerne ville lave et lille øvelokale om, som jeg synes var dårligt. Og musikere er nogle af de dårligste til at arbejde sammen. De vil bare spille i hver deres band. Men vi fik ti bands til at stå sammen om tre øvelokaler, og det var bare pisse fedt.”
Frivillige hænder kan løfte opgaven
Senere byggede han og musikerflokken også spillestedet Gimle op og et studie.
Det hele skete på frivillig basis, hvilket åbnede Esben Danielsens øjne for, hvor langt man kan nå med frivilligt arbejde.
”Folk siger jo, at unge ikke vil deltage i frivilligt arbejde. Min bare røv”.
Ved at provokere de unge og blandt andet spørge, om de hellere vil sidde derhjemme og se fjernsyn, oplever han, at man sagtens kan få dem op af stolene.
Og når først de unge er i gang med arbejdet, kan de ikke slippe det igen.
”Bagefter kom jeg med i Roskilde Festival og oplevede et lige så stort engagement. Og her ligger beviset på, at folk gerne vil ændre noget i verden,” siger Esben Danielsen, mens han tager fat om pamfletten, der ligger på bordet foran ham.
Den beskriver nogle af de kampagner, som Roskilde Festival og Folkekirkens Nødhjælp i årenes løb har stablet på benene i samarbejde med tusindvis af frivillige.
Særligt ét projekt er krøbet under huden på ham.
Manden bag muren
I 2004 sad Esben Danielsen i ledelsesgruppen for Roskilde Festival, der besluttede sig for at sætte fokus på de civile, der lider under konflikten i Palæstina.
Han husker diskussionerne, hvor de bliver enige om at lave en upolitisk kampagne om mennesker i Palæstina, som – uanset etnicitet, religiøsitet og køn – ikke kan komme på hospitalet, fordi 720 kilometer hegn og mur med en gennemsnitshøjde på 6,5 meter siden 2002 har besværliggjort adgangen til behandling for mange.
”Det måtte være en helt medmenneskelig, humanitær tankegang, at hvis mennesker ikke kunne komme på hospitalet – så måtte vi skaffe dem mulighed for behandling på en anden måde”.
Ambulancer til alle
Derfor skulle overskuddet fra årets pantindsamling på festivalen gå til mobile hospitaler.
De forsøgte at formulere budskabet så neutralt som overhovedet muligt; at muren faktuelt set var forkert placeret i forhold til landegrænserne, og det gik ud over civile.
Endelig kom de på en idé om at lave en model af muren. Et lille stykke af den på festivalen, som man kunne gå hen og skrive på.
Det gik amok
Kampagnen blev skudt i gang med starten af årets festival.
”Og så gik det amok,” fortæller Esben Danielsen.
Den israelske ambassadør for Skandinavien kaldte dem for antisemitter, de røg på forsiden af Washington Post, og det væltede ind med mails fra ophidsede borgere.
”Hold kæft, nogle mailkorrespondancer. Jeg tror, min kæreste syntes, jeg var sindssyg. Jeg brugte jo enhver aftentime på at gå ind i lange dedikerede svar om, ’hvorfor vi gerne ville hjælpe mennesker i nød. De civile, der var i klemme’.”
Samtidig var ”Make peace not walls”, som kampagnen hed, også en positiv succes.
”De skulle have stiger, for at alle kunne skrive på muren. Bandet Tool sluttede deres koncert af med at spille Pink Floyds ’The Wall’, selvom det ikke var en del af deres sæt. Det var et signal til muren.”
Netop reaktioner som disse var Esben Danielsens mål med projektet.
Uden uenighed er det ligegyldigt
Kampagner på Roskilde Festival |
|
2003 Hallo Peace |
”Det vilde var, at alt det vi drømmer om i dag, det lykkedes bare dér,” fortæller han.
”Vi skulle lægge problematikken frem for folk og bearbejde deres ligegyldighed. Folk måtte gerne være modstandere, men de skulle tage stilling.”
Samtidig gav oplevelsen ham en vigtig læring.
”Jeg lærte, at vi ikke alle sammen skal være enige. Hvis man skal lave noget, som er rigtig godt, så skaber det en uenighed. Skaber det ikke en uenighed, så er det tæt på ligegyldigt,” siger han og fortæller om, hvordan det følgende års kampagne mod kvindehandel slet ikke rykkede på samme måde, fordi alle var enige om, at kvindehandel var noget skidt.
Men ud over at Esbens Danielsens mail-indbakke var proppet med mails fra folk, der ville bandlyse festivalen på grund af initiativet, så mistede Folkekirkens Nødhjælp mange bidragydere.
Så det er ikke sikkert, at han havde gjort det om igen.
”Jeg tror nok, at hvis jeg havde været klar over, hvad vi skulle igennem, så havde jeg rystet på hånden.”
En fængslet by
Efterfølgende rejste Esben Danielsen til Palæstina for at overrække donationen.
En af dagene skulle han se byen Qalqilyah, der var helt omkranset af en mur, som vand- og elforsyningen lå uden for.
Så når nogle unge palæstinensere lavede ballade inde i byen, kunne der lukkes for det hele.
”Det er et stort fængsel. Og jeg blev så vred over at se, hvad der foregik.”
Fra bunden af ambulancen
Esben Danielsen havde ansvaret for at synliggøre, at de var nede og donere penge.
Så han ringede til korrespondenter i landet, men de kunne ikke prioritere historien.
Da han en dag lå og kørte mellem himmel og helvede i en af de mobile ambulancer, de skulle støtte, blev det for meget for ham.
”Jeg havde en check på en million med, og vi kørte i den her ambulance. Så blev jeg helt firkantet og syntes, at det var kraftedeme for latterligt. Så jeg ringede til min bedste kontakt på P3 og sagde: ’jeg kører her i bunden af en ambulance gennem et israelsk checkpoint. Jeg skal ud og give en million til en mobil hospitalsenhed, der skal hjælpe folk i nød. Har I ikke lyst til at fortælle den historie?’.”
Han fik at vide, at der kørte et program med radioværten Monica Krog-Meyer og blev spurgt, om han ikke kunne sige det dér.
”Så fra bunden af ambulancen bliver min mobiltelefon stillet ind til værten, som siger: ”Hej, jeg hører, at det er talsmanden for Roskilde Festival. Du er i Palæstina. Hvad laver du?”
Og så kørte interviewet ellers.
I demonstration mod fjernsynet
Hjemme i Danmark bliver Esben Danielsen tit inviteret til at være med i politiske arbejdsgrupper og fjernsynsdebatter.
Men han vil hellere bruge weekenden i kulturstedet Gimle på at bære stole og borde, så hans piger på henholdsvis to og fem år får en helt konkret oplevelse.
”Jeg tror meget på den praktiske handling. For mig betyder det mere at lave Gimle om søndagen, hvor vi er en flok forældre, der laver kulturaktiviteter i demonstration mod fjernsynet og aktiviteter ude i storcentret. Det vil jeg hellere bruge min søndag på end at være med i et udvalg, der diskuterer børnekultur i Danmark.”
Glem rundbordspædagogikken
En gang om ugen underviser Esben Danielsen elever på Roskilde Universitet i performance og design, hvor de skal lære om eventplanlægning, projektledelse og kampagnetænkning.
Særligt én ting prædiker han:
”Jeg tror, at noget af det allermest grundlæggende er, at de ikke skal blive enige. Konsensus-pis er laveste fællesnævner. Hvis en idé er god, så skal de slås for den. Så kan de godt ende med at blive enige om den endelige idé, men hvis alle sammen skal have deres lille ting med til at starte med, så forfladiger man det rigtig meget.”
Tænder ilden i studerende
Derudover skal kurset, der hedder ”Ingen teori – kun praksis”, også være med til at hjælpe eleverne i gang med deres ideer.
”Vi har rigtig mange mennesker, der har gået på universitet og læst tykke bøger, men der er altså et stykke fra de fine ord i bøgerne til omsætning og handling.”
For at få de studerende ud af starthullerne har han et særdeles effektivt værktøj. De får én tændstiks brændetid til at fortælle, hvad deres idé er.
”Tændstikken kan det, at det bliver meget klart, hvad der er den gode idé. Det giver den konsekvens, at man er nødt til at droppe snakken og fokusere ind.”
Engagement forandrer verden
Interviewet lakker mod enden.
Jeg kommer i tanke om min souvenir fra tidligere og prøver at teste, om Esben Danielsen kan fortælle sin egen livshistorie på en tændstiks tid.
Jeg stryger en tændstik og spørger:
”Esben, hvad er din historie?”
Ilden brænder langsomt, mens Esben Danielsen læner sig tilbage i stolen med hænderne hvilende på baghovedet og tænker.
”Engagement forandrer verden. Du kan, hvad du vil. Og du får rigtig meget ud af det selv.” Flammen når kun halvvejs ned.